Du er her: FILM

film: Hvis man kan huske »Max Pinlig«-filmen fra 2008, kan man også huske den herligt boblende fornemmelse, når Max's mor skulle til at gøre noget rigtigt pinligt. Det gjorde hun tit og rigtigt sjovt i den film. Man vil også kunne huske søde Max, en Buster til et nyt årtusind. Og frem for alt vil man kunne huske den opfindsomme films skægge replikker, store hjerte og herlige smil, der blandt andet blev hjulpet på vej af instruktør Lotte Svendsen og søde Samuel Heller-Seiffert i hovedrollen.
Der var fem gode stjerner til »Max Pinlig« i Helsingør Dagblad dengang. Nu kommer »Max Pinlig 2 - Sidste Skrig«. Og den er desværre mere pinlig, end godt er.
Svendsen er på plads bag kameraet igen, Heller-Seiffert foran. Men her i to'eren virker det som om, at instruktøren helt har tabt grebet om de kvaliteter, der gjorde den første »Max Pinlig« til en rigtig god film-oplevelse. Fantasien er først og fremmest sat på standby.
Handlingsrammen er noget uoplagt rod. Mor hiver en vrangvillig teenage-Max med på højskole, fuld af hippier, hvilket han hader. Han vil i erhvervspraktik i en bank og bliver gode venner med en bankdirektør med en problemdatter.
Kæresten Ester har dumpet Max, men dukker op på højskolen sammen med skuespiller-far. Der er også et plejebarn, Max's bedste ven Hassan og et nervesvækket grandonkel, noget naturmedicin, en swimmingpool og nogle biller, der er med.
Med er publikum desværre nok ikke. Handlingen hænger kun sporadisk sammen og virker mest som en række af forskellige scener, der er klumpet lidt tilfældigt og totalt urytmisk sammen.
Der er en del løftede pegefingre i »Max Pinlig 2«, hvilket ville have været okay, hvis filmen kunne levere dem med den menneskelighed og det lune, der kræves til den slags. Det kan den ikke, for man kan ikke føle ret meget undervejs, og humoren er en mangelvare.
Energien mellem mor - loyalt spillet af Mette Horn - og Max, der holdt 1'eren kørende, er pist væk og erstattet af formålsløse skænderier, der bestemt ikke får smilet frem, og af talrige bifigurer. De fleste af andre medvirkende skaber sig desværre bare i fjollede roller uden bund. Den eneste originale idé er i virkeligheden, at Lars Bom som selvpromoverende skuespiller laver Blicher's »Hosekræmmeren« som politidrama. Det er skægt, men meget indforstået.
Slutningen går mest ud på, at folk bliver væk. Plejebarnet Oliver bliver væk, mor'en bliver væk, Ester bliver væk. Meningen med at lave denne store er på det tidspunkt for længst blevet væk.