Af Helsingør Dagblad

”Hvis jeg kunne fortsatte jeg for altid”

HF Byg 353825 1723481  logo 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

Nickie Lindgaard modtog ”Årets Handicappris” ved Helsingør Kommunes Sportsgalla

Det var oprindeligt en mail, der fik Nickie Lindgaard i gang med at træne et hold af udviklingshæmmede håndboldspillere i Helsingør Håndbold.

Da Nickie i efteråret 2015 flyttede til Hørsholm, begyndte hun at spille håndbold i Helsingør. (Hvor hun i dag også bor) Kort tid efter landede mailen om den ledige trænerpost i hendes indbakke:

– Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve, selv om jeg ikke havde trænet et sådant hold før. Så det var en udfordring. Men det er også en udfordring at træne små børn, der har deres forældre med på sidelinjen, forklarer Nickie, der har trænet børnehold.

Hvordan var det at starte som træner for det her hold?
– Jeg synes… lige i starten… jeg blev kastet ud i det, og efter en måned var vi til det første stævne. Det var lidt overvældende med 250 mennesker, og folk synes, jeg så lidt skræmt ud. Men i dag er jeg kommet godt med.

Hvad giver det dig at være træner for holdet?
– Der er ikke to af dem, der er ens, så det er en udfordring. Nogle har en meget kort lunte, så man skal hele tiden tænke over, hvordan man siger tingene. Det er heller ikke alle, der kan forstå den samme besked. Og med træning én gang om ugen, er det ikke altid, at det vi har trænet, sidder der ugen efter. Så må vi bare tage den igen, til den sidder der.

– Men det er jo følelser og mennesker. De kan have en dårlig dag, og så gør du alt for at gøre dem glade igen. Når man har ferie, savner man dem næsten, og efter 14 dage vil man bare gerne se dem igen, fortæller hun om sit meget personlige forhold til spillerne.

– Og så kan jeg tage deres livsglæde med mig. Hvis man er i lidt dårligt humør inden træning, går man fra banen i et helt andet humør. Det synes jeg er rigtigt rart.

Har det ændret dig at være træner for holdet?
– Jeg er blevet mere åben! Spillerne siger tingene ligeud, der er slet ikke noget filter. Det er jeg også begyndt på, og der bliver ikke pakket noget ind. Min familie kan godt mærke, der er sket noget. Jeg er ikke så stille, som jeg har været før. Nu kan jeg godt finde på at sige til dem, de er nogen spader, hvis de er det, men med et smil i stemmen. Det synes de er meget rart.

Du siger, du har været stille. Fungerede det med holdet?
– Det er mig, der bestemmer, og det ved de godt! Det, jeg siger, dét er det rigtige. Og vi har klare retningslinjer, så det er kun mig, der råber på banen under kampen. Hvis en af dem f.eks. har haft bolden for længe, og de begynder at råbe eller slås med hinanden, så ved de, jeg godt kan hente dem ind fra banen. Det vil de jo heller ikke ha’, for det er ydmygende.

Du blev rost for den fysiske træning af holdet, hvordan foregår den?
– Vi laver løbetræning og styrketræning. Seks af fodbolddrengene (Nickie træner også et fodboldhold, red.) og jeg skal løbe halvmaraton senere på året. Det er et stort mål for drengene, men også for mig. Jeg fik revet et korsbånd over i november 2015.

– Træningen til det er virkelig en prøvelse hver gang, og man kan godt blive frustreret nogle gange. Men det går heldigvis hurtigt over. Og nu har vi givet hinanden håndslag på det, så det holder jeg drengene op på, når de siger: ”Arh, vi kan ikke nå det.”

– Men hvis jeg beder holdet om at lave 10 mavebøjninger eller 10 armbøjninger, er der 10, der siger, de ikke kan. Men det skal man ikke sige til mig! Alle kan på deres egen måde, og hvis bare de prøver, er det det vigtigste for mig.

Har træningen så virket?
– Det synes jeg. Vi har en fyr til fodbold, som også er på håndboldholdet, han har fået mere styr på fødderne. Han kæmper virkelig og prøver, og det er dejligt at se, det virker. Til håndbold er det både arme og ben, han skal koordinere, og det fungerer godt nu.

Hvad siger folk til, at du er begyndt at træne udviklingshæmmede?
– Folk synes, det er superfedt. De siger: ”Vi forstår ikke, du kan,” men folk skulle bare prøve det. Jeg kastede mig bare ud i det, og det er gået rigtigt godt.

– Vi har fået nogle fede reaktioner fra andre håndboldspillere, og nogle af spillerne fra Nordsjælland Håndbold, har endda hængt ud i hallen efter træning for at se os.

– Klubben (Helsingør Håndbold, red.) har også gjort rigtigt meget for os. Holdet har været med til årsafslutning i klubben, og vi fik også kåret årets spillere, årets boblere osv. De er blevet vildt godt modtaget, og alle har talt om festen lige siden. Vi har også fået samme spillerdragt, så nu er de bare en del af klubben… det er de.

– Mit hold holdt tale for mig. De stod linet op på scenen alle sammen. Og hende der holdt talen for mig, er normalt ikke så meget for at tale til mange mennesker, men hun gjorde det. Det var stort… det var det, fortæller Nickie.

Hvad tænker du om, at holdet er vokset, mens du har trænet dem?
– Man tænker selvfølgelig sit, når man er startet småt, og lige pludselig har så mange på holdet, at man kan tage udskiftningsspillere med. Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive så stort. Det er så dejligt.

Laver I noget sammen, når I ikke træner. Ser I f.eks. håndbold?
– Vi har været ude for at se Nordsjælland Håndbold spille. Og jeg vil prøve at arrangere et indløb for holdet til en af deres kampe. Spillerne skal også lære at være mere sociale, og de har godt af at komme ud blandt andre. De fleste har ændret sig meget. Det siger både forældre og vejledere.

Hvilke sportslige mål går I efter?
– Vi skal vinde alt, sådan er det bare! Det er vores mål, og vi knokler røven ud af bukserne. Jeg hader at tabe, og det gør holdet også. Men det vigtigste er at være positiv, ellers lukker de af. De mærker med det samme, hvis der er et eller andet galt.

– Ved sidste Special Olympics i Holstebro blev vi nummer tre, og vi var endda seedet sidst, fordi vi var en mand i undertal. Jeg vidste godt, vi lå til tredjepladsen. Men holdet fik det ikke at vide før til allersidst, hvor de skulle på skamlen. De blev vildt glade!

– Næste gang går vi efter sølv, og på hjemmebanen i Helsingør i 2018 går vi efter guldet.

Hvor lang tid har du tænkt dig at fortsætte som træner for holdet?
– Jeg fortsætter, indtil de ikke gider have mig mere. Hvis jeg kunne blive ved, så fortsatte jeg for altid. Det er det bedste, jeg har gjort. Men det kommer også an på spillerne. Hvis de ikke gider mig mere, og begynder at forsvinde, så er det nok tid til at stoppe.

Artiklen sidst ændret: 17. februar 2017 00:00

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725099. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. Top

Job i Nordsjælland

prøvestenen logobanner
Cahetu 395194 1723549  side 25.000 win win 18/4 18-april 19
Louise Klinikken, Ordre 1725086, kunde 397931, 25.000 visninger logo/side
Verona Pizza og Kebab 20.000 win win 23/5 18-23/5 19 1726656 logo
Scandlines auto bizz

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu