Fejlslagent forsøg på at erobre Europa
Stalin glemte ikke, hvordan han og de russiske styrker blev behandlet af polakkerne i 1920, og derfor fik den ret »ukendte« polske krig store konsekvenser op til og under anden verdenskrig. (Bogens forside)
Af Steen Søndergaard Jensen
, den 30. januar 2012 kl. 10:08
En snedig polsk plan førte i 1920 til, at russiske styrker ikke som forventet fik skovlen under de polske styrker ved Warszawa - og derfor nåede russerne ikke frem til Tyskland, som det ellers var planen lige efter første verdenskrig.
ANMELDELSE: I et meget informativt og interessant foredrag, som historikeren Claus Bundgaard Christensen holdt lørdag den 21. januar i Helsingør Museumsforening om »Danskerne på Vestfronten, 1914-1918« fremhævede han med rette, at Europa i 1918 så ganske anderledes ud, end det var tilfældet ved første verdenskrigs begyndelse.
To begivenheder viste sig at blive af ganske afgørende betydning for udviklingen i den resterende del af det 20. århundrede. Det russiske kejserdømme var i 1917 blevet væltet, og bolsjevikkerne havde overtaget magten i Rusland. I henhold til Versailles-traktaten, som blev underskrevet i 1919, fik Polen, efter i mere end 100 år at have været delt mellem tre forskellige nationer, sin selvstændighed tilbage.
I Rusland havde Lenin travlt med at sikre kommunismen fodfæste - gerne over så stort et geografisk område, som det var muligt. Det var i den forbindelse hans opfattelse, at Tyskland i kølvandet på verdenskrigen var »modent« til at få kommunistisk styre. Problemet var imidlertid, at Polen nu lå i vejen for en direkte tilnærmelse. Eneste udvej var derfor med militær magt at tvinge polakkerne i knæ.
Krigshandlingerne blev indledt den 25. april 1920, og det er den krig, Adam Zamoysky gennemgår i sin bog »Warszawa 1920«. Krigen blev af kort varighed, måske ikke mindst fordi den - i modsætning til første verdenskrig - var en »bevægelseskrig«.
Polakkerne var vidende om den russiske plan for et angreb gennem Polen, men ud fra en udenrigspolitisk synsvinkel så russerne gerne, at polakkerne indledte kamphandlingerne. Det skete ikke mindst, fordi den polske hærchef, feltmarskal Josef Pilsudski, ønskede at demonstrere initiativ og handlekraft.
Polakkerne indtog hurtigt byen Kiev.
Russerne reagerede med det samme, og i løbet af få måneder havde de drevet polakkerne til området umiddelbart øst for Warszawa. Tilbagetrækningen havde karakter af flugt. Den almindelige opfattelse blandt de førende europæiske statsledere var, at krigen hurtigt kunne afsluttes.
En snedig plan sammenkædet med en rolig og afbalanceret Pilsudski førte meget overraskende til gentagne nederlag for de russiske styrker, som blev drevet tilbage til udgangsområderne ved krigens begyndelse. Det russiske nederlag var af en sådan karakter, at Lenin, i de få år han havde tilbage som bolsjevikkernes leder, afstod fra yderlige forsøg på udvidelse af det kommunistiske interesseområde i Vesteuropa.
Med til historien hører, at Stalin var kommissær ved den russiske sydvestfront. Sammen med de militære chefer på dette frontafsnit undlod han at gennemføre flere af de ordrer, han og de militære chefer fik fra Moskva. Hans indsats var generelt under al kritik. Efter krigens afslutning stod han, som alle de russiske militære chefer, også i »kø ved håndvasken«.
Men han glemte ikke, hvordan det polske forsvar havde behandlet ham og de russiske styrker. Den hemmelige aftale i 1939 med Hitler om delingen af Polen var det første skridt. Det andet var han hans morderiske adfærd i 1941 overfor de polske officerer og ledende embedsmænd med nedskydninger i skovene omkring Katyn. Det tredje eksempel var de sovjetiske styrkers standsning i 1944 i deres fremrykning mod Warszawa, da den polske undergrundshær i forvisning om sovjetiske assistance rejste sig mod de tyske besættelsesstyrker.
Derfor fik den kortvarige krig omkring Warszawa i kølvandet på første verdenskrig så stor betydning for den europæiske udvikling i årene helt frem til 1989.
Som en positiv ting skal nævnes, at bogen indeholder kortudsnit, som gør det muligt for læseren at vide, hvor i verden man er. Kortudsnittene er imidlertid ikke alle umiddelbart forståelige. Det virker ganske ulogisk (og forkert), at forklaringen om firkanterne på kortene taler om »delinger«, når de i teksten benævnes »divisioner«. Disse og andre forhold virker overraskende i betragtning af, at Zamoysky har skrevet flere militærhistoriske værker. Problemet kan ligge i oversættelsen, som sine steder godt kunne være strammet lidt op.
Betydningen af Zamoyskys bog skal findes i det forhold, at den fortæller om en begivenhed, som er mindre - eller måske slet ikke - kendt. Set på denne baggrund bliver bogens detaljer knap så interessante.
Fakta om bogen:
Adam Zamoyski: Warszawa 1920. Lenins fejlslagne forsøg på at erobre Europa. Informations Forlag. 205 sider, illustreret,