Helsingør Dagblad

MUSIK: Der er ikke noget mystisk i, at Erling Bevensee altid har heddet Erling Orgel, for med mindre man skulle ha’ taget skridtet fuldt ud og kaldt ham Tangent - jamen, hvad pokker skulle manden med de gyldne fingre da ellers hedde...?

Han har med flid spillet i en stribe af de lokale bands, men har først og fremmest være den musikalske, professionelle i sin tilværelse - er det den dag i dag - så det er lige så meget at projekt, han laver med sin elementære kunnen som med sit musikalske hjerte.Og dér er der bevægelse, stemning, følelse, som en 100% musiker bruger sin profession til at udtrykke, og i Erlings verden er den instrumentale del tydeligt den stærkeste, den mest udtryksfyldte - fordi den mestrer han til fulde og tillige med stor bredde i kompositionerne, hvor han uden tvivl varierer bedst og tilpas mest følsomt også.Jeg synes, han har temperament i sine instrumentale stykker, der også genremæssigt har bredde, og det er ikke altid tangenterne der fører det store ord, han er instrumentalist nok til, at ikke kun tangenter - med og uden strøm - men også guitar og bas spiller de roller, han gi’r dem.

Det rytmiske er selvfølgelig hans stærkeste side, men enten det er latinamerikansk eller det er popmusik eller det er den følsomme vise, så får Erling sagt en masse uden ord - og de stykker er de klart mest stærke på en anderledes og professionel og i sidste ende meget personlig plade.

En på sin egen måde ganske poetisk plade er det også, det er en fin kombination af den professionelle musikers værk og så alle de følelser, der også ligger i de ialt 11 særdeles personlige stykker musik.

ERLING BEVENSEE: “Klipperne synger” (BvenC Records)

Tip din ven