Du er her: Dagens leder

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) fremlagde i går sine tanker om en ny skattereform i en kronik i Berlingske.

Regeringen vil sænke skatten på arbejde, men ikke på kontanthjælp, dagpenge og SU. Det skal ifølge ministeren være dem, »der trækker i kedeldragter eller orange veste, dem, der har værktøjsbælte,« der skal mærke en nedsættelse af skattetrykket på deres arbejdsindkomst, så de bliver tilskyndet til at arbejde en time længere af og til.

Godt, det lyder fornuftigt - når blot man i andre politiske tiltag sørger for, at de ringest stillede ikke bliver yderligere marginaliseret i samfundet.

Men som altid, når man i Danmark snakker skattereform, så mangler der en konkretisering af, hvor pengene skal komme fra.

Hvis statskassen mister for eksempel 30 milliarder kroner i skatteindtægter ved at sænke skatten på arbejde, så skal disse penge jo findes enten ved tilsvarende besparelser eller ved at hente pengene ind et andet sted. Og det er her, skoen trykker både for den nuværende regering men i virkeligheden også for oppositionen.

Det nytter ikke noget med flyvske forestillinger om, at man må ændre den danske krævementalitet, eller at man må skære i den offentlige administration. Det er varm luft og vindfrikadeller. Og det nytter heller ikke noget blot at sende aben videre til kommunerne med besked om, at de nu skal spare to procent på budgettet i de kommende fem år. Så er det jo bare kommunalpolitikerne, der skal finde de meget svære konkrete løsninger for landspolitikerne - og tage hele den offentlige skideballe, det vil medføre.

Thor Möger Pedersen må anvise, hvor pengene skal komme fra - og stå på mål for disse anvisninger.

Skal indtægterne øges ved at hæve skatten på husejernes friværdi? Skal indtægterne øges ved at beskatte aktie-gevinster? Skal indtægterne øges ved at hæve afgifterne på en masse forskellige forbrugsting, for eksempel bilkørsel, usunde fødevarer, lægebesøg, brug af daginstitutioner eller brug af biblioteksydelser?

Skal omkostningerne reduceres ved at droppe børnechecken, ved at afskaffe fradrag for faglige kontingenter, ved at droppe støtten til Det Kongelige Teater, ved at afskaffe ældrechecken, ved at nedlægge regionerne eller ved at skære ned på udgifterne til folkeskolen?

Skattediskussionen bliver først rigtig spændende, når politikerne tør prioritere og anvise konkrete løsninger. I mellemtiden er det mest af alt en gang elitær tankespind hos lobbyister i organisationerne, hos unge politiske cand. oecon’er og hos teknokratiske professorer ved de højere uddannelsesanstalter.