Nazistisk clearingmord udløste folkestrejke i Helsingør
Otto Bülow var en ekcentrisk, men afholdt borger i byen, hvor han ofte sås ridende, da han var en habil rytter. Han var billedskærer, og har blandt andet udsmykket prædikestolen i Rinkenæs Kirke i Sønderjylland.
Skrevet den 6. juni 2011 kl. 10:29
helsingør: Otto Bülow blev født den 16. april 1904 i Sankt Mariæ Sogn i Helsingør, og han blev myrdet den 2. august, også i Helsingør, af »Petergruppen«, som et af utallige ofre for den tyske modterror.
Otto Bülow var søn af kaptajn Johan Bülow (1872-1956) og Helga f. Dorph-Petersen (1874-1953).
Sammen med broderen, ingeniøren Henning Bülow, boede han i Helsingør på landstedet Maryhill og ernærede sig som billedskærer. Begge brødre var kendt som antinazistiske, og Otto Bülow havde været interneret i Horserødlejren.
Otto Bülow blev gift 1937 med Gerda Allesen de Fine Bunkeflod (født 4. november 1907) og havde et barn.
Han var en ekcentrisk, men afholdt borger i byen, hvor han ofte sås ridende, da han var en habil rytter. Han havde desuden berejst store dele af verden.
Da Henning Bülow den 2. august 1944 kom hjem til hjemmet i Helsingør efter et ferieophold, mødte han et par tyskere, som var på vej ind gennem haven, åbenbart for at skyde genvej til SS-hovedkvarteret Haus Wiking, der lå på den anden side af Maryhill på Fredericiavej.
Tyskerne benyttede ofte denne rute, så Henning Bülow fæstnede sig ikke særlig ved det, og da de høfligt spurgte, om de ad denne vej kunne komme til Fredericiavej, pegede Bülow blot på lågen, og gik derpå ind i huset.
Knapt var han kommet indenfor, før han hørte skud, men uden at ane uråd - der blev så ofte skudt i nærheden af huset - kiggede han ud ad vinduet og så den ene af tyskerne løbe underligt forvirret om nede i gården. Bülow løb ned ad trappen, og så fra trappevinduet den anden tysker ligge på knæ foran vognporten og sigte med en revolver ind i Otto Bülows værksted.
Fire skud blev affyret, hvorpå Henning Bülow løb af sted og så tyskerne tage flugten. I værkstedet fandt han sin bror liggende på maven foran høvlebænken. Han var dræbt af fire skud i ryggen, og baghovedet var knust.
Otto Bülows hustru, som var ved stranden med deres lille barn, blev alarmeret, og politi og ambulance kom straks efter.
Men Otto Bülow var død.
Det blev senere klart, at den berygtede Henning Brøndum havde været med i aktionen.
Mordet på den vellidte borger udløste tre dages strejke i Helsingør. Den 6. august blev Otto Bülow bisat fra Sankt Mariæ Kirke og er begravet på Helsingør Kirkegård.
Gravstedet trænger til istandssættelse, og Naverne i Helsingør har besluttet at bekoste denne istandssættelse i respekt for Otto Bülow. Arbejdet vil gå i gang i løbet af maj.
Og så skal jeg lige gøre enkelte opmærksomme på, at Bülowsvej - der jo ligger i nærheden af Fredericiavej - ikke er opkaldt efter Otto Bülow, men efter
lederen af udfaldet fra Fredericia i 1849 general F.R.H. von Bülow,