Har vi ret til hjælp eller råd til hjælp?
Det er første gang, Ældrerådet har taget initiativ til et borgermøde, hvor politikere direkte møder borgerne, og interessen var stor. Omkring 70 mødte op - plus politikerne. (Foto: Torben Sørensen)
Af Gunhild Korsgaard
, den 1. februar 2012 kl. 22:46
HELSINGØR: To grundlæggende forskellige holdninger stødte sammen på et velbesøgt borgermøde om ældre på aktivitetscentret Hamlet i aftes.
På den ene side den holdning om, at når man har slidt et langt liv og er blevet gammel og svagere, så har man ret til at få hjælp. Og den hjælp, man har ret til, består af menneskehænder - ikke en robot.
På den anden side var der holdningen om, at ting må ændre sig, fordi antallet af ældre vokser og vokser samtidig med, at de ældre bliver ældre. Det faktum betyder, at vi ikke alle kan få hjælp, for det er der hverken økonomi eller hænder til. En stor del af borgermødet i aftes kom til at rotere om robotstøvsugere.
- Robotstøvsugere er blevet et billede på den fremtid, vi ikke kan lide, mente socialudvalgsformand Henrik Møller.
Borgermødets initiativtager, Ældrerådet, tager afstand fra robotter i hjemmeplejen.
- Det er OK med robotstøvsugere - så længe det kun er et supplement, sagde Ældrerådets formand, Evy Nielsen, der selv har arbejdet i hjemmeplejen, dengang hjemmehjælperne kunne være i gang i op til seks-otte timer på samme adresse.