Køkken-kaos kan vare i måneder
Spisehuset i Kulturværftets arkade kører langt fra på fuld kraft endnu. Der mangler kvadratmeter i køkkenet. Foto: Lars Johannessen
Af Jesper Munch Nielsen
, den 5. maj 2011 kl. 23:27
HELSINGØR: Snart syv måneder efter åbningen af Kulturværftet duer kulturcentrets køkken fortsat ikke, og stedets restaurant og café fungerer af samme grund heller ikke efter hensigten. Ifølge kommunaldirektør Bjarne Pedersen kan der gå flere måneder endnu, før denne køkken-skandale er overstået.
Kommunaldirektøren, der er blevet sat på opgaven med at få køkkenet i gang af borgmester Johannes Hecht-Nielsen, ønsker dog ikke at sætte en præcis dato for, hvornår Kulturværftets køkken er på plads. Dato-gætteriet er blevet prøvet før af andre, men indtil videre uden succes.
- Der har allerede været nævnt for mange datoer, som ikke passede. Derfor kommer jeg ikke med en ny, siger han.
Men kan det tage for eksempel seks måneder, før Kulturværftet har et køkken, der fungerer?
- Nej, et halvt år kan det bestemt ikke tage... Jeg forestiler mig ikke, at vi snakker en tidshorisont, der er længere end tre måneder. Og det må gerne gå hurtigere. Vi vil gerne have køkkenet i gang inden sommer, erklærer Bjarne Pedersen.
Det var den 10. oktober sidste år - på den kalendervenlige dato 10.10.10 - at Kulturværftet blev åbnet.
Siden da har der formentlig været hundredtusindvis af gæster i kulturcentret, som jo også rummer Helsingørs nye hovedbibliotek, og bliver brugt til konferencer, koncerter og mange andre kulturelle oplevelser.
En rigtig restaurant har gæsterne i Kulturværftet dog ikke oplevet. Bordene med cirka 60 siddeplader i Spisehuset i Kulturværftets arkade har aldrig som planlagt været fyldt med spisende gæster. Årsagen er, at køkkenet aldrig er kommet på plads.
- Det er slet ikke tilfredsstillende, siger Bjarne Pedersen.