Du er her: Boganmeldelse

Statsministrenes nytårstaler tager ofte udgangspunkt i ting, der er sket i året, der netop er gået, tilføjet spådomme om det år, som skal komme. På den måde udgør talerne en særlig slags Danmarkshistorie.

ANMELDELSE: Det var statsminister Thorvald Stauning, som den 1. januar 1940 satte sig foran en mikrofon og lod sin dybe alfaderlige røst høre gennem radioen til Danmarks befolkning. Han holdt her en af de mest dramatiske og kontroversielle politiske taler, der nogensinde er holdt i Danmark. Talen handlede om den trussel, som Danmark stod over for i den kommende tid.

Staunings tale blev starten på en tradition om, at landets statsminister hvert år holder en tale til befolkningen på årets sidste dag.

Hvem der har fået den forrykte idé at udgive en bog på over 850 sider om og med gengivelse af samtlige nytårstaler afholdt af landets til enhver tid siddende statsminister, fortæller bogens omslag eller forord ikke noget om. Men nu er bogen her altså med titlen »Nu gælder det Danmark!«.

Ved nærmere bekendtskab med bogens indhold forstår anmelderen dog den dybere mening med ideen. Ved at gengive de mange nytårstaler beskrives danmarkshistorien på en hel særlig måde. De enkelte talere tager jo oftest udgangspunkt i det forgangne års begivenheder og spår ofte om, hvordan det vil komme til at gå i det kommende år.

Nytårstalernes længde, kvalitet, dramatiske og måske også i særlige tilfælde lidt populistiske indhold veksler meget. Statsministrenes måde at udtrykke sig på er naturligvis også meget forskellig. En er lang i spyttet. En anden er fuld af optimisme. En tredje har næsten klumper i munden. Nogle af talerne er bevidst valgkampagtige, og andre er politiske manifester, som gerne skulle give ham – for det er jo kun mænd, som har været statsministertalere indtil nytårsaften 2011! – et pænt eftermæle. Så alt i alt – så kedelig er det nu heller ikke!

Det gode ved bogens behandling af nytårstalerne er, at forfatterne tillader sig at kommentere talerne og trække ting frem, som de synes er vigtige at hæfte sig ved. Det er også det, som gør bogen læseværdig.

Jeg aner ikke, hvem disse forfattere er – bortset fra, at jeg kan læse mig frem til, at det er »Danmarks ambassadør i Japan og hans kone«. Jeg er ikke enig med forfatterne i en del af de ting, som de fremhæver som vigtigste passager i nogle af nytårstalerne. Men sådan skal det jo være.

Bogen fortæller også om andre dramatiske sider af begrebet nytårstale. For eksempel er det da spændende at læse, at Danmarks ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, nytårsaften 1941 udsendte sin egen nytårstale på Danmarks vegne gennem BBC i London – i skarp »konkurrence« med statsminister Stauning.

Eller da Jens Otto Krag brugte tid i sin nytårstale til at omtale en aktuel sag om en barnebortførelse – den såkaldte Tina-sag, hvor en to en halv måned gammelt barn blev bortført i København og først fundet i Helsingør nogle måneder senere. Krag appellerede direkte til bortføreren om at levere barnet tilbage til moderen snarest. Her var ikke brug for spindoktorer – det var politisk pr så det battede!

For den, der vil fordybe sig i nytårstalernes længde og indhold, er der ganske gode hjælpeskemaer bag i bogen, som gør det muligt trods alt at danne sig et fornuftigt overblik over, hvad der har været aktuelle politiske emner for statsministrene i de 64 nytårstaler, der er gengivet i bogen – ord for ord.




Fakta om bogen:
Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Skjold Mellbin: Nu gælder det Danmark! Forlaget Lindhardt og Ringhof. 863 sider.
Kan lånes på biblioteket.