Af Helsingør Dagblad

Dagbladets udhængsskab var byens vigtigste

Nsnet.dk – læs online

Det var en gammeldags avis, Birger Mikkelsen mødte, da han blev ansat som journalistelev på Helsingør Dagblad i 1954. Men der var atmosfære. Vi bringer hans beretning i to dele - her følger første del:

Året var 1954, og dengang var det en selvfølge, at enhver avis havde et udhængsskab, hvor de frisktrykte sider blev præsenteret.

Nordsjælland (dengang et dagblad), Socialen og Amtsavisen havde deres skabe på Stengade, og Dagbladet havde sit i porten til bladhuset i Sct. Olaigade 27.

Dagbladets skab var det vigtigste, fordi det havde noget nær monopol på de lokale rubrikannoncer om ledige værelser og jobs, møder, maskerader og dilettantforestillinger, køb og salg af enhver art.

Disse avertissementer fyldte det meste af den tredje af dagens fire sider, og de var uvurderligt læsestof, værd at anstrenge sig for at få læst først. Det var jo en tid med arbejdsløshed, boligmangel og vareknaphed, og siden med lokale nyheder blev da også studeret.

Birger Mikkelsen - også kendt i hele byen som signaturen Mik - skrev sin artikel til Helsingør Dagblads 125 års jubilæum i 1992. Han var i mange år avisens kommunalpolitiske reporter og skrev adskillige lokalhistoriske bøger. De sidste år var han redaktør af Lokalavisen Nordsjælland.

Trængsel i en mørk port

Der var trængsel af ventende, når frk. Ellen Lind kom med de fire store, flagrende avissider for at låse dem ind i udhængsskabet.

Trængsel blev der ganske vist, blot der stod fire-fem mennesker i bladhusets trange og mørke hovedport. En uafskærmet pære spredte lidt af dunkelheden og gjorde det muligt at se de knækkede fliser og kælderhalsen ned til brænde, tørv og koks til husets kakkelovne. Meget lys blev der ikke til overs til udhængsskabene med de støvede ruder.

Ugeabonnenterne

Dagbladet havde også et regelmæssige besøg af de abonnenter, der betalte pr. uge. Dem var der endnu et par hundrede af »fra gammel tid«, mest beboere fra Strandgades og Gartnergades lejekaserner, som fordelte pengene fra fredagens lønpose fra Værftet til købmand, slagter, rådhuset og altså Dagbladet.

Når de kom for at betale deres 2,50 krone, gav frk. Lind sig tid til en lille audiens for at spørge til famlien og helbredet, og når de døde, kunne hun – hvis hun blev spurgt med den tilstrækkelige respekt – give en rigdom af oplysninger til nekrologen.

Frk. Linds protokoller

Frk. Lind sad i ekspeditionslokalet ved siden af porten. En stentrappe med to trin førte op fra Olaigade, en sprukken klokke over gadedøren signalerede ankomst, og man stod i det nøgne rum med skranken og skydevinduerne ind til hendes plads ved skrivebordet med alle abonnements- og annonceprotokollerne og med stablerne af skrivehæfter med glanspapirsomslag.

I disse hæfter var budruterne registreret, naturligvis med navn og adresse på alle abonnenter, men også med vigtige notater om hundenes navne og farlighed og om de steder, hvor avisen skulle bringes helt ind i stuen, fordi læseren var værkbruden.

Dette kildemateriale blev udleveret til nye bude fra skolerne i Marienlyst Allé og Lundegade, men afleveret igen efter et par uger. Det varede sjældent længere, før børnene kendte »deres« læsere næsten lige så godt, som frk. Lind gjorde.

En gruppe HD-medarbejdere fotograferet uden for huset sidst i 1950'erne. Yderst til venstre står Birger Mikkelsen, den unge journalistelev.

Bladhusets historie

Der blev kommunikeret intensivt i dette ekspeditionslokale, som arkitektonisk var lige så beskedent som det hele bladhus. At udgive en avis var et håndværk og krævede ikke mere ydre pragt end et værksted med butik.

Her havde der til 1877 været arbejdsplads for slagtere, lysestøbere og skomagere – ganske vist af de velstående – og i disse rammer lod det sig glimrende gøre at få plads til alle led i en bladproduktion.

Dagbladets hus – som stadig ligger der med sin enkle borgerhusfacade, men indvendigt totalt ændret og moderniseret – er fra 1798, bygget af slagter Hans Christian Rasmussen. Han lod den seks fags facade grundmure, men side- og baghus er bindingsværk, for prestigebyggeri var det ikke, men solidt, enkelt og prosaisk med sin tids klassicistiske stiltræk.

I 1877 havde Dagbladets grundlægger, Henrik Donatzky, købt det, og i de første mange år kunne hele hans bladvirksomhed rummes i det lille baghus. I 1901 blev ekspeditionslokalet ud mod gaden indrettet, næsten som en butik med brød eller tobak, og efterhånden blev lejligheden bagved taget med. Etagen ovenover var endnu bogtrykkerens private lejlighed.

Sct. Olaigade i 1954

Udadtil markerede Dagbladet sig kun med en smal niche på facaden med bladhovedets gotiske bogstaver og den særlige version af byvåbenet. Bortset fra dette brød huset ikke den stilfærdige helhed i Sct. Olaigade med alle dens små butikker og værksteder - beskedent udstyrede, men med et udbud, som inden for få minutters gangafstand kunne opfylde næsten ethvert behov.

Lige over for Dagbladet lå Otto Madsens vin- og tobaksbutik og lidt længere henne konkurrenten »Mexico«. Ved Bjergegade-krydset lå Larsens Melhandel, en af byens gamle og solide købmandsbutikker, og overfor en stor kiosk med lokal ekspdition for Politiken.

Lidt oppe ad gaden havde frøknerne Damm engrosbutik med ædle cigarer og pibetobakker, og omkring hjørnet i Stjernegade var Hansens og Sørensens store vin- og tobaksforretning, hvor man også kunne få fremkaldt film og sende festtelegrammer.

Dagbladets nabo i Sct. Olaigade var »Hjorten«, en robust beværtning med sand på gulvet og bulet billard til skomagerpot. Ved siden af den lå Jørgensens slagterforretning, som leverede bladets smørrebrød med frikadeller og hestehakkebøffer i kold, stivnet sovs.

Et ismejeri lå et par hundrede meter borte, men æbleboller og pladebrød kunne også hentes hos bager Bengtsson i Stjernegade eller hos Hansen i Bjergegade. Hver af dem havde sine tilhængere.

Her sidder Frk. Lind sammen med forretningsfører Robert Berg, der kom til senere. Året er 1957.

Liv i baggårdene

Dette var blot udbuddet af dagligvarer i Dagbladets naboskab. Lige så stort var det i byens andre kvarterer, men der boede jo også dengang mange mennesker i de små, gammeldags lejligheder, og der var arbejdspladser i baggårdenes værksteder og industrier.

Ved siden af Dagbladet lå en gas- og vandmålerfabrik med en halv snes ansatte og et herreskrædderi med det halve. Overfor var der renseri og farveri samt et møbelsnedkeri med et stort værksted, og bagude havde brødrene Dalsborg en smal jordstrimmel, hvor solen aldrig nåede ned. »Java-sumpen«, sagde typograferne om denne parodi på en baghave.

Lige som Sct. Olaigade-kvarteret var hele Helsingør en arbejdsplads i de dage – totalt domineret af Værftet og gummifabrikken Tretorn, men også med mange ansatte på Wiibroe i Hestemøllestræde, is- og margarinefabrikken Kronborg i Bjergegade, tekstilfabrikkerne på Gl. Banegårdsvej og på fiskenetfabriken Danmark ved Grønnehavevej.

Fremtiden banker på

Til gengæld var der intet andet end landbrug uden for bygrænsen, sagde man, selv om noget var ved at ske ved Gurrevej. Her blev der netop i 1954 bygget en ny folkeskole, den første i 70 år, og et socialt boligkompleks, Blicherparken. Imponerende og lidt skræmmende midt på Kronborg Ladegårds endnu dyrkede marker.

Helsingør var endnu præget af følgerne af besættelsestiden. De sidste rationeringer var friske minder, og en ny bil som den attråede Ford Popular, »Poppedrengen«, var en drøm for de få. En idé om et supermarked med selvbetjening var endnu ny og dristig i Helsingør Brugsforening.

Vi levede og arbejdede i den gamle by, men vi så også mange steder starten på en stor udvikling; små, trillende snebolde, der skulle samle sig til en lavine.

I dette bybillede havde Helsingør Dagblad sin plads, endnu helt bestemt af traditionen og nedarvet praksis.

Længstlevende arvede det hele

I 1954 var husets og Dagbladets ejer bogtrykker Johannes Peter Thomas Rothejsen, en mere end 90-årig olding, der i fjerne tider havde været en af fire funktionærer, som købte foretagendet.

Det var sket med en kontraktlig bestemmelse om, at interessentskabets medlemmer skulle arve hverandres andele, så at den længstlevende kom til at eje det hele. Det var sket for Rothejsen efter redaktør Fritz Hansens død i 1943.

11 år senere var han stadig i gang. Han gik frk. Linds bøger efter og viste sig i sætteri og trykkeri. Kun redaktionen undgik han.

Rothejsens vigtigste syssel var dog med kontanterne, for han fyldte personligt lønposerne til de uge- og månedslønnede og modtog de behørige kvitteringer.

Han var egentlig en rask og rørig mand, men alderen gjorde sig unægtelig gældende, når han trissede om og påså, at alt var som det plejede at være, og som det havde været siden engang i 1930'erne - bare mere slidt og mere gammelmodigt, et bladhus, der var som en af de gigantiske skildpadder. Et levende fossil

Denne karikatur af den aldrende bogtrykker Rotheisen svarer ganske godt til den unge journalists indtryk af bladhuset som helhed. Et levende fossil.

Den første dag

I dette hus begyndte jeg den 1. november 1954 som yngste og eneste journalistelev, men jeg husker ikke min entré. Det skyldes nok, at jeg allerede kendte huset, i hvert fald redaktionen, for jeg havde haft den ærefulde post som meddeler fra Helsingør Højere Almenskole, specielt for kulturelle og politiske begivenheder i elevforeningen Glauks.

For det blev jeg belønnet med fem øre pr. linje, hvilket ikke gav velstand, men måske prestige – og under alle omstændigheder den frydefuldt magiske oplevelse at se sine tekster i trykken, befordret ud til tusinder af læsere.

Nu skulle jeg altså begynde som journalistelev med den overenskomstmæssige løn på 225 kroner om måneden og med udsigt til en »mesterlære« uden teoretisk overbygning. Den gav kun stiftstidenderne og andre økonomisk overlegne aviser deres elever i tilgift, men det gjorde ikke forventningerne mindre.

Da dørklokken ringede, så frk. Lind op fra sine papirer. Hun vidste, hvem jeg var, og hvad jeg kom for - min farfar var ansat i husets sætteri. Modtagelsen var afmålt venlig, for jeg var jo en helsingørdreng, og det betød noget i 1954. Gør det måske lidt endnu.

Rothejsens arkiv

Fra ekspeditionen kom man ad en smal dør ind i baglokalet, hvor en halvdagsdame og en kontorelev udgjorde den øvrige administrative stab.

Bag dette rum lå bogtrykkerens kontor, der de fleste af dagens timer stod tomt, mens Rothejsen var oppe i privaten eller ude i de tekniske afdelinger. Men her stod hans skrivebord blandt møbler af bejdset fyrretræ med sort, blankt betræk og blandt reoler med officinets accidenser fra mange år.

Her lå alménskolens årsskrifter, Helsingør Teaters programmer tilbage fra 1800-tallet, regningsblanketter, visitkort og gulnede kommunale regnskaber, alt fremstillet i Helsingør Dagblads trykkeri med Rothejsen som den ansvarlige.

Tryksagerne og pengene var hans speciale, og selv om de første var blevet sjældne – der var yngre og mere effektive bogtrykkere i byen nu – gav de sidste stadig anledning til et par timers næsten sakral beskæftigelse hver uge: når lønningerne skulle tælles op. Så sad Rothejsen ved sit skrivebord og lod sig ikke forstyrre af trafikken til og fra redaktionen gennem sit kontor.

Redaktion uden udsigt

Man skulle altså gennem tre-fire kontorer for at nå frem til redaktionens spartanske lokale et godt stykke nede i sidehuset – et smalt rum med et trefløjet vindue ud mod muren ind til Sct. Olaigade 29 og med en lille strimmel himmel øverst. Man skulle ikke blive distraheret i de journalistiske sysler af udsigten. Redaktionen var enkelt møbleret: en reol ved hver langvæg, den ene med de indbundne årgange tilbage fra 1867, den anden med klichéarkivet med anløbne zinkplader med gamle bybilleder, kort fra Første Verdenskrig, portrætter af Bismarck, Enrico Dalgas, J. C.Christensen og hundreder andre.

Det var fyld til spalterne sammen med de fire nye klichéer, som hver morgen kom i en kuvert fra »Aktuel Cliché-Service« i København.

Arbejdsredskaberne

Mellem reolerne stod langbordet med redaktørens, journalistens og elevens lige så antikke som uopslidelige skrivemaskiner blandt stabler af aviser og papirer og længst tilbage var der en fjerde maskine foran en seksrørs-radiomodtager med en kvadratmeterstor rammeantenne.

Antennen var af radioforhandler Harald Jensen oppe i Bjergegade rigget til, så den kunne modtage radio Lyngbys udsendelser fra Ritzaus Bureau i Mikkel Bryggersgade i København.

Herfra dikteredes hver formiddag, gennem æteren, de seneste telegrammer og – vigtigst af alt – de store gevinster i Klasselotteriets trækninger. Det gav eleven god træning i at følge med i diktatet på skrivemasinen, for en fjernskriver var endnu uden for Dagbladets formåen.

Da der alligevel kom en fjernskriver nogle måneder senere, blev der bestilt smørrebrød inde fra slagter Jørgensen, for det var en ny tid, der skulle fejres.

Rubrikannoncerne på side 3 blev ofte læst før nyhederne. Det var trange tider med høj arbejdsløshed.

Den venlige redaktør

Ved redaktionsbordet sad denne novembermorgen redaktør Peder Normann og journalist Robert Corydon klar til at modtage den nye elev, og de havde en grundig indsigt i dansk provinspresses livsvilkår.

Begge var de begyndt på små, for længst afdøde aviser – for Normanns vedkommende vistnok Fyns Venstreblad og for Corydons Roskilde Avis. Siden var de gået videre til andre redaktioner.

Normann havde vært Dagbladets redaktør i en halv snes år. Han var endnu ungkarl og pensionær i den sagnomspundne »Klubben« i Skydeselskabet, en venlig og livsglad mand, populær i borgerskabet og med en fin dannelse, der ganske vist ikke var akademisk, men ikke ringere af den grund.

Dannelsen havde han fået på slægtsgården i Hjerm i det vestjyske, hvor Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og maleren Peder Bjerre var venner af huset.

Normanns livsholdning illustreres måske bedst af en af hans yndlingshistorier om en gammel ko, som faderen ikke ville sende til slagteren.

Den gav ganske vist ikke mælk mere, men det var en god ko! Samme humanitet havde Normann til sin tidlige død – både over for sine ansatte og i sin store omgangskreds.

Lyrikeren Corydon

På den anden side af bordet sad så Robert Corydon, der var en højt begavet lyriker. Hans fortættede digtsamlinger udkom i mange år på Borgens Forlag, og de er nu en del af dansk litteraturhistorie, men hans levebrød var journalistikken, som Thøger Larsens var det.

Corydon var dog ikke en kunstner med trang til isolation – tværtimod befandt han sig glimrende i spændingsfeltet mellem poesiens, meditationens og redaktionens mangfoldige realitet.

Da han forlod Dagbladet, fortsatte han som journalist på blandt andet Mobilia på Eriksholm ved Helsingør og siden på Hjemmet i Gutenberghus med indsigtsfulde artikler i enkel og spændstig prosa.

Læs flere fortællinger fra Helsingør dagblads farverige historie.

dagens e-avis

køb adgang til vores e-avis

  • Søg i vores arkiv
  • Nem og hurtig adgang
  • Læs os på farten
  • Tag os med på ferie

e-avis adgang

KUN kr. 20,00

Artiklen sidst ændret: 25. september 2017 14:26

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Job i Nordsjælland

Tagsjakket  side+logo  26/3 18-31/3 19 win win 1721578
Lynhjem  Kunde nr. 34254  Ordre nr. 1725515  Antal visninger: 30.000 side/logo
Rusmiddel 1727211, 25.000 vis 29/5 18-29/5 19 side artikel logo
BAAGØ, 127683, 1724217, 40000 visninger side/logo
HF Byg 353825 1723481 top 40.000 win win 1. maj 18-1.maj 19

Helsingør Dagblad Copyright © 2018

hovedmenu