Det sidste skrig
Så skal den steg skæres ud...
Af Jesper Munch Nielsen
, den 27. april 2011 kl. 11:00
film: Der er gået 15 år efter, at den første »Scream«-film tog fusen på gyserfilms-elskere med sin legesyge genrebevidsthed, sin uhygge og humor. Nu er vi nået til den fjerde af slagsen, med samme skuespillerhold, samme instruktør og stort set samme historie. Det burde være en død sild, men »Scream 4« leverer varen og vil helt sikkert vække glæde hos fansene.
Ligesom hos James Bond er indledningen på »Scream«-filmene et kapitel for sig. Starten på 4'eren er helt suveræn. En film i en film i en film i en... Ja, det er noget postmoderne metalort, som en af de medvirkende - og snart døde - siger, men det er virkelig underholdende. Og når man mindst venter det, sprøjter blodet for alvor.
... Eller så meget for alvor, som serien ønsker det. For instruktør Wes Craven har for det meste et glimt i øjet, som signalerer, at vi ikke skal tage det her seriøst. Selv om der både er slasher-mord på stribe, giga-knive i hjerner og indvolde til luftning i »Scream 4«, er filmen en whodunnit, en Find Morder-Holger-leg, og der er godt nok mange mulige gerningsmænd- og kvinder i spil.
Neve Campbell, Courtney Cox og David Arquette er med, traditionen tro. Campbell er morderens yndlingsoffer, som er på fransk visit i lillebyen, hvor hun blev jagtet af en morder i en Ghostface-maske for år tilbage. Nu begynder folk at dø som fluer omkring hende, men hvorfor? Det har sherif Arquette ingen idé om, og hans neurotisk nysgerrige kone Cox gør ikke sagen bedre.
Emma Roberts, Hayden Panettiere og Rory Culkin er nogle af de unge, som gerne vil lege med Wes Craven. Det forstår man godt. Det må være sjovt at sige replikskifter som 'Hold nu op, det her er ikke en film', 'Men det bli'r det!'
Den slags er »Scream 4« fuld af, og det underholder imellem skrigene og de blinkende knivblade. Der er også fine hilsner til gode film-venner som »Shaun Of The Dead« og slet skjult kritik af de dårlige, eksempelvis »Saw«-voldsorgierne.
Der er tre store stjerner til denne livlige firer, der i virkeligheden kun skæmmes af, at politiarbejdet - opklaring, bevogtning af kommende ofre og mere til - i den slags mordsager UMULIGT kan være så lemfældigt, som filmen er nødt til at gøre det. Det bliver lidt kedeligt i længden, at det er så let for skurken at slå ihjel. Strammer Craven op på det, er jeg klar på en femmer.