Nu skal Egon ha en gammeldags p-skive
Egon Nielsen gav omkring 600 kroner for sin automatiske parkeringsskive fra ParkOne. Men den er upålidelig, hvilket ses af den gule p-afgift Egon fik, da han efterlod bilen på Føtex’ parkeringsplads forleden. (Foto: Lars Johannessen)
Af Niels Berg
, den 21. februar 2012 kl. 22:10
HELSINGØR: 76-årige Egon Nielsen fra Humlebæk troede, at han blev sikret mod parkeringsbøder, da han købte sin automatiske p-skive fra ParkOne tidligere på vinteren.
Men faktisk kan han takke sin herre og skaber for, at han ikke har fået et hav af parkeringsafgifter, siden han klistrede skiven fast på indersiden af Hyundaiens forrude. For skiven følger med tiden, som vinden blæser, og meget tyder på, at den ikke aner, om bilen kører eller er standset.
Men forleden faldt hammeren i Føtex’ parkeringskælder i Fredensborg. Da Egon vendte tilbage til bilen, sad der en parkeringsafgift i forruden. Det gik aldrig op for uret, at bilen var blevet parkeret.
- Måske kan jeg få pengene tilbage, men uanset hvad de siger, så har jeg ikke råd til at have den siddende mere. Så nu sætter jeg min manuelle parkeringsskive tilbage igen, siger Egon.
Trods Egons oplevelser mener ParkOne, at deres p-skive har en fejlprocent på under 0,5 procent.