Af Helsingør Dagblad

Typograflærling i blyets tid

Nsnet.dk – læs online

Nu afdøde John Niemeyer begyndte som typograflærling i 1949 og sluttede også sit arbejdsliv på Helsingør Dagblad, hvor han var ombryder på den daglige avis og i mange år også skrev om sporten i Humlebæk. Her er hans erindringer fra den tid.

Netop færdig med syv års skolegang i Humlebæk Skole var det i slutningen af fyrrerne af sted til arbejdsmarkedet. Halvdags-budpladsen skulle erstattes med en læreplads – men som hvad? Dengang kunne man vælge!

Helsingør Dagblad blev studeret, og her søgte avisen en sætterlærling. Hvad var nu det for noget, det anede man ikke noget om.

Kontakt med Helsingør Dagblads ejer, Rothejsen, enighed trods det ubekendte, kontrakten blev skrevet, og i maj 1949 begyndte så bekendtskabet med en levende avis på godt og ondt.

Bly i lange baner

Det siger sig selv, at der ingen sammenligning er mellem bladhuset dengang i Sct. Olaigade og det moderne bladhus på hjørnet af Klostermosevej og Kongevejen i dag.

Helsingør Dagblad udkom dengang i dobbelt så stort format og var på fire sider, hvoraf side 4 var håndsat – det var annoncesiden.

Avisen rådede over to sættemaskiner, som spyede dagens nyheder ud i blylinjer, mens overskrifterne blev sat i hånden af typograferne – svendene vel at mærke. Lærlingene måtte tage til takke med at sætte alle de små annoncer. Små bitte rubrikannoncer på fire-fem linjer om værelser til leje, køb af dit eller dat, katte eller hunde, der var løbet hjemmefra og så videre.

I 1966 blev avisen stadig sat i bly. Her er maskinsætter Knud Olsen, faktor Georg Christensen og ombryder Svend Holberg Christensen i baggrunden i færd med dagens avis.

En strøm af papirer

Den daglige gang i huset lå nogenlunde fast. Redaktør Peder Normann gik tidligt i gang med saks, klister, papir og blyant.

Han havde en journalist plus et par elever til at hjælpe sig. I disse år, vi her taler om, var det Piet van Deurs. Senere har mange af vore dages kendte journalister fået deres første lærdom på Helsingør Dagblad.

Der kom en jævn strøm af forskelligartede papirer op i sætteriet, som lå på første sal i baghuset. Redaktion og kontorer lå ud mod gaden.

På første sal var der afskærmet et rum, hvor de to sættemaskiner var placeret, og her sad husets to maskinsættere, der var en smule »finere« end håndsætterne.

De overførte ordene fra redaktionen til dampende blylinier, som lærlingene så kunne få lov at bære ind på ombryderbordet.

Det var selvfølgelig en udbredt spøg at komme til at stikke en lærling en varm blylinie i hånden.

Ind med seks-toget

Der var dengang i fyrrerne fire svende plus Rothejsens søn, Stender, som havde status af faktor. Han kunne gå ind på de fleste pladser, når der var afbud af forskellige årsager, og de var mange og med megen fantasi. Der var så de to maskinsættere, og Rothejsens anden søn, Johannes, passede trykmaskinen.

Svendene mødte alle om morgenen, men lærlingene mødte først, og når man kom ind med seks-toget fra Humlebæk, var man på arbejde så rimeligt tidligt, at man kunne nå at rigge lidt til.

Navnlig om vinteren var det noget, svendene var glade for. Den første opgave var nemlig at tænde op i en kæmpestor kakkelovn, som stod midt i rummet – så var der allerede lidt lunt, når svendene mødte.

Den 12. september 1949 var der stadig ingen Helsingør-historier på forsiden af Helsingør Dagblad. Dagens lokale hovedhistorie var en politijagt fra Helsingør til København, og en helt spalte på bagsiden blev brugt til tog- og færge-køreplaner.

Når skibet endte på gulvet

Avisen blev produceret på god gammeldags håndværker-manér. Blylinjerne fra maskinsætteriet, overskrifterne fra sættekasserne, klicheerne (billederne), mellemrum, streger og hvad der ellers skulle til, blev samlet i nogle jernbakker, kaldet skibe, som jo naturligvis var meget tunge. Det var en kæmpeside af bly og jern, når den var færdig.

I skibene tog dagens avis langsomt form. Artiklerne blev placeret spaltevis, med overskrifter og eventuelt billeder. Det hele arrangeret efter et sirligt mønster, som gjorde avisen læsevenlig. Hver gang gik det på forunderligste møde op, så hele fladen var fyldt ud.

Skibet med den færdige side blev så sat ind i en gammel træ-elevator med håndsving og langsomt sænket ned i stueetagen, hvor trykkeriet lå. Det skete da nogle gange, at håndsvinget smuttede, og hele siden havnede i en stor bunke bly i bunden af skakten.

Der var ikke andet at gøre end at skovle det hele op i en spand til senere sortering og så få lavet en ny side i en fart.

Trange arbejdsforhold

I trykkeriet stod en gammel trykpresse og havde det stramt omkring hofterne. Der var ikke mange kvarte meters plads omkring maskinen, og op mod loftet var der vel 20-30 centimeter luft.

Det svære ved det var, at når papiret skulle lægges i maskinen, så skulle det foregå ovenpå den. Papiret skulle ligge ret lige for at kunne glide ned i maskinen og ind imellem cylinderen og siden, ark efter ark. Det måtte man så bakse med – med næsen nede i papiret og ryggen stemt op imod loftet.

Der blev trykt to sider ad gangen, først side 2 og 3 med de lokale nyheder, referater af møder i byen aftenen før, politiets seneste nyheder og alt om fødselsdage, jubilæer, bryllupper og begravelser, noget landsstof og noget sport.

Når dette var overstået, blev papiret vendt, og turen op under taget skulle tages om. Side 1 og 4 kom i maskinen, og her kom så annoncesiden og forsiden med de seneste nyheder.

Avisen skal ud

Ved anden gennemkørsel røg der en falsepind ned over avisen to gange, og så kunne fru Jacobsen, som styrede de mange avisbude, begynde at tælle aviserne op i bundter og få de friske bude fordelt over hele Helsingør.

Der skulle også bundtes aviser, som skulle med Hornbækbanen nordpå, hvor de blev smidt af på stationerne. Andre skulle med Kystbanen og Salomonsens gule busser ad Strandvejen. Via dette fint forgrenede net var avisen ude i et stort område på ganske kort tid.

Når det gik rigtig galt

Der var da gange, hvor rytmen ikke holdt, men de var sjældne. Det kunne ske, at man glemte at spænde en skinne bag siderne, så hele baduljen røg ned på gulvet og ind i tandhjulene, når maskinen drejede første gang.

Så var der katastrofe. Siderne skulle sættes op på ny, men hvad værre var: Man skulle ud i byen og have trykt avisen hos de lokale bogtrykkere, og det var ikke altid lige nemt at indpasse en avisproduktion. Men ud kom avisen – omend lidt sent.

Et andet uheld kunne være, hvis man var lidt for smart med hammeren.

Inden siderne blev spændt endeligt, skulle der med hammerslag på en træklods bankes henover siderne for at hindre, at mellemrummene trak op og dannede sorte pletter i avisen. Dukkede der så alligevel en sort klat op, mens maskinen kørte, var det jo fristende lige at stikke den én med hammeren.

Men se, så kunne maskinen svare igen – den snuppede simpelthen hammerhovedet, og der var ikke rigtigt plads til et hammerhoved mellem cylinderen og satsen, hvor der kun skulle være et tyndt stykke avispapir. Det endte med mange dages reparation.

Møgbeskidt arbejde

Når siderne var færdigtrykte, blev skibene sat over i en håndvask og gennemspulet med sodalud, der fik farven til at sive ned i alle mellemrummene. Så ind i elevatoren og op i sætteriet. Der kom så lærlingenes mareridt, for det var dem, der skulle skille skidtet ad.

Alt blindmaterialet kunne bruges igen, lige som overskrifterne skulle fordeles i sættekasserne, og alt blyet skulle smeltes om, så det igen kunne komme i sættemaskinen – det var et utrolig beskidt arbejde.

Spillet om Wiibroe

Ind imellem skulle nogen dog til cigarhandleren efter gevinsterne i det spil »geviert«, der foregik på ombryderbordet. Gevierterne er små ekstra mellemrum til blysatsen, og spillet gik ud på at kaste gevierter (omtrent som raflespil – red.).

Efter tre kast skulle laveste tal betale øllet. Der kunne godt gå resten af arbejdstiden med det, så det kunne give adskillige ture til nævnte cigarhandler.

Vi lærlinge opøvede en teknik med en snor om livet på den blå kittel, som var arbejdstøjet dengang. Der kunne være op imod en snes gode Wiibroe-pilsnere inde under kitlen på én gang.

»Hjorten« og frokoststuen

Svendene kunne finde på at styrke fysikken med nogle madder fra slagteren lige ved siden af, eller med en gang biksemad på »Hjorten«, mens lærlingen nød mors madpakke i »frokoststuen«, som var oppe på loftet blandt en masse gammelt ragelse.

Her kunne man finde nogle gamle kurvestole, som – placeret rigtigt foran et lille vindue – kunne give en smuk udsigt over værftet og Sct. Olai kirke. Her kunne man så til maden drikke sin Wiibroe citronvand samtidig med, at man kunne se ned til tappehallen på Wiibroe – ikke uden perspektiv, skulle det langt senere vise sig.

40 år senere kunne jeg atter skue ned til Wiibroes tappehal fra min frokoststue, men nu lå både Wiibroe og Helsingør Dagblad i moderne bygninger i industrikvarteret ved Klostermosevej.

Alt-mulig-lærlinge

Dengang i fyrrerne var en lærling ikke blot en sætterlærling. Han var faktisk med i alt. Var der problemer med trykningen, eller det var frokost, så var det lærlingen, der kravlede rundt oppe under loftet med papiret – og såmænd også trykte avisen.

Der var også budtjeneste for redaktion og kontor. Alt blev man sat til, og det gav selvfølgelig et godt og fornuftigt indblik i en avis’ tilblivelse.

John Niemeyer var bare 14 år, da han kom i typograflære.

Blyet i gruekedlen

En helt speciel opgave var, når de blylinjer, der var færdige efter sorteringen, skulle smeltes om igen til fine nye blyklodser. Det foregik i en god gammel gruekedel i et gammelt vaskehus nede i gården.

Her tændte man så op med brænde og hældte linkerne i gryden, skummede af og støbte de fineste blyklodser i forme, kølede dem ned og slæbte dem op i maskinsætteriet igen.

Ringen er sluttet

Således var ringen også sluttet på den led. En avis var blevet til, som den gør det i dag. Fremgangsmåden er megt forskellig – det bestemmer teknik og fremsyn – men resultatet, det primære for en bys borgere, er det samme.
Produktet er på gaden, læseværdigt og nyhedsdækkende. Baggrunden er overladt til de implicerede på godt og ondt, som det var det for en knægt på 14 år dengang for mange år siden.

Læs flere fortællinger fra Helsingør dagblads farverige historie.

Artiklen sidst ændret: 25. september 2017 14:27

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt
Betina Grønbæk 1730237 280920 40.000 win 5/7-18-5/4-19

Job i Nordsjælland

Betina Grønbæk 1730237 280920 40.000 win 5/7-18-5/4-19
Jumbo Personal Computer, order nr. 1725098. Kunde nr. 177805. 80000 visninger. side/logo
Photocare, Kunde nr. 69693, Ordre nr. 1725519, 25.000 visninger logo
Living Invest, Kundenr 280833, Ordrenr 1725103, 25.000 visninger side/logo
HF Byg 353825 1723481 top 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu