Helsingør Dagblad

film: Puha, den engang så frygtede grøntrold Shrek har ikke bare en, men flere dårlige dage i »Shrek - Den Lykkelige«, seriens fjerde og afsluttende film. Familielivet med Fiona og rollingerne er blevet en hugtand for kedeligt, turisterne besøger ham i sumpen, og nu ønsker Shrek sig tilbage til dengang, han var ung og sej...
Det gør publikum, som har været med hele vejen, givetvis også af og til undervejs, for 1’eren var klart den bedste i kvartetten. Men selv om »Shrek - Den Lykkelige« mangler noget i friskhed, er den stadig underholdende, ret rørende og helt sikkert seværdig.
Det kan man faktisk ikke sige om film nummer to og tre i serien. Det var to skuffende overfladiske og over-smarte omgange uden charme og energi.
Netop de to ingredienser er der i »Shrek - Den Lykkelige«, hvor Shrek skriver under på en magisk aftale med en ond Rumleskaft... og samtidigt skriver under på sin egen og sine børns dødsdom.
Shrek bliver ved hjælp af aftalen den gamle trold igen for en dag - i bytte for en anden dag. Rumleskaft snupper bare snedigt den dag, hvor Shrek bliver født, for så ender den lille og herlige djævel som konge i kongeriget Langt Langt Borte, og Shrek og prinsesse Fiona og Æsel og Den Bestøvlede Kat og hele banden har aldrig mødt hinanden...
Lyder dette lidt indforstået? Det er filmen også. Hvis man ikke har set i hvert fald den første film i serien, giver »Shrek - Den Lykkelige« næppe den store mening.
Så forstår man ikke baggrunden for, at Shrek pludselig har travlt med at finde Fiona, der leder de nu hadede troldes undergrundshær, og med at få hende til at forelske sig i ham. For kun et kærlighedskys kan annullere Rumleskaft-aftalen.
Friskheden kniber det som nævnt lidt med rent overordnet, fordi man så mange gange før har set en hvad-nu-hvis-historie som denne. Men dette ofte brugte udgangspunkt fungerer dog helt fint som afsæt for en række meget sjove småhistorier.
For eksempel er det mjavende sjovt at opleve, hvordan Den Bestøvlede Kat ville have opført sig, og hvor tyk den ville være blevet, hvis ikke Shrek havde mødt den. Det er simpelthen en fed fed kat!
Æsel er også skøn i denne film - både den og katten fylder mindre, er de klart bedre end i 2’eren og 3’eren.
I den amerikanske version af »Shrek - Den Lykkelige« er det Eddie Murphy, der lægger stemme til, og han burde ikke bestille andet... i stedet for at lave alle de pivringe film, som ødelægger hans c.v. totalt.
Men undertegnede kunne dog trods Murphy’s verbale spændstighed ikke skjule et gab af og til. For vi kender figurerne, kender deres skægge skævheder og det hele. Helt konkret bliver man ikke længere lige så pruttende begejstret, når Shrek synker ned i mudderbadet, som da han gjorde det første gang.
Visuelt er der dog en hel del af blive begejstret for i »Shrek - Den Lykkelige«. Animationen er flot og flydende, og desuden er 3-D’en brugt med stil og fornuft, så de effekter klæder filmen, ikke det modsatte. Det er flot!
Det rørende, som bliver nævnt i indledningen, kommer ind, da Shrek skal have Fiona til at forelske sig påny. Det fungerer fint, og man efterlader gerne de to grønne plus troldungerne med et de levede lykkeligt til deres dages ende, for nu holder Dreamworks-selskabet forhåbentligt løftet om, at der ikke kommer flere Shrek-film.

Tip din ven