Af Helsingør Dagblad

Typografen, der udfordrede bystyret

Låsesmeden, 279278,1724845, 25.000 visninger Logo

Henrik Donatzky mødte strid modvind fra højre, da han kom for at oprette en ny avis i byen. Men han holdt fast i den liberale linje, og »Helsingørs Dagblad« vandt hurtigt fodfæste på en tid, da Grundloven var ny og udfordret, og kun hver tyvende stemte ved kommunevalgene.

Bogtrykker Henrik Donatzky gik forsigtigt frem, da han begyndte at udgive Helsingør Dagblad i 1867. For hans opgave var svær. Han ville etablere en liberal avis i den mest konservative by i det mest konservative amt. Og samtidig skulle han sikre sig brød på bordet.

Men at Helsingør Dagblad var en politisk avis, kunne der ikke herske tvivl om, selv om Donatzky i det første nummer lagde røgslør ud med bemærkningen om, at bladet »ikke nogensinde ville gøre forsøg på at tilkæmpe sig en plads i politisk henseende«. Den frie forfatnings ånd erklærede han sin støtte, og det var også det, politikken drejede sig om på det tidspunkt.

Kampen fra venstre

Helsingør Dagblad kan regnes med blandt de 19 venstreaviser, der blev oprettet fra 1866 til 1876. Den var et led i kampen mod 1866-forfatningen, der betegnede et demokratisk tilbageskridt i forhold til Junigrundloven fra 1849.

12 af Landstingets 66 medlemmer skulle nu være kongeligt udnævnte, og resten blev ikke valgt ved direkte valg, men af valgmandsgrupper sammensat af de højestbeskattede vælgere, altså de rigeste. Det var godsejernes grundlov.

Det blev begyndelsen til over tre årtiers kamp mellem Folketinget og Landstinget, mellem »venstre« og »højre«. Venstre var dengang et vidt begreb. Ordet dækkede over J. A. Hansens bondevenner, Tschernings tilhængere og grundtvigianerne.

Donatzkys baggrund

Henrik (oprindelig Heinrich) Donatzky var født i 1830 i København som søn af en polsk indvandrer og hans danske kone, men forældrene døde formentlig, for han blev vajsenhusbarn.

Efter konfirmationen kom han i typograflære hos bogtrykker Salomon i København og fik sin første ansættelse på Berlingske Tidende. I 1865 blev han faktor (leder af trykkeriet) ved to konservative aviser, der var finansieret af godsejerkredse.

Hvis Donatzky havde haft sympatier i den retning, må han politisk set være vendt rundt på en tallerken, da han etablerede sig som selvstændig avisudgiver i Helsingør. Eller måske havde den 37-årige faktor længe haft sympatier for venstrefolkene på Tinge og fik måske endda økonomisk hjælp til at udfordre højrebladet »Helsingørs Avis« under ledelse af redaktør P. V. Grüner.

Billedet af »Grundlovens fædre« fra 1849 hænger på Frederiksborg Slot. Donatsky var en stærk fortaler for den frie forfatning.

Han fik den kolde skulder

»Nå, De er altså kommen for at ødelægge min gamle, hæderlige ven, men De skal ikke påregne min velvilje,« sagde borgmesteren.

Donatzky, der havde lejet sig ind hos købmand Guldbrandsen i Bjergegade, fik også besøg af to mænd, der ville høre, »om det er sandt, hvad der fortælles i byen, at De er en vildtysker, der ikke kan eet ord dansk«. De nåede dog hurtigt til den erkendelse, at Donatzky trods sit polske navn var lige så dansk, som de selv var.

Men den nye redaktør lod sig ikke slå ud af den kølige modtagelse. Han udgav sin avis, der i starten kun havde et oplag på 104 eksemplarer, og som var fire år om at nå op på 400.

Aviserne blev trykt på en håndpresse, der kunne klare 300 eksemplarer i timen, og der var fra starten kun to bude.

Fire små sider

»Helsingørs Dagblad« var ikke nogen større journalistisk nyskabelse. Som andre små aviser på den tid havde den kun fire små sider med en minimal mængde lokalstof, men med føljeton, annoncer og artikler fra ind- og udland, fortrinsvis hentet fra andre blade.

I forhold til »Helsingørs Avis« var det dog en moderne avis. Den havde overskrifter på de enkelte artikler, hvad man ikke fandt i den aldrende redaktør Grüners avis. Men »Avisen« havde mere lokalstof end »Dagbladet«, og den havde retsreferater og flere teateranmeldelser. Donatzky havde vel endnu ikke fået opbygget et kildenet og havde næppe heller råd til den nødvendige medhjælp.

Til gengæld havde Donatzky lyst og vilje til at blande sig i byens politiske liv. Han hånede de lokale magthavere for at gøre for lidt ud af at fejre Grundloven, og et andet eksempel er en ledende artikel fra 13. marts 1868 om »Helsingørs skattebyrde«. Man tør gætte på, at det var helt nye toner for borgerskabet:

»Det er nu vor Overbevisning, at skal en Forbedring af vore Vilkaar opnaaes, da maa det ske ad Fremskridtsvejen i kommunal og social Henseende – thi den vil, selv om skattebyrden her er stor, bringe Folk og Penge til byen.

Det er Pressens Pligt at anvise Midlerne og Vejen, og der har også i nærværende Blad flere gange være bragt de Midler under omtale, hvorved Byen ville vinde og Borgernes foretagelsesånd finde støtte og styrke.

Søen er vort Opland og vor Livskilde; hvad der anvendes på udvidelse og forbedring af vor Havn, kan bæres, thi det kommer igen. Men Byens fordelagtige Beliggenhed kan nu kun komme enkelte til gode, fordi den savner alle de betingelser, der styrke den mindre Handlende og Næringsdrivende, og som er skikket til at bringe et frisk og frodigt liv ind i enhver Forretning.«

Et par dage efter anviste et læserbrev endnu et middel til forbedring af skatteevnen. Skribenten kritiserede Helsingørs bedre stillede indvånere for at købe mange af deres forbrugsgenstande i København. De samme varer kunne købes med fordel i Helsingør, og så ville man oven i købet spare betalingen til de »fragtfarere«, der sejlede varerne til Helsingør.

Kræmmernes nye udfordrer

Det var ikke hver dag, Donatzky havde tid til at bekende den nye avis' politiske kulør, men så kom det frem i valget af fremmede artikler. Socialt sindelag og ønske om forandringer i samfundet skinner klart igennem.

I en artikel angribes for eksempel et forslag til »æresoprejsningslov«, idet de fattige burde have andre muligheder for at genvinde deres borgerlige rettigheder end tilbagebetaling af de ydelser, de havde fået fra det offentlige.

En samtidig artikelserie argumenterer for den nye brugsforeningstanke, og det har næppe været populært i Helsingørs gamle kræmmerlaug.

Valg med få vælgere

Der gik da også kun få år, før Helsingør Dagblad markerede sig mere konkret politisk, blandt andet ved at støtte modkandidaten, da tidligere statsminister og biskop D. G. Monrad i 1981 stillede op igenh efter at være kommet tilbage fra eksilet i New Zealand.

Donatzky argumenterede for øget deltagelse i valgene, og det var der absolut brug for. Ved kommunevalget 7. november 1876 deltog kun 53 af 1000 vælgere i Tikøb sogn. Deraf var de 19 oven i købet sognerådsmedlemmer.

I 1876 blev den første venstremand opstillet i Helsingørkredsen. Han fik dog kun 22 stemmer. Gennembruddet kom først i 1887, da Zeuthen valgtes for Venstre.

Henrik Donatzky bekendte sig stadig klarere til Venstres synspunkter i forfatningskampen, men hans tone var mindre grov end i mange venstreaviser på den tid, og på visse punkter lagde han endda afstand til Venstre.

En forsideartikel fredag den 20. marts 1885 havde overskriften »Hvad bør et dagblad være?«. Artiklen var skrevet i jeg-form, men næppe af Donatzky selv. Det var snarere en person, der stod ham nær, som blandt andet skrev:

»Et Dagblad bør være et paalideligt Spejl af det, som rører sig i Samfundet, det bør sætte Fællesinteresser over Særinteresser, det bør ikke være betalt af et enkelt Parti med Forpligtelse til at ophidse Mængden mod Anderledestænkende.«

Tre højremænd havde netop købt Helsingør Avis af den da 87-årige redaktør Grüner, og de nye ejere begyndte en kraftig agitation mod Helsingør Dagblad. Der blev uddelt gratis abonnementer, og man gik fra dør til dør for at »bede, bønfalde, tigge og true« Helsingør Dagblads holdere – især i Tikøb Kommune – om at falde fra.

Henrik Donatzky havde nægtet at underskrive en håndfæstning om at stille Helsingør Dagblad helt til Højres disposition. Spalterne var åbne for enhver, og dér lå måske det største problem:

Det var i Helsingør Dagblad, de lokale venstrefolk fik deres angreb på Estrup-regimentet optaget. Dertil kommer, at referaterne fra Rigsdagen og andre redaktionelle artikler bar stærkt præg af at være forfattet af venstrefolk.

Bjergegade 7 var Helsingør Dagblads første adresse - det lille lokale bag lygtepælen.

Appel til læserne

Helsingørs Avis havde efterlyst et program – og det fremsatte Donatsky med fremhævede typer som »Fred og forsoning for Fædrelandets Skyld - Frugten af et livs virksomhed«.

Henrik Donatzky følte sig helt klart truet på sin næring, og det lagde han åbent frem i henvendelsen til sine læsere:

»Vi have nu talet, vi overlade det til vore mangeaarige Læsere at handle. Men vi bede dem tænke over, hvad de gjøre, førend de »forskrive« sig. De bidrage i saa fald hver sin lille part til at ødelægge Frugten af et Livs Virksomhed, der med de Evner, Vorherre gav, har søgt Sandheden og glædet sig, naar han har troet at kunne vise, hvor den fandtes.«.

Helsingør Dagblad havde på det tidspunkt 1200 abonnenter, og det lykkedes for højrefolkene at få 200 til at falde fra. Men redaktør Donatzky kunne ånde lettet op, for de kom snart tilbage, og i 1891 gav højrefolkene op og solgte Helsingørs Avis til J. M. Welsch.

Redaktør og meget andet

Han var også konservativ, men var samtidig indstillet på at drive sit blad på et forretningsmæssigt grundlag.

Henrik Donatzky var en fremtrædende borger i Helsingør. Fra 1876 var han i flere perioder medlem af Byrådet, og han var blandt andet formand for Helsingør Læseselskab. Det var en klub, hvor byens håndværkere kunne mødes til samtale, spil og videreuddannelse, og det blev forløberen for Helsingør Industriforening.

Donatzky var en energisk talsmand for denne forening og ikke mindst for udstillingerne, hvor byens og egnens virksomheder kunne vise alt det bedste, de kunne præstere. Intet under, at han senere blev bestyrelsesmedlem i såvel Industriforeningen som Håndværkerforeningen og Teknisk Skole.

Redaktørens engagement i foreningslivet fortæller sikkert meget om, hvordan han så på sig selv og på sin placering i byens liv, nemlig som bogtrykker, altså selvstændig håndværker. Det var ikke så meget de store politiske vingeslag, han ønskede at slå. Han ville forfægte de små og mindre næringsdrivendes interesser, og dermed var hans placering i forfatningskampen også en given sag.

På Stengade boede dagbladet »Nordsjælland« i den store bygning til venstre for porten, mens »Helsingørs Avis« havde til huse i det lille hus yderst til højre. (Foto fra 1988)

Liberal til det sidste

Donatzky solgte Helsingør Dagblad i 1893 til redaktør Anders Hjortmose fra Næstved, og selv flyttede han til Frederiksberg, hvor han levede til 1898.

Henrik Donatzky var til det sidste politisk aktiv for den radikale del af venstrepartiet, særlig op til valgene. Ved sin død var han medlem af Den Liberale Vælgerforenings hovedbestyrelse og kredsformand, og han sendte flere indlæg til sin gamle avis i Helsingør.

I Helsingør Dagblads jubilæumsavis fra 1917 beskrives han som »en dygtig, foretagsom og livligt interesseret mand med en selvstændig optræden«. I øvrigt gav han impulsen til oprettelse af Typografernes Stiftelser.

Henrik Donatsky havde to sønner, Georg og Emil. Mens også Georg Donatsky blev valgt til Helsingør Byråd, flyttede Emil Donatsky til København. Han var oldefar til Christian Holm Donatsky, der som den første i familien søgte tilbage til Helsingør og nu er radikalt medlem af Byrådet.

Læs flere fortællinger fra Helsingør dagblads farverige historie.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 25. september 2017 14:33

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

https://www.kunstnershoppen.dk/
Franci, 1720789, 345901, 20000 visninger logo/side
Smoke n Steam  logo  384849 1723552 25.000 win win 18/4 18- april 19
Petersen ure-smykker, 373613, 1724569, 25.000 visninger logo
HF Byg 353825 1723481 top 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu