Cirkus for sjov
En glad klovn, men hvem gemmer sig mon bag sminken? (Foto: Torben Sørensen)
Af Mads Birch
, den 2. februar 2012 kl. 22:37
ESPERGÆRDE: Der var ganske vist ikke noget savsmuld i manegen, men ellers var der dømt vaskeægte cirkusstemning i Espergærdeskolens gymnastiksal torsdag eftermiddag.
Eleverne fra 0. til 3. klasse i skolens SFO har gennem fire uger haft cirkus på programmet, og de er gået til forberedelserne med stor entusiasme.
- Processen har været helt fantastisk, børnene har boblet af begejstring, fortæller SFO-leder Susanne Jensen.
I går skulle resultatet - Cirkus Bambino Fantastico - så endelig præsenteres for forældre, bedsteforældre og søskende - så stor var interessen, at der måtte afholdes to forestillinger i en tætpakket gymnastiksal.
Der blev slået flik-flak og revet telefonbøger over. Der blev sågar spist blår og spyet ild. Der var klovner, artister, mimere og gøglere. De mange tilskuere fik et flot show, som da også blev belønnet med taktfaste klapsalver i flere omgange.