Diskotek Retro burde skamme sig
Af Klaus Dalgas
, den 26. juni 2011 kl. 20:42
Det er ikke noget nyt fænomen, at diskoteker og værtshuse i nattelivet udelukker danskere med anden etnisk baggrund fra at komme ind. Igennem de seneste ti år har vi til stadighed hørt historierne om de unge 2. eller 3. generationsindvandrere, der især i København bliver afvist ved døren uden anden begrundelse end, at de er indvandrere.
Nu er fænomenet også kommet til Helsingør. Eller rettere sagt, nu hører vi om problemet i dagens avis, hvor de to studenter, 20-årige Hugar Rashid Faizallah og 21-årige Tawfik Jelal Tawfik, er blevet afvist på diskotek Retro alene på grund af deres hudfarve. Og de fortæller, at flere af deres venner har haft lignende oplevelser den seneste tid.
Det er selvfølgelig ikke godt nok.
Diskotek Retro har tidligere høstet hæder som et af Danmarks bedste diskoteker. Og til sådan en hæder hører ikke at afvise indvandrere ved døren uden ordentlig grund. Retro må naturligvis indskærpe over for personalet, at man ikke kan afvise folk alene på grund af hudfarve. Det er ganske enkelt diskrimination.
Hvis Hugar og Tawfik tidligere havde lavet ballade, eller hvis de to studenter for eksempel stod på politiets sorte liste i nattelivet, kunne man forstå afvisningen på Retro. Men det er slet ikke tilfældet, tværtimod, de to virker som et par aktive og meget lovlydige unge mennesker uden den mindste trang til at lave ballade eller snyderi.
Vi gør meget i Danmark for at integrere indvandre. Og vi får faktisk i de kommende år brug for indvandrerne som arbejdskraft, når de store årgange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Mne fortsætter vi den adfærd, som Retro lægger for dagen, så er det hele skønne spildte kræfter. Så vender indvandrerne os ryggen, og bliver fjender i stedet for venner. Og så er der i hvert fald slet ingen veluddannede udlændinge, der gider at komme til Danmark for at arbejde, forske eller studere. Danmark er jo dermed blot et »lille racistisk frilandsmuseum«, som det ikke er værd at spilde tid og kræfter på.
Vi må se at gøre op med frygten for de fremmede. Det gælder os alle sammen, erhvervslivet, nattelivet og diskotek Retro. Vi vil og skal ikke leve med fundamentalisterne, der undertrykker kvinder og forsøger at omstyrte vores samfundsmodel. Men vi skal og vil leve med de mange indvandrere, der opfører sig ordentligt og lever i og bidrager til vores samfund - som det er tilfældet med Hugar og Tawfik. De skal ikke afvises blot fordi de er lidt mørkere i huden end alle os andre. Så kunne man lige så godt afvise de skaldede, de rødhårede eller mænd under 1.80 meter i højden.
Og det vil vi vel næppe være med til.