Du er her: FILM

film: Den premiereaktuelle »Rosa Morena« er en film, som næppe har et stort reklamebudget og måske som sådan ikke gør det store væsen af sig. Derfor må det blandt andet være op til anmelderne at slå på tromme for denne både dejlige, meget velspillede og spændende film med Anders W. Berthelsen i hovedrollen.

Og det er naturligvis en samba, der skal slås på trommen, for »Rosa Morena« foregår i Brasilien. Og selv om filmen bestemt ikke fungerer som en turistbrochure, har den alligevel ægte brasiliansk sjæl i sig. Det er en fornøjelse.

Skulle en enkelt læser være en smule forvirret på dette tidspunkt, er der ikke noget at sige til det. For jo, Anders W. Berthelsen var også i Sydamerika i en anden dansk film, der havde premiere for nylig - den ret mislykkede komedie »SuperClasico«, der foregik i Argentina, men i virkeligheden aldrig forlod Kastrup.
Helt anderledes er det i »Rosa Morena«, som starter i afgangshallen i lufthavnen i São Paulo. Her sidder Thomas, 42 år, arkitekt og bøsse, ved gaten til flyet til Danmark - »Passenger Thomas Guldberg, this is your last call«. Men Thomas ved ikke, om han skal tage hjem. For med sig har han lille Rosa - det spædbarn, han har købt af en lokal kvinde.

Thomas har ikke kunnet adoptere i Danmark. Og på en ferie hos vennen Jakob i den brasilianske storby får han idéen om, at han kan finde et barn dér. Jakob og hans kone er skeptiske, men Thomas tonser på. Måske tror han ikke, at verden er anderledes end de supermarkeder, han plejer at designe.

Men virkeligheden har det jo med at være kompliceret. Først får han bøllebank af de lokale i São Paulo-slumkvarteret, da han har tilbudt en mor penge for et barn. I andet forsøg møder han den fattige, unge og højgravide Maria, der gerne vil sælge ham sit barn i bytte for en bedre lejlighed i favellaen og en skønhedssalon, men pludselig står følelserne i vejen.

For Thomas og Maria kommer tæt på hinanden, meget tættere end Thomas havde forventet. Han flytter ind efter fødslen, og pludselig er de to en slags par med en slags familie.

Og Maria har bestemt heller ikke travlt med at underskrive adoptionspapirerne - måske fordi hendes elsker, muligvis Rosas far, lurer i baggrunden... og i sengen. Det får Thomas til at overveje at kidnappe Rosa.

At filme den historie kunne være gået helt, helt galt. Men »Rosa Morena« er en rigtig god film - en film i balance og med følelser, der er lige til at føle nede i salen også. Der er store spørgsmål i spil. Hvad skal vi bruge livet på? Hvad vil det sige at være en god far og mor? Kan man købe et andet menneske?
Og jo, man kan godt kritisere Thomas for at være en snotforvirret tumpe og filmens rammehistorie om illegal adoption for at være den mest besværlige løsning på hans problem og trang til indhold i livet. Men man kan også bare følge med ind i livet i de både rå-fattige og farverige favellaer og få sig en oplevelse - i øvrigt filmet håndholdt og farvemættet.

Der er derfor herfra ros til instruktør Carlos Augusto de Oliviera, der med troværdighed (bortset fra de førnævnte forbehold) gør det, der kunne have udviklet sig til den rene lægeroman, til et lavmælt drama, som man ikke glemmer foreløbig.

Måske skyldes det, at de Oliviera lader hjerterne og nuancerne fortælle historien. Filmen bliver ikke snakket ihjel, og den bliver ikke vredet af led for at give den lidt ekstra power... som eksempelvis Susanne Bier har for vane. Og i modsætning til førnævnte »SuperClasico« tror man på og holder af menneskene i »Rosa Morena« - igen takket være en god instruktør og fremragende skuespil.

Anders W. Berthelsen er slet og ret et almindeligt menneske i rollen som Thomas. Han underspiller på en meget ren måde - en fin præstation. Og Bárbara Garcia er lige så god som Maria - sårbar og stærk på samme tid. Og hun er reelt gribende mod slutningen.

Danske David Dencik - svensktalende Hamlet på Kronborg for nogle år siden - er også levende og ægte som Jakob. Han gør ikke meget, men er også afgørende for, at »Rosa Morena« er vellykket og virkelig en tur i biografen værd.

Der burde måske kun være fire store stjerner til »Rosa Morena«. Men den får fem måske... blandt andet fordi den tør at være anderledes end de fleste andre danske film.