22-årige Erin Langworthy fik sig en lidt anderledes oplevelse for livet, end hun havde regnet med, da hun kastede sig ud over Zambezi-floden i Zimbabwe med kun en elastik om benene. Elastikken knækkede under bungee-jump´et, og den unge australier røg på hovedet i floden. Mareridtet endte dog som et mirakel, da hun fik elastikken løsnet, mens hun var i den rivende flod, og kom på land. - Det er helt sikkert et mirakel, jeg overlevede, siger en forslået Erin Langworthy fra hospitalet, hvor hun har tilbragt en uge i sygesengen.
- Det blev sort med det samme - og det var som om, jeg blev slået. Jeg måtte selv svømme ned og løsne bungee jump-elastikken, siger Erin Langworthy. - Da jeg kom op af vandet lagde de mig på ryggen. Alt det vand, jeg havde slugt, gjorde, at jeg ikke kunne trække vejret, så de rullede mig om på siden. Og så hostede jeg vand og blod op. Hændelsen skete nytårsaften, men først nu er optagelserne og interview nået ud til offentligheden.