Den personlige
Af
Jørgen Sørensen
,den 7. december 2009
MUSIK: Der er selvfølgelig indtil flere røde tråde på sidens tre plader - og så er der også nogle, der faktisk ikke er der. Men det er tre seværdige kvinder, det kan man ikke være i tvivl om. Og meget hurtigt er man også klar over, at de er meget mere forskellige end som så. Det er slet ikke chokolade det hele - snarere kan man sige, at de er så forskellige som netop - chokolade.
Mariah Carey er den mest rutinerede og den mest sælgende og alt i alt nok den mest mainstream, men hun har også været sit igennem og ikke i alle sammenhænge den mest anerkendte. Den mest poppede, den mest ordinære, måske, men sandelig også en 40 år ung sanger, der har hele sin erfaring og så alligevel gang på gang tør at vise sin sensualitet og sin fysik - den aktuelle plade er jo lige så meget en undertøjsreklame etc. - men samtidig også sin sårbarhed og sin usikkerhed overfor hændelser, som de to andre tager som selvfølgeligheder.
Hun er alt i alt den mest voksne og - måske derfor også - den mest udtryksfulde, og hun kommer fra to store succes’er til en lidt mere eksperimenterede plade, hvor hun klart bruger krudt og koncentration på at fylde som sanger og som sangskriver, derfor udfordrer hun i virkeligheden også en masse, fordi hun vil ud med de sange, der selvklart er en masse r&b, men der er masser af pop og en pæn portion rock også - den rækkefølge - der gør det til en afvekslende plade med en sanger, der rummer en masse kvaliteter.
Jeg tror på, at man også hører dagens musik med øjnene. promovideoer skruer ikke ligefrem ned, og alle sidens tre eksemplarer kan sagtens tåle et replay, selv når der er skruet godt ned for lyden, men koncentrationen holder ved det hørbare også, og i den retning er der nok mest i Carey, der kke forsømmer at lege babe undervejs, men overordnet stadig er den mest voksne, mest modne.
I sin form er både cover og booklet nok en kende for meget, det er slet ikke den slags virkemidler, der skal til for at sælge en både etableret og rigeligt dygtig kunstner, men vi tager det med og kan jo lade booklet’en ligge, mens vi lytter.
Det er hun nemlig alt rigeligt god nok til, og personligheden holder hele vejen.
@BRØD-SIGNATUR:
MARIAH CAREY: “Memoirs of an imperfect angel” (Island)