Gribende skildring af romaernes liv
Et billede af et billede af en hånd med et billede. En komposition, vor fotograf faldt for, og så viste det sig da også, at det er forsidebilledet på Joakim Eskildsens bog. Fotografen Joakim Eskildsen havde trukket et pænt stort publikum til Hovedbiblioteket på en råkold frostdag.
Af
Tom Danielsen
, den 1. februar 2010 kl. 18:45
Gribende skildring af romaernes liv
En stærk og opsigtsvækkende udstilling var i fokus lørdag på Hovedbiblioteket. Frem til den 27. februar vises 200 billeder af fotografen Joakim Eskildsen.
»The Roma Journeys« har allerede skabt stor publikums-interesse, de steder, den har været vist, og fremmødet var også bemærkelsesværdigt ved udstillings-arrangementet denne råkolde lørdag eftermiddag, der ellers mest var egnet til hjemlig hygge.
Og hygge var ikke det, der trak folk til Hovedbiblioteket. Tværtimod...desværre.
Joakim Eskildsen var til stede for at fortælle om sine billeder og ikke mindst de mennesker, han har fotograferet.
Udstillingen, hvis fotografier også er samlet i en flot og bevægende bog, er en rejse gennem flere lande og gennem sigøjnernes liv.
Seks år strakte optagelserne over, og Eskildsen havde selskab af forfatteren Cia Rinne på de mange rejser rundt i verden.
Fotografen har modtaget over 30 priser, og for »The Roma Journeys« blev han i 2008 tildelt »The Amilcare Ponchielli Award« og »Deutcher Fotobuchpreis«, der tilhører nogle af de mest meriterende priser indenfor kunstfotografering.
Udstillingen og lørdagens foredrag indgår i Helsingør Kommunes markering af »Den internationale Auschwich-dag«.
Som jøderne blev romaerne udsat for nazisternes massedrab i de tyske koncentrationslejre, og romaerne er stadig mange steder i verden et forfulgt og undertrykt folk.