Du er her: Boganmeldelse

»Glasslottet« kunne være skrevet som et fordømmende anklageskrift over en barndom, der var domineret af fattigdom, forældrenes svigt, alkoholisme og uformåenhed. Men sådan er den ikke. Læs selv bogen - den er både spændende og tankevækkende.

ANMELDELSE: »Glasslottet er en af de fortællinger, der holder dig vågen lang tid efter at resten af huset er faldet i søvn«, står der som citat fra en amerikansk anmeldelse på forsiden af en ny bog, der på dansk hedder Glasslottet.

Ja, ja, tænker man. Den slags udtalelser er både set og hørt før, så lad os nu se.

Men den holdt nu meget godt i dette tilfælde.

Glasslottet er en helt speciel fortælling om et nutidigt liv i et moderne samfung, for der både er sult, svigt, misbrugsproblemer, der går ud over børn, og meget andet i forfatteren Jeanette Walls erindringer fra en usædvanlig barndom.

Jeanette Walls er nu fyldt 50. Hun bor i New York, er gift med en forfatter og har arbejdet på forskellige store, kendte aviser og som tv-journalist. Men sådan begyndte hendes liv mildest talt ikke.

Glasslottet er hendes beretning om en barndom, der er levet i total fattigdom, og om en lille flok søskende, der var prisgivet et par forældre, som lod stå til og først og fremmest lyttede til deres egne behov. Moderen er uddannet lærer, faderen løsarbejder, charmør og - viser det sig - med store anlæg for alkoholisme.

I Jeanettes første år bor familien, der også består af en bror, en storesøster og senere også en lillesøster, i et ørken-område, og familien fungerer endnu godt og kærligt, omend meget usikkert. De kører i gamle lig af biler fra den ene lille by til den næste og slår rod - men kun indtil der opstår problemer af en eller anden art. Så tjekker de ud i nattens mulm og mørke og kører videre til næste sted.

Undervejs synker faderen længere og længere ned i sprutten og til sidst ender det med, at familien opgiver deres eget hus og kører til faderens hjemby og hans meget utiltalende forældre og bror. Her ender familien i et lille og uendelig dårligt hus, børnene kommer i skole, og man sluger den ene linje efter den anden med nærmest nøgterne beskrivelser af en barnetilværelse, hvor sulten stilles, når klassekammeraterne er færdige med at spise og har tømt resterne af deres madpakker ud i skraldespanden - og meget mere af den slags.

De tre ældste søskende gør det godt i skolen og har på en eller anden måde fået noget godt med sig fra de første kærlige år. I hvert fald skriver Jeanette Walls ikke et anklageskrift, tværtimod beskriver hun sine håbløse forældre med kærlighed og i respekt for de mennesker, de gerne ville, men ikke magtede at være.

Det er måske meget betegnende for familiens situation, at det yngste barn, der er en del yngre end de andre, ikke får samme start i livet, men må »nøjes« med forældrenes deroute og som ung voksen får misbrugsproblemer.

Det kunne være en historie om en frygtelig barndom fortalt med gråd og tænders gnislen, med understregning af hvor skadet man bliver og hvor forfærdeligt det hele var.

Men sådan skriver Jeanette Wall ikke, og det er netop dét, der gør »Glasslottet« til en både usædvanlig og spændende læseoplevelse. Hun fortæller nøgternt og stort set uden bitterhed om sit liv og de forældre, som trods mange fejl også gav hende et sted at stå.



Fakta om bogen:
Jeannette Walls: Glasslottet. Forlaget Hr. Ferdenand. 389 sider.