Flygtninge i jobtilbud kan blive kørt på arbejde af kommunen

Jan Ryberg, Lokaldemokraterne: »Det har altså aldrig skadet at give nogle en hjælpende hånd og udvise en lille smule medmenneskelighed!« (Foto: Lars Johannessen)

Flygtninge i jobtilbud kan blive kørt på arbejde af kommunen

HELSINGØR: Med 13 stemmer mod 12 vedtog det smallest mulige flertal i Helsingør Byråd mandag aften at indføre en regel om, at lokale borgere i jobtilbud skal have mulighed for at blive kørt på arbejde af kommunen, hvis de arbejder på arbejdspladser, som ligger langt væk og er svære at nå med offentlige transport.

Ordningen udspringer direkte af, at en arbejdsplads, som har flygtninge i jobtilbud og lignende, har bedt kommunen om at få etableret transporten. Forslaget blev stemt igennem af venstrefløjen, De Radikale og Venstre, mens De Konservative med Benedikte Kiær i spidsen og Dansk Folkeparti stemte imod.

Det var Enhedslistens Allan Berg Mortensen, formand for Helsingør Byråds beskæftigelsesudvalg, som havde stillet forslaget - på baggrund af en konkret henvendelse fra entreprenørvirksomheden Barslund, som har en del flygtninge fra Helsingør i praktik eller jobtilbud. Barslunds byggepladser ligger ofte et stykke vej fra nærmeste station, arbejdstiden starter ofte tidligt, og derfor foreslog virksomheden, at når planen var, at nogle af disse flygtninge senere skulle fastansættes, så kunne kommunen vel godt sørge for, at flygtningene under praktik og jobtilbud blev kørt på arbejde. Det forslag var at gøre flygtninge en bjørnetjeneste, lød kritikken i byrådet.

- Helt almindelige danskerne står altså hver dag tidligt op for at gå på arbejde, og de kommer selv derhen med bil eller offentlig transport. Beskæftigelsen for personer med ikke-vestlig oprindelse er nedslående, fordi vi i årevis har strøget denne gruppe med fløjlshandskerne og ikke stillet de nødvendige krav… Vi er nødt til at stille krav til dem, der kommer her og skal integreres i samfundet. Hvis man gerne vil stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så kan man transportere sig selv, er holdningen fra Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe.

Andersledes så ja-stemmerne i byrådet på sagen.

Under debatten i byrådet i går aftes forklarede Allan Berg Mortensen, at Barslund-virksomheden normalt stiller biler til rådighed for deres ansatte netop, fordi byggepladserne ligger langt væk og er svært tilgængelige med offentlig transport. Men bil-tilbuddet hjælper ikke flygtningene, mente han.

- Vi har en stor virksomhed her i kommunen, som gerne vil ansætte nogle flygtninge, 10 til 15 om året. Flygtninge er den gruppe, vi har sværest ved at få i beskæftigelse, blandt andet fordi de ikke mestrer det danske sprog. Virksomheden er placeret i Helsingør Kommune, men arbejdspladserne er spredt ud over hele landet, og virksomhedens ansatte får derfor stillet en bil til rådighed, så de kan komme frem til tiden. De fleste flygtninge har ikke et kørekort, der er gyldigt i Danmark og kan derfor ikke selv køre til arbejde, i egen eller firmabil. Flygtningene er derfor dårligere stillet end danskere, forklarede politikeren fra Enhedslisten.

Kørslen skal ifølge det nye forslag kun tilbydes, hvis arbejdsstedet virkelig er svært tilgængeligt. Desuden skal det være sandsynligt, at jobtilbuddet eller praktikken efterfølgende fører til en fastansættelse. Allan Berg Mortensens parti fastslog sammen med Socialdemokraterne, SF, Lokaldemokraterne, De Radikale og Venstre, at job-transporten blandt andet på grund af disse krav er en god idé. Og måske endda en god forretning.

Artiklen sidst ændret: 30. november 2016 09:59

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

helsingordagblad (1)