Højspændt
Af
Niels Berg
,den 21. december 2009
MUSIK: Svenske Carola Hägkvist har altid haft et himmelvendt udtryk i sine øjne, så hvad var vel mere naturligt end at sætte hende til at indspille en juleplade.
Det har hun nu gjort før - og med enorm succes - ja, faktisk hører hendes tidligere juleplader til blandt det bedst sælgende i Skandinavien.
Men denne gang prøver hun at levere lidt mere end blot endnu en højspændt gennemgang af »Silent Night« og de ændre gennemtæskede juletravere.
Og hun gør det på engelsk.
Man må give kvinden kredit for at prøve at gå nye veje med »Christmas in Bethlehem«, og man må lade Carola, at synge, det kan hun, men stemmen er ikke bemærkelsesværdig og hendes sang minder nu og da blot om en solotur for den kønneste pige i kirkekoret.
Sange som »The Little Drummer Boy«, førnævnte »Silent - foruden »Holy Night« og »O Come on All Ye Faithful« er lige så faste ingredienser i en juleudgivelse som svesker er til anden, og de er da også at finde på Carolas juleplade.
Men der ud over findes sange som »Heaven in My Arms«, som er et anderledes, men stadig meget højspændt juleepos.
Der er lagt mange kræfter i arrangementet og orkestret spiller inspireret bag Carola.
»Find My Way to Bethlehem« er en anden, for denne lytter ukendt julehymne, og Carola virker ærlig og engageret i sine levering af det melodisk lidt blege, men stemningsfulde materiale som rummer elementer af flere forskellige musikalske stilarter.
På »Christmas in Bethlehem« har Carola i øvrigt inviteret flere gæstesolister.
Den mest overraskende bidragsyder til det kristne værk er nok den tidligere sanger i den sataniske norske rockgruppe Turbonegro, Hank von Helvete.
Han er ikke desto mindre en genfødt kristen og har taget sit kristne navn, Hans-Erik Dyvik Husby, tilbage. Springet fra det statnistiske til en åh så højvelbåren gennemgang af »Silent Night« er åbenbart ikke så stort, som man skulle tro.
Desuden medvirker det engelske fænomen Paul Potts på »Holy Night«.
CAROLA: »Christmas in Bethlehem« (Universal)