Du er her: Boganmeldelse

Den berømte franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin blev i 1754 kaldt til Danmark for at fuldføre Frederikskirken i København, men han kom også til Helsingør for at bygge Marienlyst.

ANMELDELSE: Kunsthistorikeren Ulla Kjær kunne for nylig på Helsingør Bymuseum præsentere sit gigantiske tobindsværk, der samtidig var en afhandling til forsvar for den filosofiske doktorgrad, om den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der i 1754 blev kaldt til Danmark for at fuldføre prestigeprojektet Frederikskirken i København og samtidig fungere som professor på det nystiftede danske kunstakademi.

Værket, der med sin fysiske tyngde absolut ikke kan anbefales som senge- eller sofalekture, belyser den franske nyklassicist så minutiøst, at det med behørig forsigtighed skubber tidligere publicerede undersøgelser af arkitektens virke og arbejder ud på et sidespor. Og her taler vi blandt andet om kapaciteter som Christian Elling og Tove Clemmensen.

Det indledende afsnit placerer Jardin i nyklassicismens sfære, hvorefter der med en prisværdig grundighed gøres rede for hans baggrund og forudsætninger. Vi bliver præsenteret for Jardins hjemegn, Saint-Germain des Noyers, omkring 20 km øst for Paris, hvor han kommer til verden i 1720, og vi følger ham gennem barndom og ungdom, da han bliver arkitekt fra Académie Royale d’Architecture i Paris i 1741, drager til Rom i 1744 for at tilbringe fem studieår i denne evige stad, og præsenterer sine to første Frederikskirkeprojekter som 35-årig i 1755.

Danmarks almægtige overhofmarskal A.G. Moltke ønskede kunsten som en væsentlig del af det enevældige kongeriges identitet, og det fik ham til at kalde Jardin til landet, nu da vor store arkitekt, Nicolai Eigtved og Frederiksstadens skaber, var død. Og det var han med på, forudsat at han kunne få sin lillebror, Louis-Henri, der også var arkitekt, med. Broderen døde dog allerede i 1759 efter ligeledes at have virket som professor ved Kunstakademiet med bolig på Charlottenborg.

Frederikskirken har selvsagt en central plads i afhandlingen, men overskygger på ingen måde de grundige beskrivelser af alle Jardins arbejder, såvel for privatpersoner som for kongehuset og det offentlige. Og det var ikke kun bygninger, Jardin kunne tegne og realisere, men også haveanlæg og møbler!

Lokalhistorisk set er Ulla Kjærs værk endnu et vigtigt bidrag til Marienlysts historie, og det burde få politikere og alle andre kritiske borgere til at behandle Danmarks første nyklassicistiske bygningsværk med langt, langt større ydmyghed.

Blot det at betragte Nationalmuseets fotograf, Roberto Fortunas prægtige eksteriør- og interiørbilleder af Marienlyst, må få enhver til at forstå, at denne bygning ikke er noget hvad- eller hvilketsomhelst.

Marienlyst er et af de fineste eksempler på den betydning, Helsingør som sundtoldsby havde i enevælden, og den del af vor bys kulturhistoriske autencitet og mystik kan man ikke bare lade hånt om. Ulla Kjær giver sit bud på Marienlyst og den tilhørende parterrehave, ligeledes efter Jardins tegninger, og hun sætter ikke mindst Marienlyst i tæt sammenhæng med de landbrugsarealer langs kystskrænten mod nord, som A.G. Moltke købte og tillagde sin ejendom, og som senere blev til landets absolut mest berømte romantiske haveanlæg.

Her ville den stærkt landbrugsinteresserede overhofmarskal og greve til Bregentved opbygge et »lille mønsterlandbrug«. Og netop sagen om købet og anvendelsen af disse jorder, og om de mennesker, der solgte dem, er noget, der i høj grad er en nærmere undersøgelse værd fra Helsingør Kommunes Museers side. Senere var der nemlig andre driftige Helsingør-borgere, ikke mindst John D. Belfour, der forsøgte sig med eksperimenterende land- og husdyrbrug på nabojorderne, og her er det jo fascinerende at tænke på, at det er en mand som Marienlysts Moltke, der har været pionér på området.

Og i parantes bemærket er det herligt, at Ulla Kjær ikke kalder Marienlyst for et slot, for det har Moltkes prægtige bygningsværk i hans kortvarige glædeshave aldrig været. Ganske vist har et kongeligt ejet bygningsværk i ny og næ fået tillagt den fine betegnelse »Slot«, men Marienlysts forgænger Lundehave, der det meste af tiden var i kongelig eje, fik aldrig slotsbetegnelsen. Det var et lysthus.

Marienlyst er et palæ, og denne statelige betegnelse finder man da også i adskillige primærkilder.

Bogen om Jardin går som disputats i sagens natur ned i den mindste detaille, når det gælder arkitektens liv og virke, men alligevel har Ulla Kjær formået at gøre beskrivelsen levende og læseværdig for alle arkitekturinteresserede. Godt støttet af bogens mange flotte illustrationer, hvoraf flere er fotografier optaget af forfatteren selv og hendes mand, historikeren Poul Grinder-Hansen. Ganske vist fortjener mange af de fotograferede bygningsværker, at føromtalte Roberto Fortuna havde været inviteret med på nogle af studierejserne, men et sted må man jo stoppe.

Bogen må betragtes som det endegyldige værk om Jardin og kan med fornøjelse anbringes sammen med de andre store værker om vore store arkitekter, eksempelvis Hanne Raabyemagles pragtværk om Nicolai Eigtved og Hakon Lunds ligeså prægtige værk om C.F. Hansen. Det næste må blive en afløser for Frederik Weilbachs lidt forældede værk om Lauritz Thurah fra 1924. Disse tre arkitekter har nemlig alle besøgt vor sundtoldsby, om end deres spor her ikke er markante.




Fakta om bogen:
Ulla Kjær: Nicolas-Henri Jardin. Værk i to bind. Ialt 1.421 sider. Udgivet af Nationalmuseet/Gads Forlag. 750 kroner.