Foto: Torben Sørensen

Af Kirsten Moth

Tilbageblik: 83-årig er gået i præste-lære

Ivar Jensen, K-nr. 1720262,  Ordrenr. 1725507, 30.000 visninger side

Nu tikker et nyt år snart ind, og i den forbindelse bringer Helsingør Dagblad historier i helligdagene, der blev læst, talt og delt af mange. I dag får du derfor chancen får at genlæse portrættet om Leo Toft, der i en alder af 83 år valgte at gå i præstelære i Hornbæk Kirke. Vi bragte artiklen den 24. september 2016. 

Tilbageblik: – Jeg har været heldig, siger han.

Sætningen hænger lidt i luften. Hvad er det at være heldig? Mest af alt synes Leo Toft selv at være arkitekten bag dét, han kalder sit held. Det gode liv. Rank og i raskt tempo, iført norsk-mønstret sweater, er han denne stille, klare september-morgen netop gået fra Hornbæk Station ned til det gamle fiskerleje, hvor de røde tegltage og hvidmalede huse står i smuk, skarp kontrast til den blå himmel og træernes gyldne skær. Det er her, vi skal møde ham.

En mand, lidt ud over det sædvanlige.

For gammel til at blive præst
Leo Toft blev i sommer færdig med en af Danmarks længste uddannelser som cand.theol. En uddannelse, der tager seks-syv år. Nu går han på et kursus på pastoralseminariet, som er obligatorisk for at blive præst og er i den forbindelse i praktik som præst i Hornbæk Kirke. Altsammen noget, der er set før.

I tilfældet Leo Toft knytter der sig imidlertid det bemærkelsesværdige, at den nybagte cand.theol og præstelærling er 83 år. Leo Toft er dermed 13 år for gammel til at blive statsansat som præst i folkekirken. I stedet vil han nu gå andre veje for at bruge sin nyerhvervede uddannelse.

– Jeg har også spurgt dem på pastoralsemonariet, om det nu også er umagen værd at sende mig afsted i praktik. Men det synes de altså, siger Leo Toft, som vi mødes med i menighedshuset i Hornbæk sammen med sognepræst Bodil Olesen.

Tidligere karriere
I Leo Tofts lange liv ligger der allerede en uddannelse som farmaceut og 20 års ansættelse på Danmarks Farmaceutiske Højskole. Derefter fulgte 20 år som apoteker, først i Bøvlingbjerg i Vestjylland. »Dér, hvor 2. mellemistid efterlod nogle bakker i et ellers meget fladt landskab. Det er disse bakker, der kaldes et bjerg.« Derefter i Brøndbyøster.

I 2000 gik Leo Toft på pension i en alder af 67 år. Og selv om han i mange år havde leget med tanken om at læse teologi, besluttede han, at det løb nok var kørt.

Drømmen og livslysten
I stedet kastede han sig over en del frivilligt arbejde, blandt andet lektiehjælp og arbejde i Ældrerådet i Hørsholm Kommune, hvor han bor sammen med sin kone Unna. Først 10 år senere, i en alder af 77 år, da den forlængst pensionerede farmaceut og apoteker syntes, der skulle til at ske noget nyt, realiserede han sin drøm og søgte om optagelse på kvote 2 på teologi-studiet. Der var 123 studerende på holdet, der meget hurtigt blev meget mindre.

Hvor kommer hans livslyst og energi fra?

– Jeg har som sagt været heldig. Har altid haft et godt helbred og en god familie. Dét med familie betyder meget. Den slags kan slet ikke gøres op. Min kone og jeg har altid været sammen og inspireret og præget hinanden. Det er en stor lykke at have fire sunde og raske børn, børnebørn og nu også et oldebarn. Mange lever i dårlige forhold og jeg er overbevist om, at det er med til at gøre mennesker syge. Det psykosomatiske sygdomme har stor betydning for vores helbred og trivsel, siger Leo Toft.

Måltider og fællesskab
Fysisk har han aldrig gjort så meget ud af det, som han siger. Han er ikke til marathon og den slags hård træning. Til gengæld er han et musisk og musikalsk menneske, der selv har været aktivt udøvende i mange år. Nu er fingrene ved at blive lidt stive og han spiller stort set ikke længere på sin bratsch.

– Vi har i familien altid gjort meget ud af måltiderne. Børnene havde tit kammerater med hjem til måltiderne og kammeraterne undrede sig over, at det let kunne tage en time at spise i vores familie, hvor det meste af tiden selvfølgelig gik med snak. Vi gjorde meget ud af fællesskabet. Og så har vi altid spist efter årstiderne. Jordbær midt om vinteren hører ikke til her, hvor vi bor. Børnene sagde også altid, at de ikke ville have pølser med farve og nitrit.

Leo Toft holder en pause og siger, at nu vil han jo ikke lyde som én, der har løsningen på alt.

– Min opvækst i en Indre Missions-egn i Vendsyssel har præget mig. Min mor bad med os om aftenen og vi skulle gå i søndagsskole. Det var nu ikke så populært. Men den slags hænger ved. Jeg vil helst ikke benytte det moderne ord, værdier, der er for meget friværdi i eget hus og den slags i det ord. Det er mere noget med, hvordan man præger og opdrager sine egne børn. Vi har altid sunget for vores og fortalt rigtigt mange historier og det er kommet til at betyde meget godt i deres liv. Indre Mission oplever jo en del fordømmelse – og dét med en vis berettigelse. I miljøet tog man sig meget af hinanden. Men man var også hinandens vogtere. »Du var ikke i kirke i søndags. Må jeg få en forklaring.« Det kunne være ubehageligt, siger Leo Toft.

Sjælesorg
Hans fremtidsønsker kan være et frivilligt job i Sct. Nicolai Tjenesten, hvor han kan arbejde med sjælesorg. Et begreb, som optager Leo Toft.

– Sjælesorg er et pænt, stort fag på pastoralseminariet og det er også en af grundene til at jeg har taget det kursus med. Sct. Nicolai Tjenesten modtager årligt op mod 26.000 opkald fra mennesker, der beder om hjælp og som her kan være anonyme.

Artiklen sidst ændret: 18. januar 2018 14:50

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Scandlines auto bizz

Job i Nordsjælland

øresundsakvariet. Ordre 1724948. Kundenummer 373612. 25000 visninger Side/logo
Rasmus Ebbe 388428 1723690 logo  25.000 win win 19/4 18-april 19
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger side/logo
Nsnet.dk – læs online
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu