Guds fred hviler over Slamatvej
Slamatvej - mærkeligt navn. Det betyder »Velkommen til dette hus med Guds fred.« på javanesisk, (Foto: Torben Sørensen)
Skrevet den 23. august 2010 kl. 10:52
havreholm: Der er mange pudsige vejnavne i Helsingør Kommune, hvor man ofte undrer sig over oprindelsen.
Lad os tage en tur ud på landet.
Det er en smuk tur at køre ad Esrumvej mod Esrum og dreje til højre ved Bøtterupvej. Der åbenbarer sig et meget smukt landskab ved Bøtterupvej, og når man har passeret Hornbæk Golfklub, kommer man til Slamatvej.
Hvad er der med den slamat? Det er da et pudsigt navn. En slamat kan enten være et skændsord eller et lille rovdyr i slægt med en Surikat.
Men sådan forholder det sig naturligvis ikke.
Vejen er opkaldt efter rekreationshjemmet »Slamat«, som blev opført i 1920'erne, og det var forbeholdt kvinder.
Fri fattigunderstøttelse
»Slamat«, der er javanesisk, betyder »Velkommen til dette hus med Guds fred.«
Helsingør Byråd besluttede navnet på sit møde den 24. april 1972.
I 1856 gav en ny lov mulighed for at yde offentlig støtte til borgere, der var kommet i økonomiske vanskeligheder, uden at det medførte begrænsninger af den personlige frihed. Hjælpen blev givet i form af såkaldt fri fattigunderstøttelse fra De Fattiges Kasse.
I 1907 blev De Fattiges Kasse erstattet af Hjælpekasser.
I København gjaldt loven af 1856 ikke. Her blev De Fattiges Kasse aldrig oprettet, og København fik først ved lov af 11. februar 1921 en selvstændig hjælpekasse.
Kongelig stadfæstelse
Da De Fattiges Kasse ikke blev oprettet i København, fik det filantropiske hjælpearbejde stor betydning for hovedstadens mange fattige. I de enkelte sogne fandtes foreninger, der ydede hjælp til fattige, og i 1874 sluttede de sig sammen i Københavns Understøttelsesforening.
Den 1. november 1881 etablerede Kjøbenhavns Understøttelsesforenings hovedbestyrelse en Legatfond med navnet Kjøbenhavns Understøttelsesforenings Legatfond og erhvervede kongelig stadfæstelse.
Mange af storbyens mindrebemidlede borgere har gennem tiden fået hjælp fra understøttelsesforeningen, der indtil oprettelsen af den selvstændige offentlige hjælpekasse i 1921, havde et nært samarbejde med Københavns magistrat om uddeling af hjælp.
Oprettet i Havreholm skole
Men tilbage til Slamatvej.
Kjøbenhavns Understøttelsesforenings rekreationshjem Slamat, Havreholm pr. Hornbæk blev som nævnt oprettet i 1920'erne i Havreholm gamle skole af Holger og Louise Helena Jantzen på en parcel af deres ejendom Havreholm og overdraget Kjøbenhavns Understøttelsesforening at administrere.
Holger Jantzen, som havde været udstationeret i Østen af sit firma, byggede et stort hovedhus med 24 værelser, som indrettedes til kvinder, og det fik navnet »Slamat«.
Rekreationshjemmet ophørte i 1970, og derefter solgtes ejendommen til privatbebyggelse.
Og så lige til sidst lidt forbruger-oplysning. Slamat udtales med tryk på sidste stavelse og udtales altså ikke som tomat for eksempel.