Den gennemsolide
Chris Rea - let genkendelig med den lidt støvede, slørede stemme.
Af
Jørgen Sørensen
,den 25. januar 2010
MUSIK: En gennemsolid englænder, der som årene er gået er blevet mere og mere markant og selvstændig, meget genkendelig stemmemæssigt og med et ganske bredt, men alligevel genkendeligt repertoire.
Han fik en flyvende start med “Fool if you think it’s over” tilbage i slutningen af halvfjerserne, men så kom et hul på fire år, før han kom på hitlisten for alvor med den Rea-typiske “I can hear your heartbeat”, og selv om der fra tid til anden gik lidt netop tid mellem hits’ene, så var han etableret og kom med solide sange, singler såvel som LP’er, lige som han blev et godt live-navn, og i England havde han stor succes med LP’en “Auberge”, og det var navnlig den brede impact fra LP’erne, der gav ham et godt navn, et navn, der holder den dag i dag og som er baggrunden for denne solide opsamler 34 sange på to CD’er.
Han luftede sin store interesse for biler omkring “Auberge”, stor Ferrari fan, men mere ved jorden, når det gjaldt, hvad han kørte i, Lotus-kopien Caterham, f.eks., men ellers holdt han musikalsk et ganske jævnt tempo, hvor han aldrig toppede, men heller aldrig var væk. I perioder gik han meget ind for farven blå og lavede diverse titler med “blue”, og der var noget med et stort værk med over 100 numre og igen farven blå.
Han er let genkendelig med den lidt støvede, slørede stemme, der netop undgår det nasale, og selv om en hel del af hans sange ligner efter hinanden - først og fremmest er det en stribe selvstændige sange med tilpas godt ryk og med en instrumental bund, der afgjort placerer ham på rocksiden - aldrig med tendenser til noget, der bare kunne ligne hysteri, men stadig ganske tydelig rock’n’roll, også når han en gang imellem - men ikke ret tit - snupper en ballade med neddæmpet tempo. For så er det umiskendeligt en rockballade og ikke noget, der må forveksles med noget sukkersødt, det ku’ han simpelthen ikke finde på.
Chris Rea er en gedigen og en ægte og en holdbar sanger med en distinkt stil, som er gennemgående rar at lytte til. Og selv om genkendeligheden er stor, så bli’r han aldrig ensformig, godt dokumenteret af hele 34 sange her, langt de fleste af dem iøvrigt remasterede i 2009.
Og at han stadig tænder rundt omkring bevises af en stor vinterturné, han er i fuld gang med, fra januar til påske - første spåillested Leipzig på mandag, så en stribe i østeuropa, Tyskland, Paris, Benelux og England den sidste måned.
CHRIS REA: “Still so far to go... (Warner)