Tosset lov om emballageafgifter
Af Klaus Dalgas
, den 13. oktober 2010 kl. 23:25
Dauglykke Skytteforening i Humlebæk kan ikke længere tjene penge til foreningen ved at samle gamle vinflasker ind og sælge dem til en genbrugsvirksomhed. Og det er jo ærgerligt, idet foreningen hvert år kunne tjene 10.000 til 11.000 kroner på genbrugsflaskerne. Penge, der er gået til ungdomsarbejde og materialer i klubben.
Problemet er imidlertid ikke isoleret til skytterne i Humlebæk. Masser af foreninger rundt omkring i landet har på frivillig basis samlet brugte flasker ind for at tjene lidt penge til deres forenings arbejde. Men nu er det slut, det kan ganske enkelt ikke længere betale sig.
Det nedslående resultat kommer efter regeringens beslutningen om en ny emballageafgiftslov, der halverer emballageafgiften på nye vinflasker fra 1,60 kroner til 80 øre. Når panten reduceres så meget, så kan det ganske enkelt ikke længere betale sig for vinproducenterne at genanvende de gamle vinflasker. Så kan det bedre betale sig at købe nye flasker og smide de brugte ud.
De nye emballageregler er opfundet for at imødekomme grænsehandelen især i syd- og sønderjylland. Med billigere pant på de danske flasker, bliver prisforskellen mellem Tyskland og Danmark ikke så stor.
Det er en helt forfejlet politik.
Konsekvenserne af den nye lov er, at rigtig mange brugte vinflasker nu skal smides ud i stedet for at blive genanvendt. Det er spild af ressourcer og rigtig skidt for miljøet. Samtidig bliver Foreningsdanmark drænet for en vigtig indtægtskilde, der i mange tilfælde er helt nødvendig for at få foreningerne til at fungere ordentligt til glæde for unge og ældre.
De danske afgiftregler skal ikke bruges til at redde virksomheder, der ikke kan klare sig i konkurrencen med udlandet. Og da slet ikke, når en ændring af reglerne får så alvorlige konsekvenser, som det er tilfældet her.
Hvis købmændene i Sønderjylland skal hjælpes, så må det ske ved hjælp til selvhjælp, så de kan blive konkurrencedygtige i forhold til deres konkurrenter i Tyskland. Og så må kampen i øvrigt stå i EU systemet, så der bliver lige regler for alle.
Vi kan ikke lade miljøet og Foreningsdanmark blive tabere i bestræbelserne på at støtte nogle købmænd, som mister vin-omsætning, fordi vinen er lidt billigere at købe syd for grænsen.
Om igen, kære Christiansborgpolitikere - hvis I ellers mener noget reelt med jeres miljø-intentioner og støtte til det frivillige arbejde.