Luske-tyv spreder utryghed
Videoovervågningen afslører lusketyven helt klart på blandt andet denne optagelse fra tandlægeklinikken i Humlebæk.
Af Kirsten Moth
, den 31. januar 2012 kl. 22:17
humlebæk: Billedet her viser den unge mand, der torsdag i sidste uge kommer gående ind på tandlægeklinikken på Ny Strandvej i Humlebæk. Helt ubemærket går han igennem til personale-lokalet og stjæler punge fra to tasker, der hænger på en knage.
Manden, der er optaget klart og tydeligt på klinikkens videoovervågning, har også været på uønsket besøg i Frikirken, der ligger lige bag ved tandlægeklinikken i Humlebæk.
Ifølge en medarbejder hos tandlægen har et nærliggende lægehus også haft besøg af en tyv i klinikkens almindelige åbningstid, hvor han på samme måde angiveligt er gået ind fra gaden og har stjålet fra venteværelset.
- Det er ubehageligt og skaber nogen utryghed, at han så ubemærket sniger sig rundt og stjæler, mens vi allesammen er i gang.
- En af mine kolleger sidder i samtale med en patient i receptionen, da han kommer gående ind og bemærker derfor ikke noget. På videoen kan vi se, at han roligt går forbi receptionen og videre ud i et baglokale uden at nogen bemærker ham. Han stjæler to punge, går ud igen og væk. En halv time senere har han forsøgt at hæve penge på et Dankort fra den ene pung i Humlebækcentret, men får heldigvis ikke noget ud af det, forklarer en medarbejder i tandlægeklinikken, der her ønsker at være anonym.
Den medarbejder, der fik stjålet dette Dankort, finder det senere i en affaldskurv i centret.
Den anden medarbejder, der blev bestjålet, har også fået sin pung tilbage. Desværre uden de 500 kroner, hun havde liggende i den.
- Et ægtepar havde fundet pungen, ringet til politiet, der derefter kontaktede min kollega, fortæller en medarbejder.
Tyven beskrives som ung, lys af type og med en hvid strikket hue på.
Nordsjællands Politi vil efter nu at have modtaget videooptagelserne efterforske sagen.