Helsingør Dagblad

MUSIK: Da jeg for en måneds tid siden så forestillingen på teateret, var jeg i høj grad indstillet på at høre Dylan, spillet og ikke mindst sunget på dansk, og det var den oplevelse, jeg tog med hjem, men siden har jeg lyttet meget til det dobbeltalbum, der i virkeligheden ligger til grund for forestillingen, godt nok i en lidt komprimeret version og desværre uden Trine Dyrholm, og så er det som om jeg svinger mere til, at nu er det Steffen Brandt, jeg lytter til, selvfølgelig med Dylan som forlæg, men jo mere jeg hører, jo mere Steffen Brandt’sk bli’r projektet og dermed oplevelsen.

Det er der heller ikke noget mystik i, al den stund, jeg er mere - og oftere - vant til Steffen, mest med TV2, selvfølgelig, men dette er et soloprojekt, og det er ham, resten er tilpasset, han er ikke nær så kollektiv som med TV2, han er solisten, der selv har gendigtet en stribe af Dylans ting, og sammensmeltningen bli’r så vellykket, at jeg næsten burde se stykket en gang til - men det er ikke muligt i disse dage.

Så i tiden fremover er det disse sange, der står alene, ind i mellem vil en eller flere af dem helt sikkert inspirere til at høre originaludgiverne med mesteren selv, men Steffen er ikke længere nogen læredreng, han er definitivt svend med en mere og mere personlig indlevelse i de mange sange og dermed også eksponenten for dem i de danske versioner, uanset deres oprindelse.

Man må sige, der er opnået noget, bevidst, formentlig, for der er jo ikke begået vold på nogle af Dylan’s originale ting, men de er blødgjort og de er afrundet på Steffens egen facon. Ikke at han ikke formår at gengive det lidt syrlige, det lidt ironiske, for det er jo også en facon, han selv magter,

Og så opfatter jeg det oplagt som hans fortjeneste, at de ind i mellem lidt beske Dylan-ting - han er mere råt for usødet end Steffen - afbøjes lidt og gi’r plads for sekvenser, der rummer flere drømme end Dylans i teksterne, mens der er eksperimenteret ganske lidt, synes jeg, med det musikalske. Men det er vel også i pagt med Dylan, der helt klart er mere ord end musik og egentlig gerne flere steder ønsker at provokere lidt, til gengæld er han ikke nær så god som Steffen - i hvert fald i disse sange - til at gi’ af sig selv, til at være personlig.

Begge har deres indiskutable kvaliteter, der for begges vedkommende også bli’r loyalt gengivet, men stadig med mest varme hos Steffen, og det enten det er den danske version af “It’s all over now, baby blue” eller det er “I want you”, mens “Sad eyed lady of the lowlands”, med på teateret, desværre ikke er med på pladen.

Men dels kan man ikke få alt, dels er der truffet et valg mellem CD’er og teater, og falder det valg ud til fordel for teateret og især totaloplevelsen der, så får man stadig en gedigen oplevelse af de to CD’er - og jeg tror iøvrigt, det er et projekt, der kan gentages med andre end Dylan som afsæt, men næppe med andre end Steffen som den danske kunster

STEFFEN BRANDT: “Baby Blue - Bob Dylan gendigtet” (Alarm)

Tip din ven