Helsingør Dagblad

MUSIK: Det kan være farligt at gå tilbage til en fuser, siges det. Det tænkte jeg lidt over, da jeg første gang satte det nye album med Massive Attack på. For det Bristol-band, der i 1990’erne skabte triphoppen og en helt ny lyd med de store albums »Blue Lines«, »Protection« og »Mezzanine«, leverede i 2003 en flovmand af en plade med »100th Window«. Det var ikke en fornøjelse - af den grund var undertegnede noget skeptisk over for »Heligoland«, som det nye album hedder - kun nummer fem på 20 år, så man kan ikke anklage Massive Attack for at gennemføre deres ‘massive angreb’ med voldsom flittighed.

Heldigvis viser det sig hurtigt på »Heligoland«, at Massive Attack ikke har udgivet endnu en fuser. Tværtimod har Robert Del Naja og Grant Marshall igen fundet fælles retning, inspiration og ide. »Heligoland« er en atmosfærefyldt, supercool og samtidigt brandvarm plade.

Massive Attack har påny skabt utrolig smuk musik. Triphop, hiphop, electronica, dub, rock og en masse andet mixet sammen. Alligevel er musikkken præget af klarhed og enkelhed - uden af den grund at tabe liv eller mystik.

Mange af numrene er bevægende... i ordets bogstaveligste forstand og forstået på den måde, at de fleste af de 10 numre på »Heligoland« flytter i hvert fald undertegnede oppe i hovedet, hvis jeg giver mig selv lov til at flyde med.

»Heligoland« er måske ikke albummet, der ryster musikverdenen anno 2010. Det har Massive Attack gjort. Bandet har i denne ombæring ‘bare’ skabt en virkelig godt album med kvalitet og kant.

Nogle vil måske savne en større udvikling hos Massive Attack, jeg gør ikke nødvendigvis. De med Massive Attack kongenialt beslægtede Portishead genopfandt sig selv og deres musikalske univers med så stor konsekvens på deres comeback-album »Third«, at jeg næppe kommer til at høre den plade ret mange gange igen... I stedet vil jeg sætte Portishead-mesterværket »Dummy« på.

Massive Attack bliver i deres genre og viser hvorfor, de er triphoppens gudfædre. På »Heligoland« møder man traditionen tro sangere som Horace Andy og Martina Topley-Bird - sidstnævntes overlegne vokal på den kantede »Babel« og den rundtossede »Psyche« er ret perfekt.

Endnu større indtryk gør Hope Sandoval fra Mazzy Star dog på det sløvt håndklappende »Paradise Circus«. Distanceret og alligevel helt ind under huden hypnotiserer hendes stemme lytteren og nummeret.

Elbows Guy Garvey er også med, men på et af de svagere numre. Til gengæld er Damon Albarn og sangen »Saturday Come Slow« fantatisk, Blur-sangerens skrøbelige vokal bønfalder om kærligheden... do you love me/or is there nothing there?

Denne gang er der en masse i Massive Attack. Og det behøver ikke tage så mange år, før de går til angreb igen.

MASSIVE ATTACK: »HELIGOLAND«. (EMI)

Tip din ven