Af Helsingør Dagblad

Lokaljournalist ved befrielsen

Jobo bilcenter, 374274, 1724821, 20000 visninger logo/side

Af Aksel Dreslov

Der var ufatteligt få til at lave lokalavis under besættelsen, så som grøn journalist fik man lov til at knokle. Her er en beretning fra hverdagen - og fra befrielsen i 1945, som journalisten så det.

Ved juletid 1944 skulle jeg være »udlært« som journalist. Det betød, at jeg fra en månedsløn på 175 kroner skulle stige til 350, men det betød også, at Fyns Venstreblad ikke havde råd til at beholde mig i min egenskab af udlært journalist.

Men på søsterorganet i Helsingør, Helsingør Dagblad, stod man og manglede en rask ung mand som redaktionssekretær og allround reporter. Det blev mig.

I den sidste krigsvinters bitre kulde og med stærkt indskrænket toggang bevægede jeg mig fra Odense til Helsingør, en by, jeg kendte meget lidt, men som virkede spændende. Det allermest spændende var, at man herfra kunne se de brogede neonlys ovre i Helsingborg - et syn, man ikke havde kunnet møde i Danmark gennem de næsten fem forbandede år.

To mands arbejde

Minsandten, om man ikke manglede en rask mand på Helsingør Dagblad! Hele staben var forsvundet. Den ansvarshavende redaktør, Sten Strube, havde været nødt til at forlægge residensen til Sverige nogle få måneder forinden, og til at erstatte ham havde bladets ejer, J. Rothejsen, hentet journalist Willy Andersen fra Skive Folkeblad.

Vi to skulle, seks gange om ugen, lave en avis sammen.

Til alt held var avisen kun på fire store sider, nok på det tidspunkt landets mest gammeldags avis, men dog den største i byen, hvor Helsingør Socialdemokrat og den konservative avis Nordsjælland også udkom.

Journalistik med saksen

Willy Andersen havde nogle perioder af fravær, og i dem lavede jeg avisen mutters alene, og det var ganske morsomt, selv om der gik en 16-18 timer med det.

Himmel og hav, hvor har jeg krænket mange kollegers ophavsret den vinter. Forsiden opstod ved, at jeg klokkem syv om morgenen klippede de fleste af Politikens forsideartikler, skrev indledningen lidt om og satte en anden rubrik på. Ved 9-tiden fik vi pr. telefon de sidste nyheder fra Ritzaus Bureau, og ved 13-14-tiden gik bladet i trykken. Og så kunne jeg ellers begynde på næste dags avis.

Det skrev jeg om

Jeg cyklede ud i oplandet, interviewede Hans Scherfig i Tikøb, refererede skuespilleren Peter Poulsen, der havde fået lov til at holde pinseprædiken i Hellebæk Kirke, cyklede til Mårum for at opklare gåden om det berømmelige Mårum-vand, ilede op til kirkegårdskapellet, hvor vi refererede så godt som alle begravelser, og interviewede på rad og række samtlige optrædende i årets Helsingør-Revy.

Visborg blev skånet

Det var så velsignet med den travlhed, for man glemte fuldstændig, næsten da, at landet var stedt i våde.

Om natten sov jeg med mine værdifuldeste ejendele i en mappe ved siden af sengen, for jeg boede kun 200 meter fra det lokale Gestapo-hovedkvarter, det tidligere vandrerhjem Visborg.

Både Århus Universitet, Husmandsskolen i Odense og Shellhuset var på det tidspunkt gået sig en tur. Når Visborg ikke fik en bombe, skyldtes det, at man i Helsingør for enhver pris ville holde gode miner til slet spil, fordi Helsingør-Helsingborg var en af flugtruterne, og det havde man forståelse for i England.

Visborg ved Sdr. Strandvej var hovedsæde for Gestapo.

Budbringeren

Den 4. maj 1945 havde jeg forladt bladet ved 18-tiden, havde spist min aftensmad i »Klubben« på Stengade, og besluttet at gå en tur i det gryende forår.

Jeg gik ud ad Stubbedamsvej, fortsatte ligeud, hvor Stubbedamsvej i en tunnel fører ned til Strandvejen, og var på vej mod Snekkersten, mens jeg gik og tænkte på det urimelige misforhold mellem fuglesangen og de nyudsprungne blade og myrderierne ude i verden. Ville det da ikke snart holde op?

Pludselig bremsede en ung cyklist op foran mig, rød i ansigtet, og ophidset råbte han:

- Har De hørt det?

Idet jeg anede det bedste, spurgte jeg forsigtigt:

- Hvad har jeg hørt?

- De har kapituleret! Og væk var han.

Her står journalist Willy Andersen i døren til redaktionen sammen med folk fra brigaden. (Foto: Aage Stentoft)

Følelserne får stadig frit løb

I et minut eller halvandet stod jeg som faldet ned fra månen. Så begyndte jeg at løbe ind mod byen. Villaejerne på Stubbedamsvej havde slået deres vinduer op, og stemmen fra London gjaldede gentagelsen af det lykkelige budskab:
- I dette øjeblik meddeles det...

Nu sidder jeg igen og tuder. Jeg begriber det ikke, men hver gang jeg skal fortælle, hvordan fredsbudskabet og jeg mødte hinanden den 4. maj om aftenen, begynder jeg at tude. Det er det eneste, der kan få mig til at tude.

Selv om jeg ikke personlig led nogen overlast under den tyske besættelse af Danmark, må de fem år med deres brutalitet, diskriminering af medmennesker og myrderier have gjort et langt stærkere indtryk på én, end man var klar over, mens det stod på. Jeg tror, at mange føler det på tilsvarende måde.

Glæde og fornedrelse

Men jeg var altså på vej i strakt galop mod Helsingør Dagblads redaktion i Sct, Olaigade, hvor jeg mødte min redaktør. Vi blev enige om, at bladet skulle udkomme som morgenavis næste dag, og det gjorde det, men jeg er ikke i dag i stand til at forklare hvordan. Dog husker jeg, at jeg stod på Axeltorv og hørte byens borgmester, Peder Christensen, kaldet Kong Peder, hilse freden velkommen fra en altan.

Jeg husker også, at man kom trækkende med pigebørn, der havde elsket med tyske soldater. Nogle få totter hår hang tilbage, resten havde man klippet af, spytklatter drev ned ad deres ansigter.

Det var for mig det første skår i glæden. Det var grimt og overflødigt.

Jeg husker også, at den lokale presse fik lov at besøge det lokale, hvor man havde samlet alle landsforrædere, sympatisører og tyskerpiger, som man havde hentet i aftenens løb. Der sad eller lå de på gulvet, dybt fornedrede, i enkelte tilfælde med rette, i andre...

Der sad også Ragnhild Hveger, lokomotivførerdatteren fra Helsingør, der havde været svømmepige ved olympiaden i Berlin i 1936. Hendes landsmænd havde hyldet hende, da hun rejste til den tyske rigshovedstad og vandt sølv. Nu sad hun der, fordi hun havde haft en tysk ven.

Om morgenen den 5. maj var de helsingørske journalister som sædvanlig på vej ned til havnekontoret for at høre om gennemsejlende og ud- og indgående skibe, da en af os fik den idé, at vi skulle sejle til Sverige og møde den danske brigade i Helsingborg.

Der var trængsel på havnen, da Den danske Brigade ankom til Helsingør.

En tur til Helsingborg

Lodsen, der selv længtes efter at gense Sverige, tog os alle sammen ombord, og uden pas og penge på lommen tøffede vi ind i havnen i Helsingborg, hvor vi blev hjerteligt modtaget.

Vi gav os tid til at drive lidt rundt i gaderne for at måbe over kvalitet og priser på de udstillede beklædningsgenstande, og derefter fandt vi frem til brigadens leder, generalmajor Kristian Knudtzon, der gav os et interview.

Så gik turen ned til færgen - jeg tror, det var »Svea« - hvor ingen bad om at se den billet, vi ikke havde, og med netop den færge, der havde de første enheder af Den danske Brigade ombord, sejlede vi tilbage til Helsingør.

Sådan så Helsingør Dagblads forside ud den 5. maj 1945.

En meget lille presseklub

I bogen fortæller Aksel Dreslov fortæller videre, at han fra færgen fik forfatterinden Karen Aabye med op på redaktionen, hvor han interviewede hende om, hvordan det var at være brigadelotte.

Til slut i sin beskrivelse af tiden i Helsingør fortæller han:

I dag forstår man slet ikke, at en avis kunne laves med så få medarbejdere, som det var tilfældet på adskillige provinsblade ved anden verdenskrigs afslutning.

Når alle medlemmer af presseklubben i Helsingør var forsamlede, var vi færre end den halve snes, og vi repræsenterede dog tre lokale aviser plus Frederiksborg Amts Avis’ lokalredaktion.

Helsingør Dagblad fejrer 150 års jubilæum med en reception i bladhuset lørdag den 21. oktober.
Op til jubilæet fortæller vi træk af avisens historie i gamle og nye artikler fra alle årene. Blandt dem har vi beretninger fra avisens medarbejdere gennem tiden. I dag Aksel Dreslov.

Læs flere fortællinger fra Helsingør dagblads farverige historie.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 25. september 2017 14:31

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Højbjerg vvs Kunde nr. 353844 Ordre nr. 1725775, 20000 visninger logo/side
Living Invest, Kundenr 280833, Ordrenr 1725103, 25.000 visninger side/logo
Viridis 25.000 visninger fra 1/5. Kunde 369687 ordre 1724844 logo/side
Malerfirmaet Nordkysten side+logo 26/3-18-31/3-19 win win 1721580+81+82

AH modegarn 39169 1723845  top 40.000 win win 1. maj 18-1. maj 19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

close-link

hovedmenu