Helsingør Dagblad

Musik: På forskellige tider af året kommer der nye plader - ja, ja, CD'er - med en stribe større kvindenavne, der hver især oftest udråbes til popdronning etc. - og det er dels noget gas, fordi der da må være nogle kvalitetskrav, dels er de fleste ikke ældre end som så, end at de må nøjes med en prinsessetitel, mens det vel stadig er Madonna der er dronningen - hvis altså...

Men det er jo rigtigt, at en bejler til de royale »titler« bla. må være sangerinder som Britney Spears og den alt i alt normalt mere alsidige Kylie Minogue.

Når jeg imidlertid siger den normalt mere alsidige, så er det selvfølgelig fordi Kylie med netop sin aktuelle skive stilmæssigt er gået et godt stykke tilbage i tiden og snarere lyder som hun egentlig gjorde i halvfemserne, hvor hun på godt og ondt var toppen af poppen. I England, hvor hun blev fodret med sange fra Stock, Aitken og Waterman, men også i USA og ikke mindst hjemme i Australien, hvor hun jo kom fra.

Det er en konstatering, man lige skal vænne sig til, for det er jo som at høre en stribe af de gamle hits, med mere og med tykkere backing og med mange effekter, men stadig, inderst inde, med en ret så enkel melodi, der sagtens kunne ha' vundet med en anderledes simpel backing.

Det hænger jo nok sammen med, at man for længst har opdaget, hvilken type sange, Kylie fik mest ud af, og derfor er man gået ud for at lave nogle, der godt og grundigt ligner. Og så kan man da synes, at det kan hun åbenbart stadig, selv om jeg savner fætteren til »I should be so lucky«, for mere typisk Kylie sang findes vel næppe - ikke i min popmusik verden, i hvert fald.

Prøven er ærlig, men var ideen for så vidt god, så lykkes udførelsen ikke - der er for meget backing, der pakker hendes i forvejen ikke for store stemme alt for meget ind, og så er der vel kun et par sange, der har hvad der skal til. Det er jo altid risikoen, når man sammenligner med noget, der engang for alvor var kvalivare.

Jeg synes, det er en enkel og tilpas glad popplade, men den stammer dybest set fra teenage-diskotektet - og dér var hun dronning - reelt er hun altså falmet på sine gamle dage - om man kan kalde en pige på 42 dét, for hun ejer og spiller selvklart på sin pigede sødme, de forskellige sange er bare alt i alt for ens, arrangementerne er skåret alt for tydeligt over den samme læst, og det betyder, at man ikke gi'r hende en chance for at vise, om hun har udviklet sig.

Hvis svaret er, at det har hun ikke, skulle man ikke ha' udgivet pladen, og så galt er det vel heller ikke, men det er musik, der i langt højere grad havde hittet for 15-20 år siden, så meget smælder den slet ikke i gennem i dag.
Og det er synd - hun fortjener bedre og det gør i sidste ende vi lyttere vel også...
js

KYLIE MINOGUE: »Aphrodite« (Astralweeks)

Tip din ven