Ændringer på vej i Sjælland Rundt
Sjælland Rundt, der er sejlet uafbrudt siden 1947, var i 70’erne og 80’erne verdens største sejlads, siden er interessen for at sejle så langt gået af mode. (Arkivfoto: Torben Sørensen)
Af Kenn Andersen
, den 31. januar 2012 kl. 22:17
helsingør: Der er Sjælland Rundt og Sundet Rundt i weekenden fredag den 29 juni til søndag den 1. juli.
- Flerskrogsbåde og Crusing-både inviteres igen til at deltage i sejladserne, der skal minimum ti både til for at oprette en start. Hesselø Rundt nedlægges, da der ikke længere var interesse for at sejle denne sejlads. Hesselø Rundt Twohanded ændrer bane og kommer til at hedde Sundet Rundt Twohanded, forklarer formand for Helsingør Amatør Sejlklub Kim Dragstrup,
Der vil i Sjælland Rundt-weekenden således også blive tilbudt en sejlads for dem der ikke har tid eller lyst til at sejle den lange sejlads på over 200 sømil. Sundet Rundt bliver på cirka 81 sømil. og mandskabet skal være på en gast og en skipper.
- Cruising starten bliver sejlet efter søvejsreglerne og deltagerne i denne start skal føre nationalitetsflag for at markerer, at de ikke sejler efter kapsejladsreglerne. Sjælland Rundt sejles stadig på to baner, lille bane gennem Bøgestrømmen og store bane gennem Grønsund, siger Kim Dragstrup.
Sjælland Rundt, der er sejlet uafbrudt siden 1947, var i 70’erne og 80’erne verdens største sejlads, siden er interessen for at sejle så langt gået af mode, men den er stadig en oplevelse ud over det sædvanlige.
- Sjælland Rundt er for de sejlere der holder af at sejle. Kapsejladsen er blot det element, der gør det sjovt at lege med vinden, naturen og de andre deltagere. Jeg er sikker på at mange flere vil nyde en Sjælland Rundt, hvis de var bevist om, hvor herlig en sejltur Sjælland Rundt er. fastslår Kim Dragstrup.