Helsingør Dagblad

MUSIK: Uanset hvor britisk han er - skotte, helt præcist - har Rod Stewart trods sine mange britiske hits, også af oprindelse, altid haft stor forkærlighed for den amerikanske musik.

Han har lavet sine american songbooks, og seneste udspil fra den rutinerede rocker er hans soulbook, en stribe sange - det siger sig selv - der først og fremmest tager afsæt i den gamle soulmusik. Han fylder sin nyeste CD med en stribe sange, der først og fremmest er ballader med følelser og romantik, afspejlet via hans lettere rustne stemme, men sandelig også via den afslappede, afdæmpede musik, der smyger sig med elegance om de kendte sange.

Rod Stewarts opfattelse af soul hører til i den bløde ende, en vandring. der ikke er så skarp, fordi de mest kontante ting simpelthen ikke er der. Derimod fyldes pladen stemningsmæssigt af sange, der oftest handler om tosomhed, som er melodiøse og i høj grad er neddæmpede på den rytmiske del, som ellers spiller en særdeles kontant rolle i soulmusikken.

Så det er en lidt anden rød tråd, Stewart byder på. En blød og indtrængende slags, der både er tro mod Stewarts egen stil, og som gi’r plads til et par interessante duetter, bl.a. med Mary J. Blige og Jennifer Hudson, og i de ældre, mere kendte og trods alt også mere kontante hjælper Stevie Wonder og Smokey Robinson til, så den traditionelle balance holdes via klassikere som “It’s the same old song”, “Higher and higher”, “Tracks of my tears” og “What becomes of the brokenhearted”.

Jo, Rod Stewart har fundet den røde tråd, han selv kan lide, han har fundet de moods, der tiltaler ham og har så givet afkald på det mest rockede, man finder i nogle soul-sange - de er bare ikke med her, det er afgjort de mere bløde ting, der nok har sine kanter, men som bestemt hælder mere til det melodiske end til det rytmiske.

En kende atypisk er den gode Stewart, vil jeg mene, men dels er han så bred i både smag og stil, dels er han en af de erfarne performere, der altid leverer - også her.

ROD STEWART: “Soulbook” (Sony)

Tip din ven