Abstrakt teater rykker ud på plejehjem
Performer Brian Degn skal de næste tre dage underholde demente plejehjemsbeboere med den abstrakte forestilling Fall Fall She Fell. (Foto: Lars Johannessen)
Skrevet den 2. februar 2012 kl. 13:53
helsingør: Demente plejehjemsbeboere får normalt ikke mange teateroplevelser, Men det laver Helsingør Teater nu om på. For når demente beboere på plejehjemmene Grønnehaven, Strandhøj og Kristinehøj ikke kan komme i teateret, må teateret komme til dem. Derfor er der arrangeret en forestilling, »Fall Fall She Fell,« på hver af de tre plejehjem torsdag, fredag og mandag for cirka 20 beboere hvert sted. Det er Helsingør Teater, med teaterleder Jens Frimann Hansen i spidsen, der står bag initiativet i samarbejde med produktionsenheden Secret Hotel, personalet på de tre plejehjem samt Lions Club.
Abstrakt teaterkunst
De tre forestillinger for demente plejehjemsbeboere er tænkt som et eksperiment, der skal give beboerne en anderledes oplevelse, og Jens Frimann Hansen er spændt på de næste dage.
- Vi vil gerne lave det her eksperiment for at se, om man med abstrakt teaterkunst kan nå en gruppe, som man normalt ikke kan nå med almindelige teaterforestillinger. Jeg tror, at folk med demens vil få mere ud af denne type teater end, hvis de så en musical.
Forestillingen Fall Fall She Fell, som Christine Fentz, kunstnerisk leder af produktionsenheden Secret Hotel, står bag, er flere gange blevet set af børn. Forestillingen, der er baseret på, at publikum deltager, er abstrakt teaterkunst, der sætter spørgsmålstegn ved, om alt giver mening. Jens Frimann Hansen så forestilingen og kunne se nye muligheder i den, og han mener, at den vil egne sig godt til demente.
- Det fine ved forestillingen er, at den ikke leverer nogle klare svar. Det er et abstrakt værk, og man kan danne sig mange forskellige billeder og indtryk af, hvad det kan være. Det spejler meget godt, hvordan jeg forestiller mig, at det må være at være dement
Nyt publikum er en udfordring
I samarbejde med Jens Frimann Hansen, performeren Brian Degn og plejepersonalet på de tre plejehjem, har Christine Fentz ændret på elementer i forestillingen, så den passer bedre til demente. For eksempel er det vigtigt, at beboerne bliver gjort opmærksomme på, at lyset bliver slukket, så de ikke bliver bange.
- Det er en spændende udfordring. Og det giver mening at tage en forestilling, som i sin struktur er fragmentarisk og poetisk, og som er mere en oplevelse, som man er en del af, end en traditionelt teaterforestilling, siger Christine Fentz, hvis egen mormor boede på plejehjemmet Grønnehaven til hun blev 102 år.
Christine Fentz er spændt på at se, hvordan de demente beboere tager imod hendes forestilling, og hun håber, at de får en oplevelse og langsomt forbinder elementerne i forestillingen.
Sanserne skal stimuleres
Under generalprøven onsdag var sygehjælper Hanne Johannessen og demenskonsulent Mette Bjerre Nielsen fra Grønnehaven til stede, så de på forhånd ved, hvad deres beboere har i vente. Det er nemlig vigtigt, at der er personale omkring de demente beboerne til at skabe tryghed, når de skal se den abstrakte og meget anderledes forestilling.
Mette Bjerre Nielsen glæder sig over, at kulturen rykker ind på plejehjemmet og påpeger, at folk med demens er meget til stede i nuet.
- Det vil være rigtig godt at stimulere deres sanser, og det kan de få med den her forestilling. I et teaterstykke er der normalt en handling med en historie, og det kan være svært for folk med demens at følge med i. Men konkrete ting som at fylde vand i krukker kan sagtens være en oplevelse for folk med demens.
Forestillingen byder på udstoppede fugle og enkelte lyd- og lyseffekter.
For Jens Frimann Hansen handler det både om at underholde og udfordre publikum - også selvom de er demente.
- Jeg håber på at forvirre folk, der har en bestemt opfattelse af, hvad teater af. Men det vigtigste er, at de demente beboere på de tre plejehjem får en god oplevelse og får et glimt af noget, som er interessant og meningsfuldt.