Helsingør Dagblad

MUSIK: Det må være helt passende at indlede det nye år med de snart sagt sidste 50 års største på pop-rock fronten, og ingen kan være i tvivl om, at selv om der er ligesindede, så er der alligevel kun én Paul McCartney - og ham er det selvfølgelig i kraft af hans seneste værk, “Good Evening New York City”, to CD’er og en matchende DVD med 33 numre og dermed et ganske solidt udpluk af, hvad han - og Beatles, naturligvis - har stået for siden de tidligere tressere.

Nu vil han rundt til en stribe af jordens største byer - han er i fuld gang - og her er koncerten fra New York, så må vi jo se, hvornår han får tid til også at lade Europa - måske ligefrem København? - smage.

Risikoen for clicheer er stor, men pyt - det er et verdensværk, der repræsenterer den Macca, som han har lyst til at være nu, de fleste sange med ham selv som ophavsmand, men der er selvfølgelig også Lennon-ting, for som tiden er gået er han blevet endnu mere loyal overfor sin gamle makker.

Og så er posen ellers blevet rystet godt og grundigt. Med gamle Beatles ting som åbneren “Drive my car” og standards som “Blackbird” og “Eleanor Rigby” i den ene hånd, “Let it be” og “Hey Jude” i den anden, men også pieteter som “Yesterday” og deres måske bedste, rene rocker som “I saw her standing there”, og i dette nye tiår får vi så historiens vingesus, genkendeligt og elsket og alligevel dugfrisk lige ud over scenekanten, uden at ret meget af den gamle karisma lider under det.

Selvfølgelig er der Wings ting med, bandet er jo i virkeligheden det, han optræder med som netop Wings med garvede folk og med klar fornemmelse for at holde balancen mellem de gamle ting - der er i overtal, retfærdigvis - og en række knapt så kendte, men nok så gode ting endda. Det er bare som om hukommelsen er bedst på de gamle ting, det er trods alt dem, vi har hørt mest....

Og så understreger pladerne - lad mig nu kalde dem dét - at backingen, det er et rock band med en rock sanger i front, blot med den ekstra gevinst, at når sangene be’r om det, så er han også crooner og dækker det bløde og følsomme hjørne - repertoiret er selvfølgelig afstemt derefter, og det er klart mest rock, men de blide ting, som Beatles og Paul absolut også kunne, de er der selvfølgelig også, og så er det mere lytterens temperament at afgøre, hvor meget af den ægte vare, der lever endnu - jeg vil påstå, det så at sige er der altsammen, for “Imagine” var jo Johns sang og jeg har en fornemmelse af, at den har Paul aldrig sunget offentligt. Men ellers - det er Beatles encore.

Det er mange timer i forrygende godt selskab med professionelle folk, der føler noget for de sange, de spiller, vel vidende, at det er sådan, med følelser, de også opfattes af publikum, elegant afsluttet af “Sgt Pepper’s Lonely Hearts Club Band” og den lille fikse “The End”.

Beatles og selvfølgelig Paul har formået at lave endnu en milepæl, en markering af en fantastisk karriere, og jeg spekulerer på, om der så kan komme mere - men det skal man selvfølgelig og heldigvis - ikke afvise...

PAUL MCCARTNEY: “Good Evening New York City” (mpl/EMI)

Tip din ven