Helsingør Dagblad

MUSIK: Hun er så pæredansk, man nu kan være, men afsættet er - som Rod Stewarts - i høj grad taget i England, som de seneste år har været hendes base og som har internationaliseret hende. Men ikke sat hende spor i bås, for her er nemlig en plade, der er en hel del anderledes end hvad vi ellers har hørt fra hende:

Det er nemlig et soundtrack til en film, en film af Nicolai Steen, der hedder “The Road to Gävle”, og hvis man allerede der synes, det ikke er verdens mest straight foretagende har man ganske ret. Men tingene skal skilles ad, dette er et stykke musik i mange bidder, og man skal nok ikke forsøge at fantasere sig til, hvor mange filmklip hvilken sang repræsenterer, men udelukkende koncentrere sig om den oplevelse, der kommer gennem ørerne, altså koncentrere sig om, at her er seneste værk fra Tina Dickow. Som er alsidig og som kan være alternativ i sine udtryk - men det skal høres, det skal bedømmes.

Jeg tror egentlig ikke, det er så typisk svensk igen, selv om oplægget indikerer det - jeg tror mere, oplever mere, det er Tinas fornemmelse for, hvad der sker undervejs, og det vil hun gerne berette i sin musik.

Og derfor bliver det en stille plade, sine steder absolut en melankolsk plade, men mange steder også en følsom plade, og udover at den type sange generelt klæder hende, inclusive den symbolik, hun vitterligt lægger i mange af sangene fra den ikke kontante, så i hvert fald distinkte åbner, ”Long way home”, så er den vel også lige nu ret typisk hende: basisk er hun solisten med sin akustiske guitar, og det er den “rolle”, hun udbygger her. Og har man fulgt med i hendes karriere, jamen, så kunne det jo næsten heller ikke være anderledes.

Jeg ved ikke, om jeg skal se filmen, for i sig selv virker den ikke ophidsende, men løftet var jo fremdeles: det her, det er musik, det er ikke akkompagnement til billeder, når pladen bedømmes her og nu.

Og derfor ligger der en vis spænding, en vis forventning, for Tina Dickow går ikke på akkord med noget. Hun har et forhold til den musik hun laver, og den musik, hun laver skal i sagens natur rumme en substans, hun kan stå inde for - og så er præmissen, at det hele skal hænge sammen, og er kravet en stille og rolig og sine steder en melankolsk sang, jamen, så er det fordi det er det, hun står inde for her og nu.

Det er ikke nogen almindelig plade i sig selv, og det er ikke nogen almindellig, måske rettere sagt forventelig Tina Dickow plade. Men den er på mange måder en udfordring for hende, for hun skriver bestemt ikke af karsken bælg, men har en ramme, der skal udfyldes. Og så må man spørge sig selv, om det er rammerne, der dikterer Tina. I min opfattelse er det, uanset hvor følsom hun forsøger at gøre den. Selv om den friske, country prægede “Rebel song” virker som en undtagelse, så er den nemlig også et bevis på, at så frigjort har hun heller ikke givet sig selv lov at være.

Og dét er synd for en plade med Tina Dickow, så jeg betragter umiddelbart denneher plade som en parantes, et intermezzo, før der kommer “en rigtig” - uanset hvor meget hun har hygget sig på vej til Gävle.js

TINA DICKOW: The Road to Gävle (Alarm Music)

Tip din ven