Solid norsk rock
Tung, traditionel heavyrock trives også i Norge.
Af
Niels Berg
,den 30. januar 2009
Black Sabbath, Deep Purple, Uriah Heep og Motörhead er gruppenavne, der uafladeligt en i hu, når man lytter til det norske Kaizers Orchestra-afkom Skambankts nye plade »Hardt Regn«.
Her er tale om en cementtung blanding af halvfjerdser-riffs og pyrotekniske guitarblokke arrangeret i et bombastisk, gammeldags sceneri med frygtsomme vokaler og en produktion der klæder den blanding af beton og norsk klippegrund, som Skambankt bruger i sin effektive opskrift.
En overraskende velfungerende og velspillet plade bestående af tung, guitardrevet rock med norske tekster og utvetydige udmeldinger - »Slukk Meg (For Eg Brenner)« som en af titlerne lyder.
Gruppen har styr på sangskrivningen og nyder godt af en spillelyst som åbner op for mere og andet end den rene energi men søger at drage nytte af pausen, temposkiftet og de solistiske indslag.
Rart at høre, at den tunge, traditionelle heavyrock trives i det nordiske, og at der findes talentfulde grupper, som kan føre den ud i livet med så meget energi og spilleglæde som i Skambankts tilfælde.
Kvartetten fra den norske region Rogaland anføres af Terje Winterstø Røthing under pseudonymet Ted Winters og netop Winterstø Røthing er for mange nok bedre kendt som guitarist i Kaizers Orchestra.
»Hardt Regn« er deres tredje og klart bedste plade. Skambankt optræder meget ofte i Danmark, og næste mulighed for at opleve klipperockerne fra Norge bliver den 7. marts i Forum, København, hvor Skambankt varmer publikum op, så de er klar til at tage imod aftenens hovednavn, D.A.D.
Inden da har Skambankt også varmet op for D.A.D. på Fyn og i Jylland.
@BRØD-SIGNATUR:
SKAMBANKT: »Hardt Regn« (Kick Music)