Du er her: Boganmeldelse

En vild og til tider skræmmende tur gennem den tidligere narkoman Jes Holtsøs liv. Et liv fyldt med stoffer og uendelig dårlig samvittighed.

ANMELDELSE: Det er svært ikke at blive revet med i Jes Holtsøs farverige gengivelse af sit liv. Selv om det er en sørgelig skæbne at være narkoman og rode syg og usoigneret rundt i Istedgade, kan man ikke lade være med at tænke »hvad sker der nu, hvad bliver det næste?«.

Gennem sin fortælling tager Jes Holtsø os med helt tilbage til barndomshjemmet på Østerbro og legepladsen, hvor han startede sin glidebane ved at ryge hash og lege pusher. Herfra får man lov at følge med ham op gennem årene, hvor misbruget for alvor tager til, og han eksperimenterer med hårdere stoffer for til sidst at ende som en selvudråbt sølle junkie, der udelukkende lever for sit næste fix.

Jes Holtsø er hudløst ærlig, når han fortæller, hvordan han har stjålet fra både venner og familie for at kunne få penge til det heroin, der for ham skulle blive det ultimative stof. Hvordan skuffelsen og selvleden voksede i ham, i takt med at familie og venner måtte give op, og hvordan han oprigtigt blev overrasket over en dag at finde sig selv i en ussel kælderskakt med en beskidt kanyle i armen på trods af, at han havde lovet sig selv, at han aldrig ville ende som dem.

Det er fortællingen om en dreng med for meget krudt i rumpen, som i stofferne og deres miljø fandt en personlighed til sig selv, hvor han kunne komme sin grundliggende usikkerhed til livs.

Jes Holtsøs liv som Børge i Olsen Banden-filmene er en sideløbende historie, men den kan alligevel ikke skilles helt fra hans stofmisbrug. Et stykke hen ad vejen kunne arbejdet på Nordisk Film være et fast holdepunkt, men også her fik stofferne med tiden lov til at spille ind. Så hvis man har bemærket, at den unge Børge til tider så mere stenet ud end normalt, får man her svaret.

Børge og Jes Holtsø smeltede sammen, og han havde fast sommerjob på studierne i Valby, indtil han en dag også var nødt til at brænde den bro, som han havde brændt alle andre broer, der forbandt ham til den almindelige verden.

Jes Holtsø nåede ikke at dø at stofferne, han blev reddet ud i sidste øjeblik. Det har givet ham en stor taknemmelighed for livet og et behov for selvransagelse. Den 26 sider lange epilog, hvor netop selvransagelse er overskriften, fremstår dog ret flyvsk og ukonkret, hvilket er ærgerligt, for resten af bogen flyder fint på trods af spring i tid og sted.

Selv om det liv, Jes har levet, er hårdt og brutalt, er bogen ikke opstillet som en egentlig skræmmekampagne, hvilket er meget befriende. Der er ikke løftede pegefingre og moraliserende formaninger.

I stedet får man et indblik i, hvordan livet egentlig er for narkomanen, der ligger og sover på togstationen, uden at det bliver en lang klagesang.



Fakta om bogen:
Jes Holtsø: Verden Venter. Fortalt til Bo Østlund. Forlaget Lindhardt og Ringhof. 280 sider.