Du er her: DET_GAMLE_HELSINGOR

Accise er fransk og betyder »indenlansk afgift på forbrugsvarer, især når disse bragtes til byen«, altså er en accisebod en slags by-told-bod. Så accise - eller »zise«, som man også kaldte det, er en afgift. Senere hed det konsumtion, og idag hedder den slags moms og betales direkte ved køb - ikke når vi passerer byporte.
Når bønderne skulle til Helsingør med varer, måtte de betale afgift, og det foregik ved acciseboden, der lå på Stengade 6.
Mange kan stadig huske huset, der blev nedrevet i 1965 og pladsen udlagt til parkeringsplads og offentligt toilet.
Accisseboden blev opført i 1805. I 1892 blev det ombygget og indrettet til »Slagterstiftelse«,
Oprindelig fungerede ejendommen dels som militær vagt, dels som opkrævningssted for den »accise«-afgift, der skulle erlægges, hvis de udefra kommende handlende ville indbringe varer til salg indenfor bymuren.
Militæret havde indgang midt i bygningen og havde rådighed over 2 lokaler. Toldvæsenet havde adgang gennem en dør i bygningens sydgavl. Tolderen havde rådighed over 4 mindre værelser, idet han også boede der med sin familie. Desuden havde han rådighed over en del af tagetagen, hvor der formentlig også har været indrettet beboelse, står der i Helsingør Leksikon.

Da accisse-afgiften blev ophævet i 1850, blev ejendommen overtaget af Helsingør bystyre, egentlig til nedrivning, men den blev i 1855 solgt til en hr. H. Petersen, som efter en større ombygning udlejede den. Imidlertid »glemte« han at betale sine afdrag, hvorfor kommunen måtte overtage bygningen igen i 1859.
Efter nogle udlejninger lykkedes det at få solgt ejendommen i 1866 til værtshusholder J.J. Hansens enke, som efter en mindre ombygning lukkede dørene op for musik og dans hver søndag.

Denne folkelige beværtning »Øen« blev den 11. februar 1872 rammen for det første »Arbejder-møde« i Helsingør. Taler ved mødet var Paul Geldeff, en af Socialdemokratiets stiftere. Der blev solgt 200 billetter, men en stor del af dem blev købt af modstanderne af socialismen, alene byfogeden købte 40 stk, siges der
Værten havde fjernet vinduerne af frygt for at få ruderne knust. De arbejdere, mødet egentlig var beregnet for, samledes udenfor og kunne således følge med i begivenhederne. Geldeff hævdede, at der var 1000 tilhørere, hans modstandere mente kun der var 300.

Værtshusdriften har ikke været rentabel, og huset skiftede ofte ejere. I 1881 åbnedes et »Anatomisk Laboratorium« hvor menneskelegemets hemmeligheder, mod entre, kunne studeres i voks. Senere kom der et møbelmagasin, og i 1891 købte slagtermester P. Rasmussen og hustru bygningen og overdrog den til Helsingør Slagterlav som stiftelse.

I 1892 blev den efter ombygning åbnet som »Slagterstiftelse« med 6 friboliger til enker efter medlemmer af Slagterlavet. Simon Spies' mormor, Vilhelmine Kirstine Hansen (1872-1948), enke efter slagtermester Harald Simon Otto (1874-1905), boede i ejendommen som enke.

På det trekantede jordstykke nord for ejendommen var der efter byrådets forslag blevet oprettet en benzintank, men i 1929 måtte man konstatere, at der ikke var interesse for fortsat at drive tankstationen, hvorfor den blev nedlagt og området udlagt til almindelig trafik.

I 1949 solgte slagterlavet bygningen til oliekompagniet Rhenania A/S, men fortsatte som lejere. Rhenania havde formentlig tænkt sig at nedrive ejendommen og bygge boliger, men det blev ikke til noget.

Ejendommen forfaldt, og i 1962 overtog Kommunen bygningen med henblik på et nedrive den og udlægge den til parkeringspladser. I den sidste tid fungerede den som husvildeboliger.