Du er her: Boganmeldelse

Timothy Snyder, der er professor i historie, har på få hundrede sider formået at samle de mest uhyggelige, uforståelige og umenneskelige dele af krigen i Europa. Bogen er hård læsning, fordi så mange forfærdelige sider af den nyere historie ridses op. Men bogen må absolut læses af de, der søger sandheden om krigshandlingerne på Østfronten.

ANMELDELSE: Da 2. verdenskrig i maj 1945 sluttede i Europa, var de vestlige allierede groft sagt nået frem til den linie, som få år senere blev til Jerntæppet. På vejen gennem Tyskland stødte tropperne på adskillige koncentrationslejre, som afslørede grusomme og umenneskelige behandlinger af de indsatte fanger.

Timothy Snyder fortæller i sin bog »Bloodlands« om de begivenheder, som i 1933-1945 fandt sted i Østeuropa og den vestlige del af Sovjetunionen. De havde et omfang, der er uforståeligt og i deres indhold ligger langt ud over den menneskelige fatteevne - og milevidt fra begivenhederne i Vesteuropa.

Hertil føjer Snyder Stalins tyranniske fremfærd overfor sine egne landsmænd og -kvinder i 1930-1933 og igen fra 2. verdenskrigs afslutning og til hans død i 1953. I årene 1931-33 blev bønderne i Ukraine og Hviderusland fordrevet til områder langt fra deres hjemegn - adskillige til lejrene i Sibirien (GULAG).

Bloodlands (blodlandene) omfatter Polen, de tre baltiske stater Estland, Letland og Litauen samt Ukraine, Hviderusland og den vestlige del af Rusland.

Massedrab i Europa er almindeligvis forbundet med Holocaust, hvilket efter Snyders opfattelse ikke er korrekt. Endlösung var begrebet, som tyskerne anvendte til at forklare deres hensigt med angrebet mod Sovjetunionen, det vil sige udslettelse af jøder og slavere. Holocaust blev introduceret efter 2. verdenskrigs afslutning til forklaring af jødernes udslettelse i det, Snyder kalder dødsfabrikkerne.

Fra 1933 til 1945 blev 14 millioner civile og krigsfanger myrdet i Polen, Baltikum, Hviderusland og Ukraine.

Halvdelen døde, fordi de ganske enkelt ikke fik noget at spise. Snyder bemærker, at i midten af det 20. århundrede sultede europæere med fuldt overlæg andre europæere ihjel i et ufatteligt antal.

Udsultningen blev planlagt på tegnebrættet. Det nazistiske styre lavede en såkaldt »hungerplan« til iværksættelse efter den forventede erobring af Sovjetunionen. I henhold til planen skulle 20-30 millioner mennesker sulte ihjel.

Det er væsentligt til forståelse af de 14 millioner døde at vide, at de ikke omfatter dræbte i egent-lige krigshandlinger eller de drab, som fandt sted i de seks dødsfabrikker i Auschwitz-Birkenau, Treblinka, Belzec, Sobibor, Majdanek og Chelmo - alle beliggende i Polen og Ukraine. Med forbehold for tallets rigtighed nævner Snyder, at de 14 millioner er to millioner flere end det samlede antal dræbte russiske og tyske soldater i 2. verdenskrig, og tallet overgår med 13 millioner amerikanernes og briternes samlede tab i 2. verdenskrig.

Det er Snyders (formentlig korrekte) påstand, at der al drig før i moderne krigsførelse blev taget så mange fanger så hurtigt, som det skete under den tyske fremrykning i Sovjetunionen i 1941. Det var på denne baggrund umuligt at opfylde blot de mindste menneskelige fornødenheder (mad, læ, lægehjælp med mere).

Fangerne opholdt sig i den isnende vinter på en nøgen mark indhegnet med pigtråd. Selv om den tyske »hungerplan« allerede i slutningen af 1941 viste sig ugennemførlig, beroligede det dog den nazistiske ledelse, at den tyske besættelsesmagt i hvert fald sikrede, at de sovjetiske fanger ville sulte ihjel. Som Snyder skriver, »det var den tyske hær, der oprettede og drev de første netværk af lejre i Hitlers Europa, hvor mennesker døde i tusindvis, i titusindvis, i hundredtusindvis og til sidst i millionvis«.

Det blev åbningen af de sovjetiske og østeuropæiske arkiver, der 50 år efter 2. verdenskrigs afslutning førte til, at den tyske hær ikke længere kunne skjule sin medvirken i fornedrelsen af de østeuropæiske og den sovjetiske befolkning.

Mod krigens slutning blev millioner af fanger sendt til Tyskland som straffearbejdere. Felttoget mod Øst førte til, som Snyder skriver, at »tyske mænd drog til udlandet og dræbte millioner af »undermennesker« blot for at importere millioner af andre »undermennesker« til at udføre det arbejde i Tyskland, som tyske mænd selv skulle have udført - hvis de ikke havde været i udlandet for at dræbe »undermennesker«.

Den 1. september 1939 angreb tyske styrker Polen. Det skete få dage efter, at den sovjetiske udenrigsminister Molotov og hans tyske modstykke, Joachim von Ribbentrop, havde indgået en ikke-angrebsaftale, men også en hemmelig aftale om Polens deling. Da tyskerne den 17. september næsten havde nået den aftalte Molotov-Ribbentrop linie, angreb russerne fra øst.

Derefter begyndte de to landes okkupationsstyrker to års myrderier, deportationer, indlemmelse i ghettoer og udsultning. Det var i denne periode, at Stalin gav ordre til, at polske officerer og højtstående embedsmænd skulle myrdes. I april 1940 blev knap 22.000 i Katyn og skovområderne i nærheden skudt og begravet i massegrave.

Snyder giver i bogen en meget fyldig gennemgang af det polske trauma.

Først delingen. Dernæst det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 og de følgende års umenneskelige forhold frem til efteråret 1944 - perioden, som også omfattede nedkæmpelsen af den jødiske opstand i 1943 og den polske hjemmehær i sommeren 1944.

Mod krigens slutning fulgte sejrsmagternes grænsedragninger, som på den ene side førte til fordrivelsen mod vest af tyskere fra den vestlige del af Polen og på den anden den samtidige fordrivelse også mod vest af polakker fra det af Sovjetunionen okkuperede tidligere østlige Polen.

Før krigen boede den største gruppe af jøder i Europa i Polen. Deres fordrivelse, tilintetgørelse og udsultning sammen med tilstedeværelsen af de tyske dødsfabrikker har i årtier efter krigens afslutning været et trauma for den polske befolkning.

Årene umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning var i Europa præget af armod, fortvivlelse, sult, kulde, mangel på de mest nødvendige dagligdags fornødenheder og fordrivelse fra sted til sted. De europæiske folkeslag blev tvunget ud i en folkevandring, hvis lige ikke var set i århundrede.

I Sovjetunionen havde Stalin tilsyneladende ikke fået nok. Kun hans død i 1953 forhindrede endnu en terrorhandling, som han i begyndelsen af halvtredserne havde udtænkt skulle ramme den lægevidenskabelige del af befolkningen.

Snyders bog må på mange måder karakteriseres som en »øjenåbner«.

Han har formået på få hundrede sider at samle de mest uhyggelige, uforståelige og umenneskelige dele af krigen i Europa. Bogen kan vanskeligt kaperes på én gang - den har for mig taget længere tid at læse end andre bøger med tilsvarende antal sider.

Min anbefaling vil alligevel være, at bogen absolut må læses af de, der i dag selv 67 år efter krigens afslutning søger sandheden om krigshandlingerne på Østfronten.

Timothy Snyder er født i 1969. Han er professor i historie ved Yale Universitetet i Connecticut. Hans speciale er Østeuropa og Holocaust. Bogen har efter sin udgivelse på engelsk i 2010 indbragt ham megen hæder og adskillige litteraturpriser.

Bogen indeholder gode og overskuelige kort. Læseren har hele tiden viden om, hvor i geografien vi befinder os. Den er meget velskrevet og fremstår i en fornem oversættelse til dansk.



Fakta om bogen:
Timothy Snyder: Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin. Oversat af Peter Dürrfeld. Jyllands-Postens Forlag. 562 sider med kortoversigter.