Skål i skuret
Formanden for naverne i Helsingør Ebbe Gyrming fortæller historier om livet på byggepladserne i de gode gamle dag.
(Kenn Andersen)
Af
Kenn Andersen
, den 1. februar 2010 kl. 12:21
HELSINGØR: Der er mange pudsige udtryk i denne verden, som man ikke tænker nærmere over, men bruger i flæng uden at kende den egentlige betydning.
Tag for eksempel »Hun er en skør kugle«. Det har faktisk intet med en kugle at gøre. Ordets oprindelse er Kuhle, der på plattysk betøder krikke - altså er hun en skør krikke.
Så er der den med en »kinamands chance«. Det er et maritimt udtryk. Når man skulle måle hastigheden på skibe i gamle dage, kastede man et tov af kendt længde i vandet.
På tovet var bundet en række knob, og man talte så, hvor mange knob der passerede over hækken i et bestemt tidsrum. For at sikre at tovet var strakt ud, bandt man en kinamand i enden som ballast. Selvom de blev trukket ind igen, var der et vist forbrug af kinamænd.
Så er der den med »øl til svendene«.
»Øl til svendene« var straffen for at kvaje sig på byggepladserne i det forrige århundrede, da skurbyerne opstod omkring de større byggerier og fungerede som hele selvstændige samfund.
Da fabrikkerne, damp og samlebånd afløser håndværket, begynder en folkevandring fra land til by i i 1870'erne og årene derefter, skriver malernes fagblad »Maleren«.
Efterspørgslen på boliger er stor. Og i tilknytning til det kæmpe byggeboom, hvor de mange korridorejendomme af tvivlsom kvalitet skyder op i brokvartererne, opstår der hele skurbyer for byggehåndværkerne i København og de øvrige danske købstæder. Siden har det som den dag i dag været mesters pligt at sørge for at stille skurene op.
Men skurene var svendenes domæne, hvor mester ikke bare kom brasende ind. Tværtom bankende han høfligt på, og blev stående udenfor, indtil det passede svendene at svare. Og talte derefter ind gennem døren.
For mester havde ikke adgang til svendenes skur.
- På byggepladsen var der så tradition for, at skurmanden havde forberedt morgenmaden, når svendene mødte ind om morgenen. Og det var også skurmanden - en arbejdsmand, eller lærlingene, der forvaltede skuret med drikkevarer. Her kunne svendene købe øl og brændevin til de internationale drikketider klokken 09.30 og 14.30, fortæller Ebbe Gyrming, der er formand for Naverklubben i Helsingør.
Dengang arbejdede folkene 11 timer om dagen seks dage om ugen. Så for at klare en hel dags hårdt arbejde, drak svendene brændevin til trøst. Så tilværelsen tog sig lidt lysere ud, fortæller han. På nogle byggepladser udpegede man hver morgen, den svend, der havde kvajet sig mest den foregående dag.
Havde en håndværker begået mindre forseelser, måtte han gå med kvajekæppen – en yformet gren – i venstre baglomme den efterfølgende dag. Var der derimod tale om større forseelser, som eksempelvis overtrædelser af faggrænser, blev der nedsat en folkedomstol og udpeget tre lægdommere, en anklager og en forsvarer. Og så blev sagen ført som en retssag. Det endte med at der blev afsagt en dom, der ikke kunne appeleres. Og en almindelig dom var: »Øl til svendene«.
Blandt byggepladsens skure fandtes også et latrin-skur, så håndværkerne havde mulighed for at komme på potten. Og tjansen med at tømme lokummet gik på skift mellem de forskellige håndværkere.
Mureren overdrog jobbet til arbejdsmanden. Tømreren satte lærlingen i arbejde.
- Nu skete det en gang, at tønden var fuld, og det var murernes tur til at tømme spanden, men det ville murerne ikke og foreslog i stedet tømrerne, at de satte deres knejt, (det var lærlingen) Kristian Kodbøl Jensen til at tømme latrinspanden. Men ret skulle være ret, så tømrerne gav i stedet Kristian besked på at bygge en forhøjning af sædet.
Da konflikten ikke sådan fandt en hurtig løsning, måtte Kristian bygge forhøjninger flere gange, indtil han til sidst måtte skære hul i skurets tag. Så svendene til sidst sad på lokum og kunne kigge ud over hele byggepladsen, siger Ebbe Gyrming.
Engang var fagene også klart uniformeret. Maleren gik i hvide bukser med støvbørsten i sidelommen - og pullen fra en blød hat var velegnet til at beskytte håret. Mureren gik også i hvide bukser, murerskjorte uden flip, hvid kasket og spidsnæsede træsko. Mens Snedkeren gik klædt i brunt og brugte hammer med pen, mens tømreren, der følte sig finere end snedkeren, havde hvidt arbejdstøj og brugte lægtehammer.
En overtrædelse af uniformsreglementet havde øjeblikkelige konsekvenser. Mødte en snedker op i hvide bukser, hev tømrerne bukserne af ham.
Tja, sådan var der så meget i de gode gamle dage.