Af Helsingør Dagblad

Journalistik i skumle lokaler

Højbjerg vvs Kunde nr. 353844 Ordre nr. 1725775, 20000 visninger logo/side

Kjeld Lund var journalist på Helsingør Dagblad i syv måneder i 1952. Her er fornøjelige klip fra hans tid i Helsingør i erindringsbogen »Det har aldrig været kedeligt« (Holkenfeldts Forlag 2000).

Mange vil nok hæve øjenbrynene og tænke: det er løgn, nu overdriver han i hvert fald. Men prøv at snakke med andre 90-100-årige i Helsingør. Virkeligheden var i sig selv så grotesk, at det er unødvendigt at pynte på den.

Jeg blev ansat på en opringning til redaktør Peder Normann, og den 1. maj tog jeg fra Randers til Helsingør og slæbte min skrammede kuffert fra stationen til Sct. Olaigade.

Udefra så bladhuset såmænd ganske nydeligt ud. Det var en gammel gulkalket bindingsværksbygning med et par brede stentrin op til hovedindgangen og ved siden af en brolagt port, der førte ind til gården. Men så hørte idyllen op.

Sur dame i mørkt rum

Randers Dagblads redaktionslokaler var absolut ikke fornemme, men de var ren luksus sammenlignet med dem, jeg skulle arbejde i her. Fra hoveddøren kom man ind i et lille lokale med paneler af bejdset krydsfiner. Til den ene side lå den såkaldte ekspedition med en glasvæg og en luge, bag hvilken frk. Lind og en kontorelev residerede.

Frk. Lind var en lille trivelig dame med et pæreformet ansigt. Hun havde nedhængende mundvige og virkede faktisk lige så sur, som hun så ud.

Hun brugte paryk, og den sad ikke altid ens. Sommetider havde hun meget høj pande, og til andre tider hang tjavserne næsten ned over øjnene. Hun var af princip vranten og til tider direkte uforskammet over for folk, der ydmygt kom for at aflevere en annonce.

Helsingør Dagblad var privatejet af J. P. T. Rothejsen, men han var bogtrykker og havde derfor ansat Peder Normann som daglig redaktør.

Rothejsen var en ældre, lidt mosgroet, lille mand, som jeg kun oplevede fra den venlige side, og han blandede sig ikke i den daglige redaktion. Han holdt til bag den førnævnte ekspedition i et stort rum, der kun havde et par vinduer ud til gården, så der var halvmørkt i den inderste del.

Langs vinduerne var et langt bræddebord, og så bestod inventaret af et par skabe og et par gamle skrivepulte af dem, man stod op ved. Desuden var der en kakkelovn og en talefon.

J. P. Th. Rothejsen var ejer og ansvarshavende redaktør, men blandede sig ikke i avisens indhold.

En muggenlugt

Det hele var indrettet i en gammel lejlighed, hvor Rothejsens kontor givet havde været dagligstue, og redaktionslokalet formentlig spisestue. For at komme ind på redaktionen skulle man krydse Rothejsens kontor, hvor der i øvrigt altid lugtede lidt muggent.

Redaktionslokalet var aflangt og havde også vindue mod gården. Der var et stort skrivebord, hvis ene ende var sømmet fast i vindueskarmen. På den ene side sad redaktør Normann og på den anden side undertegnede og journalisteleven Arne Andersen.

Ritzau via radioen

I den inderste del af rummet var der en dør ud til budstuen, som simpelthen var lejlighedens gamle bryggers og køkken. Der var en rusten kakkelovn og et lille bord med en stor, gammel radio.

Foran bordet stod en grønmalet skammel med to rigstelefonbøger ovenpå, så den var høj nok til, at man kunne sidde og skrive på maskine. Den blev brugt, når vi skulle tage radiotelegrammer fra Ritzau, for noget nymodens pjat som en fjernskriver ville Rothejsen ikke investere i.

Radioen gik for næsten fuld styrke, og dette sammen med støjen fra den gamle Remington skrivemaskine gjorde det plat umuligt at tale i telefon, når Ritzau sendte, så man håbede bare altid, at der ikke var en eller anden idiot, der ringede op imens. Vi var tre, der måtte deles om den samme telefon.

Bag redaktør Normanns plads var der en række brede hylder med de bøger, der kom til anmeldelse, og alt muligt ragelse. Desuden havde han for vane at kyle alle ikke brugte telegrammer fra Radikale Venstres Pressebureau bagover skulderen, så de endte i store dynger på hylderne.

Redaktør Peder Normann var en venlig mand, der måtte finde sig i meget.

Avis i »lagenformat«

Peder Normann var lidt reserveret, men han var en venlig mand, der totalt manglede selvtillid. Som Arne bemærkede en gang:

- Den eneste forskel på os og Normann er, at han har nøglen til det lille skab i skrivebordet.

Sådan noget som lokalnyheder på forsiden var han ikke meget for. Forsiden blev gerne stykket sammen af forskellige telegrammer, som han sad og nørklede med, mens Arne og jeg påtog os at fylde de to lokalsider med alt, hvad vi kunne skrabe sammen af stort og småt. Bagsiden blev fyldt med Kystbanens køreplaner og tiloversblevne telegrammer.

Der var annoncer på lokalsiderne og på bagsiden, og dækningen var ganske pæn. Avisen var nemlig kun på fire sider, fordi den gamle fladpresse kun kunne trykke to sider ad gangen.

Når de to sider var trykt, blev hele papirbunken vendt, og så trykte man de to andre sider. Men formatet var stort, såvidt jeg ved større end i alle andre aviser i kongeriget. Det var det, man populært kaldte »lagenformat«.

Eder og forbandelser

Jeg havde vel været på Helsingør Dagblad to-tre dage, da jeg en formiddag hørte grove trusler og forbandelser mod redaktør Rothejsen. Jeg nærmest flåede døren op og sprang ind midt i Rothejsens kontor, parat til at forsvare den gamle mand.

Der gik et par sekunder, inden det gik op for mig, at den gamle stod i den ene side af kontoret, og i døren flere meter væk stod hans yngste søn, Johannes, der var bladets trykker. De kiggede begge lidt undrende på mig, og så listede den ædle ridder tilbage på redaktionen.

Johannes Rothejsen var en dygtig trykker. Han havde humor, og i det daglige var han ganske hyggelig og omgængelig, men han var maniodepressiv og led til tider af tvangstanker. De følgende måneder hørte jeg hans forbandelser så tit, at jeg stadig kan huske dem udenad.

Arven fra Bernadotte

Man kunne godt af og til have lidt ondt af Johannes, men man skulle passe på, at han ikke trængte én op i en krog og begyndte på sit yndlingsemne, nemlig at han nedstammede fra de svenske Bernadotter.

Hans mormor havde været stuepige på et større gods i Sverige, og godsbesidderen, som var en Bernadotte, skulle ifølge Johannes have gjort hans mormor gravid, så hun måtte rejse hjem og føde sit barn.

Johannes var fast overbevist om, at såvel det svenske som det danske kongehus var ude på at snyde ham for hans retmæssige arv – om ikke ligefrem til tronen så i hvert fald til gods og guld.

Men han og jeg kom fint ud af det med hinanden. Det var nok også derfor, jeg reddede situationen en dag, da avisen var tæt på ikke at udkomme.

Den gamle Heidelberg fladpresse havde sine særkender, som kun Johannes kendte tilbunds, og en dag var han gået bort i vrede midt under trykningen. Gamle Rothejsen og en af typograferne forsøgte at trykke færdig, men pressen smed simpelthen arkene ud på gulvet, så de vadede i papir til knæene.

Så gik jeg ud for at lede efter Johannes. Jeg fandt ham på et lille værtshus og satte mig stilfærdigt over for ham uden at sige noget, tændte en smøg og væbnede mig med tålmodighed.

Johannes skævede nogle gang til mig, for han vidste godt, hvad jeg var kommet for, og pludselig klarede han op, grinede, drak sin øl ud og sagde:

- Lund, du er sgu en flink fyr, så nu går vi faneme hen og trykker avisen.

Det tekniske vidunder

Trykkeri og papirlager med videre lå i stueetagen i et baghus i gården. På førstesalen lå sætteriet, hvor vi blandt andet havde to gamle sættemaskiner. Den ene satte med 8 punkt og og den anden med 10 punkt brødskrift. Desuden var der et udvalg af længst forglemte rubrikskrifter, og de var noget slidte, fordi maskinen trykte på selve blysatsen.

Vi skulle ud gennem bagdøren og over gården for at bringe manuskripterne i sætteriet. Men vi havde skam en snild teknisk indretning, som bestod af en stram ståltråd, der gik fra redaktionens vindue over gården til vinduet i sætteriet. Under den hang en lille kasse, som vi lagde manuskripterne i, og så kunne en typograf hale dem til sig.

En fladtrykspresse af nogenlunde samme type som den, Johannes Rotheisen bestyrede i Helsingør i 1952.

Arne – min ven og kollega

Arne Andersen og jeg hurtigt i hak. Han var ganske vist elev, men han var 24 år, og så havde han været ude i den store verden. Som ganske ung havde han gået på Odense musikkonservatorium, han havde været forstvæsenselev, flakket en del rundt i Europa og Asien, og var endt som gummiplanter og politiofficer i Malaya, inden han vendte hjem og besluttede at blive journalist.

Arne var særdeles velskrivende, men han var et underligt selvmodsigende menneske. Han kunne være højtråbende og brovtende til det utålelige for dagen efter at være modløs og sårbar. Men han havde en befriende form for humor, og jeg tog ham ind imellem i forsvar over for Normann, for de to var ikke de bedste venner.

Det skyldtes en episode under en fest på byens gymnasium, hvor de begge deltog. Det gik fint, indtil Arne blev beruset og ville bortføre en pige af det pænere borgerskab fra dansegulvet.

Forinden havde han drukket nogle af studenterne så fulde, at de lå og brækkede sig i et omklædningsrum, og han opnåede også at fornærme rektor og andre notabiliteter ved at brase ind på rektors kontor og opføre en malayisk krigsdans for fuld udblæsning.

En stor mand

Dagen efter cyklede han rundt til de forskellige og sagde pænt undskyld. Jeg bør måske tilføje, at Arne var en stor, veltrænet kleppert, men jeg oplevede ham aldrig voldelig, og jeg har kun en enkelt gang set ham rulle sig ud.

Det skete en eftermiddag, da vi sad på redaktionen over en stille øl. Pludselig kom der en stor havnesjover brasende ind med avisen i hånden.

- Hvem faen har skrevet det lort her, for ham...?«

Længere kom han ikke. Arne rejste sig, lænede sig en anelse forover mod manden og tog sit skumleste fjæs på, idet han sagde:

- Det har jeg. Har du noget at indvende, så kan vi snakke om det ude i gården.

Dagligliv i byen

Hver dag var vi var fire, der mødte på politistationen til gennemgang af døgnrapporten. Det var fra Nordsjælland Fritz Strube, en frisk fyr, der tidligere havde været skibsmaskinist, Paul Weede, der var sydslesviger og elev på Frederiksborg Amts Avis, redaktør Jacob Sehested-Grove fra Socialdemokraten og undertegnede.

Når vi havde været turen igennem, skulle Weede altid skynde sig tilbage til redaktionen efter ordre fra redaktøren, men hvis vi var færdige med runden i god tid, gik vi andre tre på et bestemt værtshus, hvis navn jeg har glemt.

Der skulle vi rafle om et par omgange. Vi spillede noget, der hed Frederikshavnersyv, og jeg var faktisk god til det. Hvis jeg en sjælden gang tabte en omgang, rejste Grove sig altid op og bukkede. Samme Grove, der endte som redaktør af Amtsbladet i Holstebro, var en stor mand med en vis tendens til ølmave. Han gik gerne i lyseblå skjorte med ærmeholdere og hvide tennissko, og han kunne til enhver tid – selv efter adskillige genstande – rejse sig og holde en god socialdemokratisk tale uden at fornærme hverken Gud, konge eller fædreland.

Det skete, at Normann dukkede op og venligt vinkede og sagde »Bl-bliv endelig siddende«. Hver gang slog Grove ham for en omgang, så vi kunne godt blive lidt overrislede, før vi vendte tilbage til redaktionen, hvor Arne troligt havde holdt skansen.

En fugtig dag

Det blev også lidt fugtigt den dag, da min tilkommende skulle besøge mig. Nina og jeg havde lært hinanden at kende i Randers, og da hun havde et par dage fri, kom hun for ved selvsyn at opleve det menageri, jeg havde beskrevet.

Hendes besøg var rygtedes, så Grove fulgte fra politirundgangen med til Dagbladet, hvor han og Normann insisterede på, at vi skulle klunse om øl. Arne blev sendt i byen efter de stærkeste Wiibroe, der fandtes, og ved middagstid var han den eneste ædru på redaktionen.

Jeg kunne tåle en hel del dengang, så deres intentioner om at drikke mig under bordet slog fejl, men min kone har aldrig glemt vores tur til Helsingborg om eftermiddagen.

Den gang var der stadig venstrekørsel i Sverige, så man skulle se til den modsatte side, når man skulle over gaden. Men jeg var ret højt oppe og ville ikke tage hensyn til »de skide svenskere«, så jeg vadede frygtløs over gaderne uden hensyn til den kørende trafik, mens hun stod og så hovedrystende efter mig. Det var en fin dag.

Den Internationale Højskole

Lokalredaktør Johs. Hagelsten på Amtsavisen var en stilfærdig mand. Han gik gerne i en sort alpakkajakke, og på redaktionen sad hans lille og møggrimme pudelhund altid på stolen bag ham. Så når Hagelsten rejste sig, var den sorte jakke fuld af hvide hundehår, som Paul Weede forsøgte at børste af, før redaktøren bevægede sig ud i byen.

Paul Weede, der senere blev redaktør af Flensborg Avis, var sydslesviger og en rar, lidt selvhøjtidelig fyr, som Arne og jeg somme tider havde til bedste.

Da jeg kom til Helsingør, boede Arne på Den Internationale Højskole, hvor han også introducerede mig for diverse lærere,og vi traf mennesker fra næsten hele verden.

Flytning på cykel

På et tidspunkt skulle højskolen bruge Arnes værelse, og så måtte han flytte. Det gjorde han i øvrigt adskillige gange den sommer, og Paul Weede og jeg hjalp ham troligt hver gang. Hele Arnes jordegods kunne faktisk flyttes på tre cykler, og det vakte en vis opsigt, når vi trak gennem byen.

Weede og jeg havde hver en lampeskærm på hovedet, mens Arne selv måtte fragte sin madras. Den bar tydelige spor af, at han på et tidspunkt havde defloreret en dame på den.

Der faldt enkelte saftige kommentarer fra forbipasserende undervejs. Når Arne ikke smed madrassen ud, skyldtes det dels, at han var ligeglad, dels at han ikke havde råd til at købe en ny.

En stor ungkarlehybel

Jeg boede de første måneder hos en murer Pedersen på Gurrevej, men om efteråret lejede Arne og jeg i fællesskab en sommervilla på Strandvejen af en isenkræmmer i byen. Det var et dejligt hus, men der var ikke anden opvarmning end et par små elektriske ovne, så vi frøs med anstand. Men vi havde det for os selv, og vi kunne råbe og skabe os så tosset, vi ville, uden at genere nogen.

Det huslige enedes vi fint om. Jeg tog mig af rengøringen, og Arne lavede mad. Det var han fremragende til, og han serverede ofte eksotiske retter, han havde lært at lave i Østen.

Vi sled begge troligt sommeren igennem med at hente lokalnyheder om snart sagt alt i byen, og ind imellem var der tid til features og interviews.

Jeg må tilstå, at jeg ikke havde været i Helsingør ret længe, før jeg besluttede, at jeg ville derfra igen ved først givne lejlighed. Den eneste, jeg virkelig var ked af at sige farvel til, var Arne, men heldigvis holdt vi kontakten vedlige gennem årene.

Kjeld Lund fik hurtigt nok af Helsingør. Forholdene var for ringe. Mange år senere sluttede han sin karriere på JyllandsPosten.

Læs flere fortællinger fra Helsingør dagblads farverige historie.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 25. september 2017 14:30

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Skydeselskabet  Kunde nr. 373553  Ordre nr. 1725347, 20.000 visninger logo
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger side/logo
Rexbriller, Kunde nr. 285695, Ordre nr. 1725517, 30.000 visninger logo
Rasmus Ebbe 388428 1723690 logo  25.000 win win 19/4 18-april 19

Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 Top

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

close-link

hovedmenu