Foto: Lars Johannessen

Af Kirsten Moth

Tilbageblik: “Jeg traf beslutningen om ikke at lade mig knække”

Rasmus Ebbe 388428 1723690 logo  25.000 win win 19/4 18-april 19

Nu tikker et nyt år snart ind, og i den forbindelse bringer Helsingør Dagblad historier i helligdagene, der blev læst, talt og delt af mange. Juleaften får du derfor chancen for at genlæse portrættet om Tina Jørgensen, der i 1994 overtog Borgerkroen efter sin far. Vi bragte artiklen den 31. december 2015, men den blev læst af rigtig mange i forbindelse med Tinas jubilæum i januar måned. 

Tilbageblik: Det er som at træde ind i en tidslomme. Som at komme hjem til juleaften og vide, at alt er, som det altid har været. De høje, brune paneler, de sødsuppefarvede røvbaldegardiner, overtjenerens sikre balancering med bakken, hvorpå der som regel står en Wiibroe eller to. Man føler sig velkommen, som var man kommet på besøg i et privat hjem. Bag baren står hun, smilende, smuk og imødekommende. Udadtil med en distance og ulastelighed, så der aldrig kan sættes en finger. Som en klippe, der ikke lader sig rokke.

Første kvinde
Tina Jørgensen overtog i 1994 den legendariske Borgerkroen i Helsingør efter sin far, Bent Jørgensen.

Hun var første kvindelige tjener og restauratør på kroen og det nye »kønsrollemønster« gav i begyndelsen nogle bølgeskvulp. Som den første kvindelige restauratør på Borgeren havde hun lange arbejdsdage i de højloftede lokaler, tætte af nikotinrøg og mandehørm.

– Så skal vi fandme ikke komme her mere, brummede flere af mændene dengang, da de hørte, at unge Tina nu skulle servere deres bajere og smørrebrød.

Men de kom snart tilbage, og forretningen buldrede afsted.

Der går otte år og alt lover så godt. Tina og hendes mand, Tonny, har fire år tidligere fået deres første datter, og nu venter de tvillinger. Tina er i femte måned.

Ved et bord i Borgerkroen fortæller nu 51-årige Tina Jørgensen for første gang åbent om oktoberdagen for 13 år siden, hvor tilværelsen styrtede sammen, da hendes mand pludseligt faldt om og var død på stedet. Om tragedien, alle talte om, men som kun de få talte med Tina om.

Det er historien om, hvordan man kommer igennem, men aldrig over. Hvordan alene-moderen til tre små børn traf beslutningen om ikke at lade sig knække og i stedet kastede sig ud i at bruge sig selv og sin sårbarhed til at vise og udtrykke omsorg for andre mennesker.

Blandt sine stamgæster holder hun øje med, at en skilsmisse ikke udvikler sig til et for stort antal fadøl, eller hvornår et dødsfald skaber sorg og ensomhed. Når statsministeren sidder i jovialt frokostlag i krostuen, eller de amerikanske og kinesiske turister finder vej til Strandgade, så er Tinas tone den samme som altid.

Tina nævner hans navn gang på gang. Tonny. Det er som om vi rykker tættere på ham på denne måde. Som om det skaber tryghed at tale om ham, som om han næsten er her, selv om det er 13 år siden, hun mistede sin kærlighed. Tonny. Altid i godt humør. Tony, et fantastisk menneske. Livsglad. Tonny, meget perfektionistisk. Selvfølgelig mangler han. Også selv om der har været en mand siden da. Og selvfølgelig kan Tina huske alt, virkelig alt, i detaljer fra de ubegribelige dage. Lugte, dufte, lyde, følelser, ord.

– Vi skulle på det tidspunkt til at have sat nye vinduer i huset. Tonny havde aftalt med en af sine kammerater, at han lige skulle kigge forbi og måle op, inden vi skulle til fødselsdag om eftermiddagen.

Tinas kinder blusser og rødmen spreder sig til hendes hals som små, røde, nervøse pletter. Hendes øjne fyldes med tårer.

Tårer og stilhed
Hverken tårer eller stilheden i værtshuset går hende på. Dagens gæster er blevet tavse, da de bemærker Tinas bevægelse.

Hun husker, hvordan Tonny gik på badeværelset og hvordan hun sagde til Steen (Tonnys kammerat, red.), at hendes mand lige var i bad og at han nok skulle skynde sig at komme ud.

– Men det gjorde han jo ikke. Han var faldet om og lå på badeværelsesgulvet. Jeg kunne ikke tro, det var alvorligt. Jeg løb op og kaldte på hans kammerat, og han kom og hjalp. Vi ringede til Falck og til både Tonnys og min familie.

Hjertestop
– Tænk dig, at jeg sagde til mine forældre, at Tonny lige var faldet og at vi nok skulle komme lidt senere. Det troede jeg på. Eller jeg bildte mig det ind, for alt andet ville og kunne jeg ikke tro. Jeg kan huske, at vi til Falck skulle oplyse hans personnummer. Synes du ikke, det virkede underligt i sådan en situation? Da vi kom ud på hospitalet i Helsingør, fik vi at vide, at det var hjertestop. Lægerne sagde, at der ikke var mere at gøre. Min 43-årige mand havde fået hul på hovedpulsåren, en centimeter fra hjertet.

– Hvad tænker man, når man står der med tvillinger i maven? At det her bare ikke sker for mig. Det er bare ikke rigtigt. Panik. Jeg troede hele tiden, at jeg skulle have ham med hjem igen. Politiet kom, fordi de i sådan en situation skal udelukke, at der kunne være sket en forbrydelse. Hele familien og jeg fik tilbudt psykologhjælp. I det hele taget skete der så frygteligt meget på én gang og alle var utroligt søde og hjælpsomme.

En kendt ansigt
– I starten hanker man lidt op i sig selv og sætter sig på en måde ved siden af sig selv. Og der vælter en masse spørgsmål ind: »Hvordan skal jeg fortælle en fire-årig, at hun ikke skal se sin far mere. At han aldrig kommer hjem igen. At han ikke kommer til den fødselsdag, vi skulle til?« Jeg overvejede, om min datter skulle se sin døde far. Psykologen anbefalede det, og min ældste datter havde lavet en fin tegning, som hun gav sin far.

– Jeg hviskede bare Tonny i øret »du skal bare vide, at du skal have to små piger.«

– Når man er et kendt ansigt i byen, skal man finde en plads igen, en ny plads. Det gælder efter et dødsfald, men også efter en skilsmisse, ved jeg fra andre. Jeg var »Bent Jørgensens datter«. Min far var meget afholdt og respekteret. Når jeg gik på gaden efter Tonnys død, følte jeg manges blikke. Jeg fornemmede, at mange tænkte: »Nej, der kommer hun, det er hende med tvillingerne, og manden er lige død.«

– Verden omkring mig var den samme, mit liv derimod var helt anderledes. Jeg skulle finde en ny plads i relation til venner, ligesom ved en skilsmisse. Jeg kunne gå ud, men ville altid føle mig alene. Jeg er blevet meget forsigtig med at bruge udtrykket komme over. Jeg bruger altid ordene komme igennem. Man skal lære at leve med de ting, der er.

Et vendepunkt kom den dag, hvor Tina deltog i en golfturnering, som hendes mor havde opfordret hende til at tage med til. Tvillingerne var nyfødte, og Tina havde aldrig spillet golf før. Men det blev en dag med et nyt fokus.

På bolden og på mennesker, som Tina ikke kendte. Og endnu bedre, mennesker, der ikke kendte hende.

Et stort netværk er godt, og det har Tina i Helsingør, hvor hun er født, opvokset og altid har arbejdet. Men måden, hvorpå hun så sig selv efter Tonnys død, var stadig hendes største udfordring. Det var rart at være ude med nogen, der ikke vidste noget om hende.

Siden traf Tina en mand, som hun har været kæreste med i flere år. Med hver sit hold børn, familiefusion og en sorg i ex-kærestens egen familie, så kom der mange nye udfordringer i forholdet.

En stor pakke
– I dag kan jeg da godt tænke, at Gud, hvordan skal man møde nogen nu. Tonny er også svær at erstatte. Og jeg er jo en »stor pakke« med tre børn, som ikke tager til deres far hver anden weekend og med mange skæve arbejdstidspunkter. Jeg er mest til at møde mennesker i virkeligheden. Det er jeg vant til her fra mit arbejde. Jeg er ikke rigtigt til sådan noget som netdating, hvor man sætter billeder på, der ikke ligner. Da jeg efter Tonnys død mødte min kæreste, var det også noget med en god kemi imellem os. Det er kemien, der betyder noget. Vi får vores energi fra andre mennesker. I det samspil, der opstår, og i de historier, både gode og triste, vi deler. Det er derfor, jeg har det så godt hernede, siger Tina og fejer med en armbevægelse ud mod alle bordene i Borgerkroen.

Om det er opvæksten i barndomshjemmet i Helsingør, hvor der ikke manglede noget for Tina og hendes to søstre, hverken materielt eller på omsorgskontoen, eller det er Tonnys bratte død, der er årsag til, at Tina har et særligt forhold til værdier og materiel forkælelse, ved hun ikke selv. Men holdningen er tydelig i alt, hvad Tina foretager sig. Overskuddet på den familiære konto har ikke gjort Tina til nogen flottenheimer. Snarere tværtimod er mådehold defineret som en kvalitet.

Tinas tre døtre var ikke blandt de første, der fik iphones, og de går stadig ikke i mærketøj. Autentiske, klassiske værdier har en betydning, som Tina ikke helt kan forklare for sig selv.

Balancen
Vandt hun 10 millioner i lotto, så ville gevinsten ikke betyde, at hendes børn blev begravet i gaver og materielle goder. Lykken – livsbalancen – ligger et andet sted. Et sted, hvor brok er bandlyst.

– Jeg ved ikke hvorfor. Men efter Tonnys død prøver jeg mere at sætte pris på hverdagens glæder, som man ikke bare skal tage for givet. Når mine børn småbrokker og kritiserer småting og mad, så siger jeg også fra.

Hendes klart definerede værdier og livsindstilling gennemsyrer alt – fra familie til den måde, hun har gennemført den gradvise forvandling af Borgerkroen på i takt med byens udvikling fra værfts- og industriby til kultur- og museumsby og en del af Greater Copenhagen.

Tina drikker aldrig alkohol i arbejdstiden og i begrænsede mængder i fritiden. At hun foretrækker en sodavand, når nogle byder på en drink, fik i starten stamgæster til at sige, at det giver de ikke penge til. Med tiden er nej’et til alkohol på arbejdspladsen langsomt blevet accepteret. Tidligere tiders fyraftensbajer-sjak, hvor mændene strømmede ind, når fyraftensfløjten havde lydt på Værftet, på lysfabrikken og flere andre af de gamle industrivirksomheder i Helsingør, findes ikke mere. De døde sammen med disse typer af arbejdspladser.

Ansvaret
Mændenes eneret til bajere og omgange på Borgeren er også ophævet. Nu kommer der kvinder ind her og sætter sig alene ved et bord. Et syn, der var helt udelukket, da Tina overtog Borgeren i 1994.

– Vi har i Danmark fået et andet forhold til alkohol og druk. Vi sidder mere hjemme og foran computeren. I generationer har børn været hernede og hente en far eller en mor, der ikke kom hjem. Også i min generation. Jeg kender folk her i byen, hvor det har kostet på familiekontoen. Der er børn, der har følt sig dybt svigtet. I min branche skal man ramme den rette balance. Det er vigtigt. at man kan gå ud og hygge sig, have det socialt rart og drikke nogle genstande, uden at det kommer til at dominere ens liv. Det ansvar vil jeg gerne være med til at påtage mig.

– For to år siden indførte jeg alkoholforbud for mine ansatte, for jeg synes, man som chef har pligt til at passe på medarbejderne. Det er rart, at vi kan bruge et gammelt sted som Borgerkroen på en anden måde i dag. Men jeg kan godt savne, at vi danskere var lidt mere sociale og kunne mødes efter arbejde engang imellem bare til en enkelt genstand.

Alkoholdebatten mener Tina alvorligt. Så meget, så da hun for nylig blev inviteret i Smedenes Hus til et af de sædvanlige mandagsarrangementer for at holde et foredrag om sit liv og om dét at være kvindelig kroejer i Helsingør, besluttede hun at overvinde sin generthed og sige ja. Hun fortalte forsamlingen af »gamle smede« med store næver, at det har været hårdt at se, hvordan alkohol kan være med til at ødelægge tilværelser. Og at vi alle skal passe på hinanden og holde øje med de små tegn på, at et liv er ved at gå i stykker.

Privat person
– Ja, det er skægt, når man nu har et sted som Borgerkroen, at jeg så er sådan en ret privat person. For jeg møder så mange mennesker altid. Jeg havde nu aldrig drømt om, at jeg skulle tage ud og holde foredrag. Men jeg tænkte, at de er jo også bare mennesker. Og jeg vil ikke have, at folk går i forfald her. Hvis jeg kan se, at det går i en helt forkert retning, så vil jeg hellere sige, at »nu tror jeg ikke, du skal have mere i dag«.

Den mandag blev der helt stille i Smedenes Hus. Tina fra Borgeren har givet stof til eftertanke.

Artiklen sidst ændret: 18. januar 2018 14:51

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Scandlines auto bizz

Job i Nordsjælland

Rasmus Ebbe 388428 1723690 logo  25.000 win win 19/4 18-april 19
Skydeselskabet  Kunde nr. 373553  Ordre nr. 1725347, 20.000 visninger logo
Tagsjakket  side+logo  26/3 18-31/3 19 win win 1721578
Cahetu 395194 1723549  side 25.000 win win 18/4 18-april 19
Euronics  win win top  30.000 16/4- 18-april 19 1723144

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu