Fra håndpresse til multimediehus

Historien om Helsingør Dagblad

”Nå, De er altså kommen for at ødelægge min gamle hæderlige ven, men De skal ikke påregne min velvilje,” sagde borgmester Jacob Olrik. Overfor ham sad Henrik Donatzky, en 36-årig bogtrykker, der havde sat sig for at udfordre borgmesterens ven, redaktøren af Helsingørs Avis.

Året var 1867, og Helsingør stod midt imellem de gamle og de nye tider. 10 år tidligere var Sundtolden afskaffet, og værftet lå endnu 16 år ude i fremtiden. Nederlaget ved Dybbøl tre år tidligere havde givet Danmark en ny grundlov, der blev betragtet som et demokratisk tilbageskridt, og det udløste et politisk tovtrækkeri, der også prægede tidens aviser.

Donatzkys mission var at etablere en liberal avis i en af Danmarks mest konservative kommuner. Sundtolden havde skabt et borgerskab med store formuer, og de gav den nye bladmand en kølig modtagelse som den udfordrer, han var.

”Nå, De er altså kommen for at ødelægge min gamle hæderlige ven, men De skal ikke påregne min velvilje,” sagde borgmester Jacob Olrik. Overfor ham sad Henrik Donatzky, en 36-årig bogtrykker, der havde sat sig for at udfordre borgmesterens ven, redaktøren af Helsingørs Avis. Året var 1867, og Helsingør stod midt imellem de gamle og de nye tider. 10 år tidligere var Sundtolden afskaffet, og værftet lå endnu 16 år ude i fremtiden. Nederlaget ved Dybbøl tre år tidligere havde givet Danmark en ny grundlov, der blev betragtet som et demokratisk tilbageskridt, og det udløste et politisk tovtrækkeri, der også prægede tidens aviser.

Donatzkys mission var at etablere en liberal avis i en af Danmarks mest konservative kommuner. Sundtolden havde skabt et borgerskab med store formuer, og de gav den nye bladmand en kølig modtagelse som den udfordrer, han var.

Borgerskabet havde det svært med Donatzkys sociale sindelag og ønsker om forandringer i samfundet, og ved nogle lejligheder lagde han endda afstand til partiet Venstre, som han ellers skulle være bannerfører for.

Helsingør Dagblad var i sin barndom en moderne avis med overskrifter til de enkelte artikler, men var ellers bygget op efter samme mønster som de fleste andre små aviser dengang: En minimal mængde lokalstof, men med føljeton, annoncer og artikler fra ind- og udland. Som alle andre aviser var avisens politiske ståsted tydeligt i spalterne, selvom Henrik Donatzky prøvede at underspille sit dagblads politiske holdninger.

Det ændrede sig dog i 1899, da Fritz Hansen blev redaktør. 6 år tidligere havde Henrik Donatzky solgt Helsingør Dagblad, men med Fritz Hansen ved roret valgte de nye ejere i 1905 at knytte Dagbladet til det Radikale Venstre.

Hansen blev et fyrtårn i Helsingør Dagblads historie. 51 år nåede han at tilbringe på avisen, heraf 47 år som redaktør, og i hans tid blev konkurrenterne fejet af banen, mens oplaget voksede fra 1600 til over 4000.

Fritz Hansen stod på en spinkel politisk platform, for de radikale nød ikke stor opbakning i Helsingør, men redaktøren nedtonede det politiske tilhørsforhold og skrev om både borgerskabet og arbejderbevægelsen, og det var populært.

Hansen, der selv var hittebarn, fortsatte den sociale linje, som Henrik Donatzky havde lagt, og Helsingør Dagblad skrev blandt andet indigneret om dårlig behandling af tjenestefolk og misbrug af børns arbejdskraft. I 1905 var en af de store sager den såkaldte ”pryglelov”, der fastsatte regler for korporlig afstraffelse.

Siden 1877 havde Helsingør Dagblad haft til huse i Sct. Olaigade 27. I de første mange år kunne bladvirksomheden rummes i baghuset, men fra 1901 blev ekspeditionslokalet ud mod gaden inddraget, og i udhængsskabene kunne byens borgere læse de frisktrykte sider.
I Fritz Hansens tid skete der desuden en række tekniske fremskridt, som forstærkede avisens position. Den gamle håndpresse blev erstattet af en maskintrukket, og sættemaskinerne rykkede ind.

Den gamle redaktør døde en forårsdag i 1944, og hans kompagnon, bogtrykker Rothejsen, overtog ejerskabet af bladet. I de næste 10 år ledede han Helsingør Dagblad, men den gamle bogtrykker, der var langt over pensionsalderen, formåede ikke at forny avisen.

Fritz Hansen

I 1905 valgte Fritz Hansen at knytte “Helsingør Dagblad” til Det Radikale Venstre, og der var aldrig tvivl om, hvor han og avisen stod politisk. Men bortset fra de første hektiske år, hvor de radikale gjorde fælles sag med socialdemokraterne, holdt han som regel den politiske fane lavt i spalterne. Hans sympatier kom mest til udtryk gennem de fyldige referater og foromtaler i forbindelse med partiets møder og de lokale valgkampe. Det skete også i ordvekslinger med konkurrerende konservative aviser eller i små redaktionelle vedhæng til læserbreve. Den ledende artikel var derimod ofte skrevet af radikale folk på tinge.

Fritz Hansen, der selv var hittebarn fra Roskilde, prægede “Helsingør Dagblad” med sin dybe sociale forståelse. Det var i øvrigt en linie, som allerede var lagt af Donatzky. Der er i avisen fra de første år i 1900-tallet mange eksempler på den dårlige behandling af tjenestefolk og misbrug af børns arbejdskraft. I 1905 var en af de store sager i bladets spalter den såkaldte “pryglelov”, der fastsatte regler for korporlig afstraffelse.

Helsingør var ingen Radikal Højborg

Helsingør Dagblad var i Fritz Hansens tid den af de lokale aviser i Helsingør, der havde den smalleste politiske basis. Helsingør var mildt sagt ingen radikal højborg, og når det alligevel lykkedes for Fritz Hansen at gøre sin avis til byens største, skyldtes det nok hans forsigtige redaktionelle linie. Vist var avisen radikal, og de radikale synspunkter kom frem på forsiden, men hvad gjorde det, når der inde i bladet blev ydet de skiftende bataljoner på Kronborg og borgerskab og arbejderbevægelse fuld retfærdighed.

Var Helsingør Dagblad under Fritz Hansens ledelse ikke nogen “kvantitativt overlegen avis”, som presseforskeren Niels Thomsen har skrevet, så var den i perioder en ganske levende avis med “ikke ubetydelig litterær bistand”, som allerede grundlæggeren havde lovet. Det var måske lidt op og ned med “betydeligheden”, men Herman Bang har da skrevet i avisen. Fritz Hansen døde i 1944, og i henhold til en gammel kontrakt mellem ham og hans kompagnon, bogtrykker Rothejsen, overtog denne ejerskabet af bladet.

Fremskridt på Helsingør Dagblad

I Fritz Hansens og J. P. T. Rothejsens tid skete der en lang række tekniske fremskridt på Helsingør Dagblad. Først blev håndpressen erstattet af en maskintrukket, der dog stadig skulle fodres med papirark af “pålæggersker”. Derfra gik man over til en fladtrykspresse, der selv tog papiret til sig. Sættemaskinerne rykkede også ind. J. P. T. Rothejsen var eneejer til sin død som en meget gammel mand i 1955, og trods en ihærdig indsats fra en række dygtige journalister og andre medarbejder undgik det ikke at sætte sit præg på virksomheden, at den gennem ti år blev ledet af en mand, der var langt over pensionsalderen. De nye tider kom med brødrene Normann. Peder Normann var allerede redaktør, og ved Rothejsens død trådte journalisten og politikeren Normann til sammen med den tredje bror, Mogens, der var forlægger i Odense. De dannede et interessentskab, som udgav “Helsingør Dagblad” i de følgende 18 år

Forholdene midt i byen var trange, og historikeren Piet van Deurs, der var redaktionssekretær på Helsingør Dagblad midt i 50’erne, fortæller, hvordan man fra det gule bladhus med de skæve gulve i Sct. Olaigade skulle hen over loftet med de aggressive duer for at nå over til sætteriet i bagbygningen med manuskripterne til dagens avis.

”Så er den gamle død.”

Redaktør Peder Normann var trådt ind på redaktionen, og der sporedes en undertone af lettelse i hans stemme, huskede Helsingør Dagblads mangeårige medarbejder Birger Mikkelsen, der var ung journalistelev i 1955.
Den gamle var bogtrykker Rothejsen, der aldrig var vågnet af sin middagssøvn på divanen hjemme i privaten, og ved hans død fik Helsingør Dagblad omsider mulighed for at træde ind i den moderne verden.

Den kom med brødrene Peder og A.C. Normann, der sammen med den tredje bror, Mogens, dannede et interessentskab, som udgav Helsingør Dagblad i de næste 18 år.
Inden et år efter den nye ejer-konstruktion var der flyttet rundt og udvidet i bladhuset i Sct. Olaigade, så der kunne blive plads til en rotationsmaskine.

Det gav mulighed for at trykke flere og mindre sider i stedet for de fire store daglige sider, der gav Helsingør Dagblad tilnavnet ”Lagenavisen”. Samtidig kunne avisen nu præstere en langt bedre billedkvalitet. Fotografen Arne Magnussen blev ansat, og det indledte det, der stadig er et af Helsingør Dagblads varemærker, nemlig den høje prioritering af billeddækningen i avisen.

I 1972 døde Peder Normann, og hans bror, A.C. Normann, overtog redaktørposten, mens han forsøgte at sælge Helsingør Dagblad. Det lykkedes året efter, og den nye ejer, det Berlingske Officin, flyttede snart avisen fra Sct. Olaigade og ud til industrikvarteret på Fabriksvej.

Ægteskabet med Berlingske blev dog ikke lykkeligt, og efter flere år med konstante underskud løb tålmodigheden ud i officinet. I 1979 besluttede man at skille sig af med bladhuset i Helsingør, men i stedet for blot at lukke Dagbladet valgte man at give medarbejderne en chance for at finde et andet udgivelsesgrundlag.

På det tidspunkt var John Bech blevet redaktør. Han var startet som ung redaktionschef i 1973, men overtog redaktørposten allerede året efter. Sammen med medarbejderne formåede han at skabe en folkestemning for Dagbladets overlevelseskamp, og der blev udstedt folkeaktier, som ligefrem udløste køer i pengeinstitutterne.

Det var dog ikke nok, og en fredag aften i slutningen af juni 1979 sad en mistrøstig John Bech sammen med medarbejderne og diskuterede, om lørdagsavisen ville blive den allersidste udgave af Helsingør Dagblad. Skulle der nogle bevingede ord på forsiden, måtte redaktøren dog have vished, og John Bech fik derfor fat på bestyrelsesformanden Aage Deleuran, der var i sommerhus på nordkysten.

”Tag den nu lidt med ro. Det er ikke sikkert, det bliver den sidste avis. Det kan være, der viser sig noget over weekenden,” lød det fra Deleuran.

Han fik ret. Et konsortium, bestående af Tage Kjær, Jens Linnemann og Dansk Avis Tryk i Glostrup, købte Helsingør Dagblad, og overlevelsen var sikret.

Med Tage Kjær som direktør og John Bech som redaktør kom Helsingør Dagblad styrket ud af krisen. Med godt købmandsskab og hårdt arbejde fik Tage Kjær øget antallet af trykopgaver, trykpressen blev moderniseret, og i 1987 flyttede Helsingør Dagblad til Klostermosevej, hvor et helt nyt bladhus var blevet bygget.

Det var indbringende år. Dagbladets medarbejderskare voksede i takt med de nye trykopgaver fra 35 til op mod 150 medarbejdere, og avisens oplag nåede op på over 7.000, hjulpet godt på vej af, at udgivelsesområdet blev udvidet, så det også omfattede Fredensborg-Humlebæk Kommune.

Med John Bech som redaktør forlod Helsingør Dagblad sit politiske ståsted som uafhængigt radikalt dagblad og erklærede sig i stedet som tværpolitisk. Med fokus på de helt lokale nyheder, navnestof og en livlig debat, ikke mindst inspireret af redaktørens egne engagerede ledere, satte Dagbladet sig tungt på mediedagsordenen i byen.

Konkurrenten, Frederiksborg Amts Avis som havde egen redaktion i byen, måtte i de år se magtbalancen tippe til fordel for Helsingør Dagblad, der havde fremgang i oplagstallet, selv efter den almindelige afmatning i mediebranchen var begyndt.

Det var fortsat trykkeriet, der finansierede festen. De omkostninger, der var forbundet med at udgive Helsingør Dagblad, blev rigeligt opvejet af ugeavisen Nordsjællands overskud og især de mange trykordrer. Da gratisavis-krigen rasede midt i nullerne, var det gyldne tider for trykkeriet, men faldet fra tinderne blev hårdt.

De danske avisers faldende papiroplag førte til hård konkurrence på trykmarkedet, og det blev sværere og sværere at holde fast i kunderne. Allerede i 1984 havde Søndagsavisen overtaget Jens Linnemanns ejerandel, og fra 2006 til 2009 overtog de også de øvrige aktier i selskabet, så Søndagsavisen nu var eneejer af Helsingør Dagblad A/S.

I efteråret 2009 faldt hammeren: Trykkeriet blev lukket, og dermed forsvandt det økonomiske sikkerhedsnet under dagbladsdriften. Det førte til omfattende besparelser på redaktionen, og læserne spurgte sig selv, om det var dødsstødet til den gamle avis.

Så galt gik det ikke. I 2006 havde Klaus Dalgas overtaget redaktørstolen efter John Bech, og med udsigten til stramme redaktionelle budgetter fik Dalgas skabt en ny organisation, som gjorde redaktionen i stand til at lave avisen med færre hænder.

Et forsøg på at indføre borgerjournalistik, hvor læserne selv kunne skrive til avisen, gav endda projektstøtte til at hente ekstra ressourcer ind. Og selvom Helsingør Dagblad i dag, ligesom landets øvrige dagblade, mærker et fald i oplaget, så har man formået at dæmpe nedgangen og sikre bladhusets økonomi.

“Helsingør Dagblad” havde i 1901 et oplag på 1600, og i de følgende år fortsatte fremgangen, så avisen i 1918 havde 2200 og i 1941 4300 abonnenter. Ved Berlingskes overtagelse i 1973 var oplaget omkring 6000, og efter op- og nedgange i de mellemliggende år med ca. 7000 som højdepunktet var nettooplaget i 2. halvår 2008 på 5.791.

I 2017 kan Helsingør Dagblad fejre sit 150 års jubilæum som dagblad, og avisen står i dag som det førende nyhedsorgan i Helsingør Kommune. Med et skarpt fokus på de helt lokale historier og en debatskabende og dagsordensættende journalistik, som har gennemslagskraft, når den bliver leveret i postkassen.

Efter mere end 100 år som trykvirksomhed er dagbladet i de senere år begyndt at fokusere på mulighederne i de digitale medier, og den udvikling vil blive styrket og præge de kommende år, så borgerne i Helsingør Kommune fortsat kan få deres daglige nyheder i Helsingør Dagblad.

helsingordagblad (1)