Sælg ikke Marienlyst Slot!
Det meste af initiativgruppen holdt møde i går. Fra højre ses Jan Leonhardt Jensen, Carl Gyllenhoff, Per Gotfredsen og Lone Hvass. Forrest til venstre intiatiativtageren Birgit Stenderup og bag hende Dagbladets udsendte i arbejde (Foto: Torben Sørensen).
Af Pernille Hermann
, den 3. februar 2012 kl. 23:31
HELSINGØR: Slot og have hænger sammen og tilhører Helsingørs borgere og turister som fælles kulturarv. Skaden er uoprettelig, hvis der virkelig tegner sig et flertal i byrådet for at sælge slottet fra til private formål. Det er slet ikke nok at sikre offentlig adgang til parken.
Med denne fælles grundholdning har en lille, men kompetent kreds af aktive borgere dannet Marienlyst Slots Venner. De vil mobilisere »alle gode kræfter« for at redde slottet fra salg til private, uanset hvilke gode hensigter køberen måtte have.
I stedet tilbyder de deres erfaring, initiativ og engagement til at bane vejen for et kommunalt projekt, der skal give slottet og slotshaven en ny blomstringstid som kulturelt samlingssted for både borgere og turister.
- Vi forstår godt begrundelsen for at sælge - at der ikke er råd til den indvendige istandsættelse og drift. Men vi er alligevel lodret uenige i beslutningen. Kokkedal Slot er skrækeksemplet på, hvordan en privat ejer med tiden kan lade bygningen forfalde igen. Det kan også ske her, advarer initiativgruppen.