Forside Fredag 18.April 2014
Arkiv
Mest læste nyheder
Læs avisen her!
Læs dagens avis
Det glade hjørne
Kære søster. Til lykke med den runde fødselsdag torsdag den 17.4. Jeg glæder mig til at fejre dig med familie og venner. Knus din søster. Kære mor, mormor og svigermor. Vi ønsker dig hjertelig tillykke med de 68 år. Tak for dit altid gode humør og dejlige måde at være på. Kærlig hilsen Michala, Jonas, Helle og Søren. Vores guldklump Jacqueline ønskes til lykke med de 17 år på lørdag den 19. april. Vi ses til frokosten. Kærlig hilsen fra farmor og farfar. Kære Ulla. Du ønskes hjertelig tillykke med de 60 år i morgen. Mange kærlige hilsner hele din familie. Kære far. Du ønskes kæmpe tillykke med de 50 år på mandag. Vi glæder os til at fejre dig på lørdag. De kærligste hilsner dine tre børn.
Læs ogsa:
Lokalavisen Nordsjælland

Du er her: Boganmeldelse

Det sted du skal gå tabt

Læseren går tabt på en silkeblød, overraskende og vuggende måde. (Bogens forside)

Af Lilly Jensen , den 13. februar 2012 kl. 09:39
Bog nummer to i trilogien »1Q84« af den japanske forfatter Haruki Murakami ligger allerede i mange læsehestes hjem. Og det er ikke underligt, for den er uhyggelig velskrevet, uhyggelig velkomponeret, uhyggelig spændende og uhyggelig uforståelig og vedkommende.

anmeldelse: Haruki Murakami er 62 år gammel. Han er japaner og har tilbragt sin ungdom i Tokyo, hvor han studerede dramatik og havde en jazzlub. Hans far var buddhistisk præst. Udover trilogien »1Q84« har han skrevet en række andre bøger, hvoraf romanen »Trækopfuglens krønike« (1995) gav ham gennembrud i den vestlige verden. Hans roman »Norwegian Wood« fra 1987, som i Japan solgte over to millioner eksemplarer, er blevet filmatiseret og havde premiere i oktober sidste år her i landet.

Nu sidder jeg så med bog nummer to i trilogien »1Q84«, som af anmeldere er blevet udnævnt som en kærlighedsroman. Jeg er nu ikke så sikker på, at det er det centrale tema i 1Q84, snarere tror jeg, at temaet er den skjulte, men vedholdende menneskelige længsel efter samhørighed, retfærdighed og glæde. Måske, men det er jo også lidt langhåret.

Ligesom i bog nummer ét møder vi i nummer to matematiklæreren og forfatterspiren Tengo samt kampsportsinstruktøren og kvindemisbruger-udrydderen Aoname, hendes gode veninde den gamle dame, den 17-årige smukke fåmælte Fukaeri, bodyguarden Tamaru, Little people og på sidesporet den mystiske kult Sakigake.

I andet bind kommer så også en underlig, grim og vedholdende efterretningsmand, Ushikawa, til.

Alle personerne i bogen har på en måde sin egen tone, farve og følelse, jeg kan ikke forklare det bedre. De toner ud og ind imellem hinanden og inddrages i et enkelt og simpelt hverdagsliv, som for eksempel at lave mad, at købe ind, at lytte til musik, at sove og elske, samtidig med at little people spinder luftpupper med falske mennesker, kultlederen bliver med mellemrum lam over hele kroppen og himlen bebos af to måner en stor gul, den gamle, og en lille grøn, den nye.

Jeg ville gerne trænge ind til essensen af disse to fascinerende bøger, men de smyger sig om en og smutter så, når man vil tage fat.

Måske er indholdet som historien om »kattenes by«, som Tengo læser på en togrejse på vej til sin fars plejehjem. Kattenes by er tom om dagen, men om aftenen kommer alle kattene og opfører sig som mennesker. Når man har været i kattenes by, kan man ikke komme væk igen, for det er »det sted du skal gå tabt«.

Og det gør læseren, går tabt på en silkeblød, overraskende og vuggende måde. Hør blot her nogle af titlerne på bogens kapitler, der næsten giver den bedste illustration af de læseoplevelser, jeg har med denne bog: »Det sted, du nu skal betræde«, »Det er selve balancen, der er det gode«, »At hive rotter frem«, »En fåmælt ensom satellit«, »Hvalrossen og den gale hattemager« og »Mens der endnu er varme tilbage«. Der er kun »Q« tilbage, og Q står for spørgsmål. Ja, og så er læseren uhyggelig godt spændt fast, i kattenes by måske.



Fakta om bogen:
Haruki Murakami: »1Q84 - bog 2«. Oversat fra japansk (Ichi-kew-hachi-yon) af Mette Holm. Forlaget Klim. Sider 369




blog comments powered by Disqus
Helsingør Dagblad Lokal-TV
Samtalen på Facebook
Billedgallerier
Et velbesøgt brag

Et velbesøgt brag

17. April 2014 kl. 10:56

"Vi fejrer danska drottningen"

16. April 2014 kl. 12:44

Dine Nyheder