Af Helsingør Dagblad

”Ungernes glæde er det vigtigste”

Låsesmeden, 279278,1724845, 25.000 visninger Logo

For ’Årets Træner’ i Helsingør er det vigtigste ungernes glæde og deres resultater - selv træder han gerne i baggrunden

"Det har nogle konsekvenser..."
Claus, i 20 år har du været frivillig træner i HIF Atletik. Hvordan har du kunnet finde lysten og drivkraften til at stille op uge efter uge, år efter år?

- I første omgang fordi, mine egne børn var her. Der er syv år i mellem dem, og den sidste er først stoppet med atletik for fire år siden, og så er jeg blevet hængende. Det er mange kontakter, man har fået rundt omkring, og stoppede man pludseligt, kunne det hurtigt gå hen og blive lidt tomt, ik’.

- Og når man vælger at køre, som jeg har gjort, er det en klar prioritering af, at man bruger meget tid ude på stadion. Det har nogle konsekvenser, for der er ikke meget tid til familie og venner. Også fordi det kører sideløbende med jobbet, forklarer han.

Sådan startede jeg i atletikkens verden
- Det var lidt en tilfældighed, jeg havnede her i atletikklubben. Min ældste datter gik på skolen her (Rønnebær Allé, red.), og kom ned i klubben i forbindelse med sommerferieaktiviteterne. Dem kom der ikke mange børn til, så hun fik en aftale med Skole-fritidsordningen om at træne her, og var med det meste af sommerferien.

- Så blev der holdt et stævne, hvor tog hun en masse medaljer, og så gad hun ikke gymnastik mere. Jeg var gymnastiktræner, og det gav noget overlap her i atletik-klubben i starten.

- Jeg startede med at have det første hold indenfor gymnastikkens verden, da jeg var 16, så det er næsten 40 år siden. Det var i HIF, jeg var gymnastiktræner, og jeg har også været træner i Helsingør Gymnastikforening, dem som populært kaldes Kronborg-gymnasterne.

Trænergerningen kravler under huden
Er det blevet en livsstil for dig at være træner?

Ja, det kan man vel godt kalde det. Der bliver brugt mange timer på atletikbanen. Det er ikke som, hvis man er træner i en fodbold- eller en håndboldklub, hvor man bruger 30 eller 45 minutter per halvleg plus opvarmning. Vores stævner tager en dag eller en hel weekend.

Hvordan har det været at bruge så meget tid som træner?

- Klubben er kendetegnet ved, at der foregår meget socialt her, så ungerne har bare været med. Den yngste startede, da hun var under to år gammel. Hun gik på et sandkassehold, som de populært blev kaldt. Jeg var ikke med det første år eller to som træner, da min datter var her. Så blev jeg lokket med, og begyndte stille og roligt at hjælpe mere og mere til.

Har ikke selv dyrket atletik
- Jeg har aldrig selv dyrket atletik, men har til gengæld dyrket gymnastik på rimeligt højt niveau. Jeg var med på junior- & ungdomslandsholdet, og har været individuel dansk mester to gange i spring over hest for mange, mange år siden i 1976 og -77, mindes han.

- Jeg blev faktisk danske mestre for ynglingehold i 1980 med HIF’s gymnastik-afdeling. Jeg mødes stadig med to af dem, jeg blev danske mestre med. De har et par knægte, der har sprunget stangspring. Så der har været lidt kontakt den vej rundt også, fortæller Claus med et smil.

Var til stævne på sin 50 års fødselsdag
Et eksempel på Claus’ dedikation som frivillig kom tydeligt til udtryk for fire år siden, da klubben afholdt 3. afdeling af Kronborg Games på hans 50 års fødselsdag.

Hvad gjorde Claus så? Ja, han stillede selvfølgelig op!

- Og det første atletikkursus, jeg deltog i, var på min 35 års fødselsdag, griner han.

Tiden løb fra mig
Hvorfor stoppede du som aktiv gymnast?

- Jeg startede som elev i Københavns Kommune, så det var svært at nå det hele på topniveau. Jeg havde også lyst til at spille fodbold og prøve andre idrætsgrene. Jeg havde lavet gymnastik, fra jeg var fem, til jeg var cirka tyve, da jeg for alvor stoppede. Og så blev jeg træner.

Allerede som 16-årig fungerede Claus som træner første gang:

- Vi var tre-fire jævnaldrende gutter, der fik et begynderhold. Der var træning to gange om ugen, og vi delte det op, så vi også kunne passe vores egen træning. Vi lå jo og turnerede med et opvisnings-showhold den gang med shows á et par timers varighed.

Hvad gik det ud på?

Dels var vi konkurrencegymnaster, og sideløbende med det havde vi et showhold, der blev kaldt Helsingør-gymnasterne. Vi lavede opvisningsshows i store dele af Europa og USA.

”Jeg var egentlig bare vikar”
Som tidligere elitegymnast og med din viden om, hvor meget tid det tager, hvad fik dig så til at fortsætte som træner?

Der blev ringet efter mig! Det var Helsingør Gymnastikforening, som ringede og spurgte, om jeg ikke lige havde lyst til at vikariere i et halvt år, fordi en af trænerne skulle til Norge - og så blev jeg der i seks år, fortæller Claus med et skævt smil.

- Ham, jeg skulle vikariere for, kom aldrig tilbage. Og så røg jeg over i gymnastik-afdelingen, da min ældste datter startede. De stod og manglede en træner på holdet, og min kone kom på et tidspunkt til at nævne mig, fordi nogen spurgte, om der var nogen, der kendte nogen, der måske kunne lokkes herned, griner Claus.

- Det var også der, jeg røg ind i atletik, fordi vores daværende træner røg ud af klubben i slut-firserne. Han startede så Helsingør Gymnastikforening.

Folk træner døgnet rundt
Du fortalte, klubben har et godt socialt liv. Er klubben næsten familie?

- Man har jo mange, man lige går og småsludrer med. Men den har været mere social, end den er i dag.

Hvad skyldes det?

- Tidligere var det lagt an på, at man trænede sammen. Men på et tidspunkt skete der en større specialisering. Før havde vi spiseaften en gang om ugen, det har vi ikke mere. Men der er mange, som laver et stort stykke frivilligt arbejde, og bruger mange timer her. Det er meget kendetegnede for denne klub.

Er det fordi, folk træner folk anderledes nu?

- Ja, fordi vi har fået bedre træningsmuligheder. Vi har tid i hallen, så det er en naturlig udvikling i forhold til tidligere, hvor vi havde det gamle stadion og en lille gymnastiksal. Det var sådan set det, vi rodede rundt i. Vi kørte både sommer- og vintertræning her.

- Nu træner løberne nede på atletikbanen om vinteren, og vi træner tekniske discipliner i hallen. Før var det bare meget sur vintertræning for dem, der ikke var løbere. Det var indtil, vi fik de nye muligheder for 10 år siden med hallen. (Snekkersten Idrætscenter, red.)

Nye talenter på vej
Det giver jo også pote, for I har fået flere nye talenter?

- Der er i hvert fald nogen på vej, som har rimeligt stort talent, må man sige. Vi ’peakede’ jo tilbage i 2009 med 27 medaljer til de danske ungdomsmesterskaber. Men der er helt klart talenter på vej igen. Det kører nogle gange lidt i bølger.

- Vi havde fået en rigtig god træner ind, som fik ungerne til at synes, det var sjovt at komme, fordi det ikke kun var konkurrence. Dengang var vi også på sommerlejr 10 år i træk. Der var jeg sådan set ’madmor’, mindes Claus med et grin.

Har haft større succes
Hvad betyder det for dig at få prisen som ’Årets Træner’?

- Jeg synes, det er meget rart at få sådan en pris. Det er en anerkendelse af den store arbejdsindsats, man har lagt gennem mange år. Det er jo mange, mange timer, det er blevet til i tidens løb. Jeg har måske haft større sportslige resultater tidligere end i 2016, men jeg synes, det er fint, man får sådan en anerkendelse. Også at man skeler til, hvor mange år og hvor mange ressourcer, der er lagt i sådan en forening.

- Og jeg har haft mange forskellige funktioner her. På et tidspunkt havde vi kræmmermarked ude i hallen. Der lå jeg og kridtede alle stadepladserne op. Jeg var også med i bestyrelsen i starten. Det valgte jeg at drosle væk for at bruge tiden på trænergerningen og på at være med til stævnerne.

                                      (Artiklen fortsætter under billedet)

- Selvfølgelig er jeg glad for at blive ‘Årets Træner’, men det vigtigste er at se ungerne vinde. (Foto: Carsten Bøttcher Pedersen)

Vil ikke lyde utaknemmelig, men...
Hvad tænkte du, da du blev udråbt som vinder?

- Jeg var afklaret. Jeg synes, det var fint bare at blive nomineret. Det vigtigste for mig er ikke at vinde priser. Det er at have nogle unger, der vinder medaljer ude på stadion, uden det skal lyde utaknemmeligt. Selvfølgelig sætter jeg stor pris på at have vundet, men jeg havde sagtens kunnet leve videre uden at blive skuffet. Alene det, at det var folk fra klubben, som havde indstillet mig, det synes jeg var fint. Det er jo primært der, man har brug for anerkendelse fra, ik’?

- I øvrigt synes jeg, det var et fint arrangement. Jeg har været til mange af de der ’Sportens Dag’, så jeg har holdt en pause fra dem, og har i stedet brugt tiden ude på træningsbanerne.

En vis ”Kendis-effekt”
Har det givet noget respons, at du er blevet ’Årets Træner’?

- Ja, der har været en del kommentarer på Facebook – positive, for det meste, griner Claus.

- Også fra folk, jeg slet ikke kender. Der lå en meget sød Facebook-deling fra én, jeg har talt med ude foran klubhuset: "Jeg har snakket med ham mange gange på vej til korsang i Sthens Kirke."

- Så ja, der har været en del... også fra familie og venner og folk fra atletikkens verden. Og der var et ’like’ fra en, jeg gik i folkeskole med, og som jeg ikke rigtigt har talt med siden dengang.

- Jeg har også hørt fra gamle gymnasie-kammerater. Jeg havde slet ikke regnet med, at så mange ville reagere på det.

Vidste du, at du var nomineret til prisen som ’Årets Træner?

- Ja, det havde jeg læst i Dagbladet, griner Claus.

Elsker at drille de professionelle
Du har været træner i mange år. Hvor lang tid kan du blive ved med at være motiveret?

- Det er svært at sige hvor længe. Der er nogle talenter, som det kunne være sjovt at følge, så langt de nu bliver ved. Men jeg er også nået dertil, hvor jeg nok ikke starter mange nye op helt nede fra, sådan rent aldersmæssigt. Nu bliver det dem, jeg er i gang med. Og så kunne det være, det var på tide, at der kom yngre trænere til.

- Men jeg har nogle drenge nu, der har det godt sammen. Og jeg kunne forestille mig, man kan få et rimeligt fornuftigt hold ud af dem. Så kan man også drille de større klubber. Jeg kan godt li', når man kommer som amatør og leverer resultater, der nogle gange er bedre end dem, prof-trænerne leverer. Det synes jeg er sjovt. Det giver en eller anden form for ’kick’, siger Claus med et smil.

Ungerne holder mig i gang
- Det, der holder mig i gang, er, at man får den der kriller i maven, når man står ude til stævnerne, og der er spænding på i forhold til, hvordan det går ungerne. Og så den umiddelbare glæde, man oplever, når de sætter personlige rekorder eller en dansk rekord. Eller det mest spændende, når de tager medaljer til mesterskabsstævner.

- Og så holder det mig fysisk i gang, for jeg får lavet lidt, når jeg drøner rundt med ungerne. Vi spiller hockey til opvarmning, og jeg er som regel med. Ungerne synes jo, det er sjovt at rende og skubbe til mig.

- Men det bliver mindre og mindre, for jeg kan godt mærke, at kroppen er ved at være slidt. Jeg er blevet længere om at restituere, men har nok bare svært ved at erkende det. Jeg tror mere, det er det, hvis jeg skal være ærlig, griner Claus.

Stopper ikke - ikke endnu i hvert fald
Det lyder som om, du har bestemt dig for at takke af?

- Nej, jeg har ikke lagt mig fast på noget. Der skal jo ske et generationsskifte på et tidspunkt. Der skal skabes plads til de unge trænere, som gerne vil videre. Og så nytter det ikke noget, at de hele tiden bliver holdt fast i at træne begynderne. De skal også ha’ mulighed for at komme til. Så kan man jo trappe lidt ned.

Og som jeg siger, så får jeg jo sværere og sværere ved at spille hockey med ungerne, griner Claus.

Min kone forstår mig
Har du overhovedet tid til andet end trænergerningen i din fritid?

- Det er min hobby. Nogen samler på frimærker, tog og ting og sager. Jeg samler på resultater! Jeg forsøger i hvert fald. Det er jo det, jeg synes, der er sjovt, når ungerne får noget, ik’.

- Så nej, der er ikke tid til så meget andet end at se lidt sport i fjernsynet en gang i mellem. Men jeg har trappet ned i forhold til, da jeg var mest på.

Hvordan har det været at være familiefar samtidig?

- Jamen, i mange af årene havde jeg jo begge unger med. Min kone var også med, da jeg var gymnastiktræner. Men hun synes nok, at hun har været lidt alene derhjemme, fordi jeg ofte havde ungerne med, griner Claus.

- Da ungerne var i gang, lavede hun scrapbøgerne. Det med at sidde ude på stadions, det har aldrig lige været hende. Men hun har da været med til nogle stævner.

Så du har haft et godt bagland?

- Ja.

 

Personlige data om Claus:
Claus Norman Hansen bliver 54 år om et par måneder. Han har været i gang i sportens verden, fra han var fem år - både som træner og aktiv.

Claus er gift og har to voksne døtre på henholdsvis 22 - og 29 år.

Han arbejder også som konsulent i Gribskov Kommune.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 6. februar 2017 00:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal man tvinge flygtninge til at dele bolig?

Job i Nordsjælland

Viridis 25.000 visninger fra 1/5. Kunde 369687 ordre 1724844 logo/side
Holmen, 1723975, 12.000 visninger logo
Helsingør Bistro, 398962, 1724216, 20.000 visninger side
Verona Pizza og Kebab 20.000 win win 23/5 18-23/5 19 1726656 logo
Euronics  win win top  30.000 16/4- 18-april 19 1723144

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu